Anders Riis kan ikke løbe fra at hans vokal i høj grad minder om Steffen Brandts – især understreget af, at Alt Væk er indsunget på dansk. Men selv om Riis også synger på modersmålet, så udtrykker han ofte en indignation og integritet i sine tekster. Denne kant er ganske kærkommen og gør, at Alt Væk er mere end berettiget i det danske musiklandskab.
Det er med høje ambitioner, Anders Riis med sine oversøiske musikere udgiver Alt Væk. Projektet er inspireret af højskolesange og vil – ifølge pressematerialet – ”...beskrive det væsentlige. Kærligheden, tvivlen, lysten, liderligheden. Alt det, der er imellem os”.
Og det hele i en form, så man kan omdele tekster, til de, der måtte have lyst at synge med. Ja, ambitiøst er det.
Umådelig stærkt står ‘Erindring’, der både findes i en fuldt produceret version som nummer tre og som et akustisk ekstranummer. Her tror jeg helt oprigtigt, Anders Riis gør det, han gerne vil. Der sendes tekstmæssige løft-på-hatten til højskolesangbogen da nummeret åbnes med verset ”se, nu slukkes solen / i havets skød / og aftenrøden brænder Himmelen op”.
Og ja, jeg har undervist nok på højskole til at vide, at især ældre højskolegængere nok ville synes, det var lidt ’poppet’. Men versene leveres med en tæt integritet og melodien er sangbar og genkendelig. Fedt!
Og det var egentlig for at starte med højdepunktet – for der er et vanvittigt højt bundniveau her.Åbningsnummeret, ‘Snorlige’, sender tankerne i retning af Brandt – eller, hvis vi skal kigge udenlands, Eels – og samfundskritikken kigger frem: ”Og vi trasker afsted i flok / men ingen kan rigtig husk’ hvorfor / som nogen vil sige / snorlige”.
Og det Eels’ke udtryk gentager sig flere gange på pladen – nok mest på tredjesidste og nok mindst mindeværdige nummer, ‘Sorthav’. Sagen er, jeg faktisk synes at Riis her er lidt mere interessant end den gennemsnitlige Eels-album…
‘Uniform’, der ligger som nummer to, kunne være skrevet af den savnede Henrik Hall. Bortset fra at Hall vist aldrig satte sig selv i centrum i sangene. Det er et nummer, der stiger i desperation og et vers som ”Mit liv som fucking vred og gal / mit liv som borderline-normal” står som en skarp one-liner, mens nummeret har en på albummet ellers ikke anvendt kant og potens. Det er lidt et råbenummer, der nok ikke lige kom med i højskolesangbogen.
Selvfølgelig har en samfundskritisk plade også et nummer, der hedder ‘Danmark’, som starter med lidt tarvelig trommemaskine, men ellers udvikler sig til en fin sang, med stille konklusioner. Det er svært ikke at knus-elske det konkluderende vers, der går ”…Danmark! Du’ dum, men du’ fri / Alt andet lige”. Sunget med en træt overbærenhed – som en forælder, der kigger på sit barn med stor kærlighed, men også må erkende, at det ikke har udviklet sig som man havde håbet.
‘Det Tager En Krig’ har en fin sproglig sløjfe i refrænet: ”Det tager en krig at finde fred / Når alting pludselig lukker ned / Og det’ dig selv, du kæmper med / Det tager en krig at finde fred”. Igen leveret på en sangbar melodi med en meget enkel instrumentering. Det holder altså ret godt, det her!
Og de sproglige evner gentages i ‘Luns Af Evigheden’ – hvor der igen sendes hatteløft til højskolesange i teksterne, men hvor der også på decideret rørende vis fremføres ”Hvorfor bruges tiden så ubeskedent / Nogen gange føles det som om / Vi pisser på vores luns / af Evigheden (…) rig på kluns – men ikke på ånd”. Av, av, av!
Det er teksterne og deres fremførsel, der er i centrum. Og selv om det er et svært, svært og selvfølgelig ambitiøst projekt at stille sig på tæer for at nå til højskolesang-niveau, så kan Riis holde hovedet ganske højt.
Instrumenteringen af et dygtigt spillende band er subtil og understøttende og fungerer virkelig fint. Der er rørende passager her og der på pladen, og selv om jeg hører både Tobias Trier, Steffen Brandt, Henrik Hall og Mr E her og der i vokalen og udtrykket, så får jeg aldrig indtrykket af, at det er pastiche eller plagiat. Overhovedet. Snarere sidder jeg med et indtryk af, at dette er en plade, der står på skuldrene af kæmper. Og underligt nok både højskole-traditionen og ovennævnte sangere kan leve op til kæmpe-status.
Det er så nu, jeg burde give seks stjerner og erklære pladen stille genial. Jeg gør det dog ikke, da der stadig er en stemme ét eller andet sted, der siger at nogle tekstpassager altså er lidt – hmm – letkøbte? Nej, men i hvert fald ikke har samme lysende integritet, som så mange andre steder på pladen. Og så må jeg ”bare” give fem store…
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
