Anders Knudsen, der også slår sine folder i dark-psych/garage-rock bandet Dør Nr. 13, er aktuel med solo-album nummer to, Cloudwalker, hvor han kommer vidt omkring i rockens historie. Albummet byder på særdeles kompetent håndværk, men den røde tråd fortaber sig måske lidt i genre-udflugterne set over en hel plade.
Først og fremmest har Anders Knudsen styr på 3 vigtige ingredienser, instrumenterne spiller, vokalen er sikker og sangskrivningen bundsolid. Således er udgangspunktet og fundamentet sådan set på plads, og sørger for, at det aldrig stikker helt af, men udflugterne over pladens 8 numre kommer alligevel til at stritte i lidt for mange retninger, i hvert fald for mig. Det er ikke fordi der er nogle numre der på sin vis falder igennem, men helhedsindtrykket bliver lidt sløret for mig.
Lad os starte fra en ende af, for en sjælden gangs skyld, da det måske understreger min pointe at gå kronologisk frem. Der lægges fra land med det der samtidig, i mine ører, også er albummets mest spændende og ambitiøse nummer, nemlig det næsten 8 minutter lange titelnummer, “Cloudwalker”. Her føler jeg at både New York’s dunkle rock-klubscene, som eksempelvis hørt hos Interpol, noget New Wave’sk, britisk slut 80’er indie/gazer og mere varme, neo-psykedeliske Californiske strømninger smelte sammen til et virkelig vellykket og fascinerende nummer. Således bølger det frem og tilbage mellem velkendte udtryk, men fermt klistret sammen efter Knudsen’s egen små-kringlede plan. Et både overrumplende og medrivende nummer, der lover virkelig godt for albummet.
Men allerede på det efterfølgende nummer, førstesinglen “Monkey On My Back”, indtræffer et ret markant stilskifte. En optempo 60’er rocket sag, der rummer ekkoer af bands som The Kinks og The Rolling Stones, omkring “Paint It Black”. Det er ganske fængende og et nummer med et godt drive, men springet fra åbneren her til virker samtidig lidt stort, så jeg som lytter bliver lidt i tvivl om hvor vi skal hen? “Dark Age” synes at signalerer, at vi bliver hængende lidt i 60’erne endnu, OK, cool nok med mig. Her sniger der sig lidt The Beatles ind i The Kinks blandingen, ligesom melodien får lidt mere tyggegummi-poppet spændstighed i leddene. Endnu et rigtig fint nummer.
Ud fra nummereringen af de downloadede filer skyder jeg på, at “Motion Picture Paradise” lukker A-siden på LP’en. Det gøres med afslappet og mere laid back stemningen, med lyden af beroligende bølgebrusen inden natten stille og roligt falder på. Lyrisk er vi ude i en klassisk kærlighedsserenade ved mørkets frembrud, hvor en følelse af nostalgi, længsel og hengivenhed får lov til at svæve op i aftenhimmelen.
B-siden åbnes med nyeste single, “I’ve Been A Naughty Boy”, der indledes med en lidt drillende guitarrytme, inden der går “Yellow Submarine” pumpende slut-60’er rockrytme i den. Heldigvis sætter et ret stærkt omkvæd i, og redder os, og nummeret, fra at stikke helt til søs, og fuldstændig af. Nok det nummer jeg synes mindst om på Cloudwalker, uden at det af den grund er dårligt, det virker bare som en lidt fjollet afstikker, der er faretruende tæt på at være et vildspor eller en blindgyde. “Saturday Night, Sunday Morning” trækker stemningen og klangen af albummet i en mere drømmende og let-surrealistisk retning, som på en måde lægger mere i forlængelse af åbningsnummeret, end det man har hørt på de mellemliggende numre. Men nummeret virker mere som et kortere intermezzo på pladen, der får lov til at fise lidt ud uden egentlig forløsning, end et klart signal om hvor vi nu skal hen.
Indtrykket af, at Anders Knudsen nu er ved at vandre helt udenfor de markerede stier i skyerne, forstærkes af albummets næstsidste nummer, “Cripple”. Her befinder vi os indledningsvis pludselig ude i det vilde vesten anno 1800 backwater town, med grædende strygere og hø i træskoene, inden vokalen sætter i og bryder stemningen af at være til Cowboy-bal en smule. Men hvordan endte vi dog her? Er vi virkelig blevet suget ind i en drøm eller et alternativt univers i løbet af pladen? Svaret udebliver, og man undrer sig lidt.
Måske antyder titlen på den luftige neo-psykedeliske/folk-rockede afslutter “Come Back To Me, Melody” et eller andet? Kunne, selvfølgelig, også bare være et pigenavn…
All right, sangene på Cloudwalker er generelt rigtig lytteværdige og leveret uden at ryste på hånden, men det store billede bliver lidt udvisket for mig. Det er måske også både meningen og prisen ved at vandre rundt i de højere luftlag – skyerne gør at det hele flyder lidt sammen og man kan miste orienteringen lidt.
Anders Knudsen og Cloudwalker er uden tvivl rart selskab at være i, men jeg er ikke helt sikker på jeg forstår hvor vi skal hen i løbet af turen? Det er især åbningsnummeret der er med til forvirre mig, det virker næsten som om det hører med på en anden udgivelse, eller skal det forestille at være kaninhullet man kryber igennem for at komme ind i Cloudwalker’s alternative virkelighed?
Eller også overanalyserer jeg, og pladen er enten i virkeligheden en lille smule rodet, eller jeg har ikke helt fattet pointen. Hvor om alting er, så giver det 3 store stjerner for den samlede oplevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Anders Knudsen på facebook
