Anders Riis leverer med Opdrift et personligt og engagerende album, med tænksomme og ind i mellem revsende tekster om eksistentiel angst, prioriteter, og det moderne liv.
Anders Riis har tidligere høstet roser her på siden, blandt andet da Troels-Henrik anmeldte højskolesangs-inspirerede Alt Væk for tre år siden. Nu er Riis så tilbage med Opdrift, og det må man sige, der er i Riis’ musik og lyrik. Netop lyrikken er et sted, hvor Riis har fat i den lange ende. Troels-Henrik fik sammenlignet med Steffen Brandt i anmeldelsen af Alt Væk, og der er bestemt også ligheder i den relativt tørre levering og den dygtige leg med ord.
Tag bare albumåbneren ‘De Siger Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)’, som i øvrigt er blevet luftet som single forud, hvor Riis inviterer til revolutionsplanlægning, “(…) hjemme hos mig/jeg kan onsdage i ulige uger/Hvad med dig?”. Her rammer Riis elegant lige ned i konflikten mellem det velordnede, rutinebårne liv og lysten til at ruske op i det hele og tænke og leve frit, vildt og ud af boksen.
Der rockes mere potent igennem på ‘Kommer Jeg Kommer Du’, mens ‘Mere Jylland’ gæstes af selveste Jacob Haugaard (“Maajet mere Jyllaaand”), på en sang der revser det ironiske (og det antropologiske) elite-blik, der ikke har en chance for at forstå det, der også er der. Nærværet, materialiteten, svalerne, der bygger reder i taget. Det kunne også godt være en sang, der kunne få noget radio-tid.
Opdrift er et ganske langt album, 12 numre i alt, og knap 45 minutters spilletid føles i hvert fald langt under 2020-omstændigheder. Men det gør faktisk ingenting, for Riis har mange tangenter at spille på. Den melankolske og tangentdrevne ‘Ingen Frelses Hær’ er for eksempel et højdepunkt blandt flere på albummet, der aldrig står i stampe, heller ikke når tempoet er lavere, som her og på den efterfølgende ‘Erindring 02’, der lyder lidt som Kent møder Peter Sommer.
“Vi er fanget foran spejlet/Vi er et vi, der har fejlet/Fortabt i vores egen lampes skær” lyder det indledningsvis på den mildt og ind i mellem kradst revsende ‘Vi Er Her Nu’. Det er, som på albummet i øvrigt, Riis’ vokal og tekster, der er omdrejningspunkt, men her, som på resten af albummet, kan man sætte pris på at der også er virkelig godt styr på lyd og den instrumentale side af sagen, der lyder fyldig og supplerer vokalen glimrende.
Også på ‘Tilbage Til Søen’, der langsomt udvikler sig fra at være Riis’ vokal kun understøttet af få instrumenter (blandt andet synthflader), til et halvfyndigt pop/rocknummer med piskende trommer.
Når man sidder og lytter midt i en gradvis nedlukning af samfundet, giver det nogle ekstra perspektiver på for eksempel den tempofyldte ‘Feber I Indre By’, hvis titel kan virke næsten halvprofetisk. “Man er husvild i sig selv!”, udbryder Riis til sidst her, på et nummer, der egentlig handler om livets rutiner og at hver dag er forfra, men husvild i sig selv kan man godt føle sig i en tid, som den vi står i. Den ulmende ‘Længere Er Den Ikke’ bygger videre på noget af samme stemning, inden der hugges igen rockende igennem på ‘Jeg Drømmer, At Jeg Falder’, så man får fornemmelsen af selv at være med i drømmen, og den tilhørende eksistentielle angst.
Den følges af ‘Dødvægt’, der har et stærkt omkvæd, men ellers virker lidt som et mellemspil, inden afslutningen, som til gengæld er stærk. Titlen er allerede lidt af en mundfuld, og rammer også stemningen;’Når Man Alt For Sent Ser, At Tiden Er Gået’. Her er tempoet igen taget ned, tonen eftertænksom, og Riis’ vokal suppleres forbilledligt af en kvindelig vokal, der synger andet vers, inden der synges tostemmigt på slutningen, som går:
“Når man alt for sent ser at tiden er gået/Når musikken stopper og lyset blir tændt/Og man siger til sig selv hvad har vi nået?/Vi har elsket hinanden, så hvad har vi glemt?
Elsk hinanden nu/Som de første der ku’/Det var det eneste vi sku’/Når der er stolet op og takket af/Tager ingen imod din klage”
Det virker som en sang til tiden, også den før Corona-krise, og i det hele taget er albummet båret af en insisteren på at værdsætte det nære, og mærke efter hvad der er det vigtige, overvejelser, der er sat i spil af et anfald af angst, Anders Riis oplevede på en flyvetur – og netop den eksistentielle angst stikker også hovedet frem flere steder undervejs.
Opdrift er kort og godt et album, der har noget på hjerte, og føles personligt uden at føles privat. Det er varieret, og der er flere stærke sange, og ikke mindst tekster, at grave sig ned i undervejs. Der er meget jeg i hvert fald kan relatere til og føler mig ramt af. Det giver 5 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
