Anders Gantriis leverer 10 ganske iørefaldende numre på sit debutalbum, indspillet live i studiet med hjælp fra et kompetent hold. Resultatet er bundsolid pop-rock med en snert amerikansk roots, hvor man måske lige mangler det sidste all round skub for, at det hele løfter sig.
Førstesinglen, og åbningsnummeret, “No Ordinary Day”, er allerede blevet luftet på P4 og det forstår man så udmærket. Det opsummerer fint, hvad det er Gantriss er rigtig godt til. Sangskrivningen er helt elementært velfungerende og god, om end der ikke sættes nogen nye standarder. Det er også singlens, og helt overordnet, albummets største hæmsko.
Det er ret klart, at Gantriis heller ikke sigter efter et musikalsk nybrud, der sigtes efter at ramme den gode sang, på en ret velkendt tone, det man kunne kalde voksenradioens midterrabat. Det er der absolut intet galt i, slet ikke når det leveres så sikkert som her, og uden at det af den grund lyder leflende og spekulativt. Der er næsten altid en plads til fin poprock med en bred appel som dette, om vi så skriver 1997 eller 2017. Men det gør også, at formlen og klangen er velkendt på en måde der gør, at man ikke ligefrem vælter bagover i benovelse.
Gantriis har en varm, sikker, lidt hæs men stadig pæn og inkluderende vokal. Ligesom musikken hverken fornærmer eller overrasker den nogen, men den passer som fod i hose til universet, og det der sigtes efter. Det samme kan egentlig siges om selve den musikalske del, kompetent og velspillet, uden at det bliver decideret overvældende.
Dermed bliver det også sangene og deres styrke, der skal bære en del af læsset og her leveres der i hvert fald, om ikke andet, en meget letfordøjelig lytteoplevelse. Jeg når på intet tidspunkt, at kede mig det mindste og pladen flyder ubesværet afsted. Jeg savner dog nok lige lidt flere numre af samme kaliber som nævnte åbningsnummer, hvor tingene bare falder i hak.
Det er tydeligvis en kunstner, der hviler godt i sig selv og den selvvalgte rolle, det giver en følelse af sikkerhed og af, at man er i gode hænder. Når der endelig satses lidt med stil og instrumentering, som på den sommerlige “The Difference”, så nærmer det sig det små-kitchede. Her sigtes der, udover lyden af en festlig sommernat, efter en mere let til bens og dansevenlig tone, men det kommer til, at lyde lidt som en +40 fest på dansegulvet – hyggeligt, men i denne form ikke ligefrem sexet.
Anders Gantriis træder dog sjældent ud af comfort zonen på den måde i løbet af pladens 35 minutter, og det er måske meget klogt. For når han holder sig til den mere strømlinede poprock, som på “Little Redwinged Blackbird”, så kører det sgu meget godt. Man vipper med, med foden, føler sig i godt selskab og der er noget trygt ved lyden og stemningen, med lidt “uh uh” kor og farrock guitar.
Der er i virkeligheden noget ret nostalgisk over Gantriis’ lydbillede, hvor numre som den roligt flydende “Your Mind” eller den lidt mere hakkende “Never Never” med deres klang inviterer til, at man læner sig tilbage og lader musikken blive et behageligt soundtrack til minder og en lille fortidsfilm. Ikke i en konkret forstand som sådan, det er mere den “følelse” af at være i det nostalgiske hjørne, som numrene får sat i gang.
Albummet er egentlig ganske alsidigt som helhed, hvor afdæmpede og eftertænksomme numre som “Okay” og den fine lukker “My Side”, og den noget mere hårdtpumpede rocker “What If” står som yderpunkterne. Sidstnævnte viser, at Gantriis ikke er uden rockkant, hvis det skal være, men det virker lidt distraherende at den simple grundrytme minder mig om Survivors “Eye of the Tiger”? Det er måske bare mig…
Alt i alt er In My Mind en sympatisk og lyttevenlig tur ind i Anders Gantriis’ musikalske univers, en tur uden de store, grænsesøgende overraskelser og udfordringer, men der sigtes heller ikke efter at være andet. Det kan også være rigeligt fint til en fin oplevelse af og til, derfor ender vi også på 3 lidt konservative stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
