Fuld fart frem mod weekenden, og endnu en omgang koncert-anbefalinger for København og omegn, hvor vi nu er ved at have samtlige spillesteder oppe i omdrejninger efter juleferie – så i denne omgang kommer vi lidt omkring.
Vi lægger dog ud inde i centrum af byen, hvor Loppen på Christiania har svensk besøg. Den Stora Vilan er kendt for glimrende koncerter, hvor de kommer vidt omkring med deres genre-sprængende musikalske kludetæppe, der har tråde ud til så vidt forskellige kunstnere som Neil Young, The Grateful Dead, Prince og Ariel Pink. Spundet sammen i et net af atmosfærisk psykedelika.
Med som opvarmning har de et navn der hidtil har været mest kendt fra bandsammenhæng, nemlig Lau Ingemann Vinther Pedersen der også slår sine folder i front for Fribytterdrømme, men her står på egne ben som kort og godt Lau. Materialet spænder fra mere ukendte Fribytterdrømme-numre, samt nogle af deres mere kendte, til digte fra hans egen digtsamling Alle Udveje Fører Til Vanvid.
Loppen // d. 4/2 // Kl. 20.30 // 75 kr.
Vi forbliver i første omgang lidt i det psykedeliske hjørne, når vi hopper til fredag og Drone. Her kan du nemlig opleve de islandske “psych fundamentalister” (som de kaldes) Singapore Sling, der tropper op med hele 9 albums i rygsækken, siden dannelsen i år 2000. Nyeste album bærer den fine titel Psych Fuck – så har man vel ligesom en idé om, hvor vi skal henad?
Med som opvarmning har de Kolding-gutterne Skalkeskjul, der er ved at få en del koncerter under bæltet for tiden. Sidste efterår udsendte de EP’en Hopladi & Gemmleg, med et dansk bud på noget madchester-beat. Jonas var ude med 4 stjerner for anstrengelserne og skrev blandt andet:
“…der er fart over feltet hos Skalkeskjul, der, trods at der skal slibes hjørner hist og her, er et forfriskende, upoleret og spændende bekendtskab, som man godt kan forvente sig endnu mere af på næste udgivelse”. Resten af anmeldelsen kan læses HER
Drone // d. 5/2 // Kl. 21.30 // 50 kr.
Du kan også søge mod Nørrebro Station, hvor Lygten Station byder på 4 x hårde toner. Vores kolleger fra Metal A Day prøver kræfter med deres første koncertarrangement (pøj pøj!) og præsenterer en lille håndfuld kvalitetsnavne fra den danske metalscene, og søreme nogen vi tidligere har omtalt i forskellige sammenhænge.
The Vision Ablaze udsendte sidste år en af årets mest roste danske metalplader med Youtopia, jeg var dog selv en lille smule nærig med stjernerne overfor den moderne prog-metal (personlig smag måske?), men det blev dog alligevel til 4 af de store:
“The Vision Ablaze har både visioner og store ambitioner for deres progressive metal på debut-albummet, Youtopia. De kan skrive fængende melodier, spiller med stor autoritet og har noget på hjertet, og er tæt på at ramme de højere luftlag”.
Skal det være mere gammeldags (i ordets bedste forstand), så er thrasherne Impalers et godt bud. Også de udsendte sidste år et rost album, God From The Machine, som vi dog ikke anmeldte. Til gengæld fangede jeg dem live på samme lokation som de spiller på fredag tilbage i maj måned sidste år, hvor de leverede en 5-stjernet optræden, selvom jeg personligt bare ikke rigtig tænder på bandets kompetent udførste og leverede numre. Det gjorde min sidemand til gengæld, der under koncerten konstaterede: “Impalers er det bedste der er kommet ud af Haderslev, siden Haderslev Garden…”.
I en noget anden tungt belagt boldgade finder vi Sons Of Death Valley, som jeg også har anmeldt her på siden, da var jeg dog knap så gavmild og landede på 3 lidt forbeholdne stjerner for albummet Day Of Reckoning. Det var nok især fordi bandets hardcore formel føltes lidt ensformig over et helt album, og at de ikke helt gik planken ud med de country-tendenser de smed ind i et par numre – da havde de ellers fat i noget der vækkede min nysgerrighed.
Det var så 3 navne, som jeg i forskellig grad har været forbeholden overfor, men ikke finder uspændende eller på nogen måde dårlige – sidste navn på plakaten har jeg til gengæld været noget mere flink ved. Der er tale om Velociter fra Silkeborg, der i bund og grund også “bare” spiller thrash, denne gang med en kvindevokal i front, men gør det virkelig, virkelig solidt og har et glimrende live-ry. Jeg har, desværre, aldrig set dem live, men deres 2 EP’er har fået rosende ord med på vejen her på siden. Og så havde jeg dem som et af 5 metalnavne, som jeg synes fortjener mere opmærksomhed her i 2016, da jeg forsøgte at kloge mig lidt på hvem der burde spændes på en hype-raket.
Alt i alt et interessant og ganske alsidigt live up Metal A Day har fået skruet sammen her!
Lygten Station // d. 5/2 // Kl. 20.00 // 70 kr.
Lørdag lægger vi ud på Amager, hvor Beta byder på medrivende rock og rul fra de roste islændinge The Vintage Caravan, som begejstrede os på Roskilde Festival sidste sommer, da de indtog Rising Scenen spændt op til guitar-lir:
“Den islandske trio hamrede fra start skramlet rock ud over det nu noget spredte publikum, og måtte fra start også lide lidt under en alt for lav lyd (et tilbagevendende problem), men det så de ud til at skide højt og flot på, de tre islændinge”.
De kan anbefales!
Support: Dead Lord
Beta // d. 6/2 // Kl. 21.00 // 130 kr. (forsalg) 150 kr. (døren)
Vi bevæger os ind til Magstræde, hvor Musikcaféen i Huset KBH byder på hele 3 interessante navne. Egentlig er der tale om et arrangement hvor Langt Ude Records markerer at Dør Nr. 13 udkommer på vinyl, Fuglen og vejen er ude d. 7/2.
Jeg oplevede bandet give den gas med deres let-rablende attituder og sprælske beat-rock på sidste års Uhørt Festival, mens Jonas tog sig af anmeldelsen af gruppens debut-EP tilbage i 2014:
“De fire numre spænder meget bredt, fra tung, mørk og syret rock, til mere solbeskinnet stener-folk, til råbende semi-punk. Gennemgående er Dør Nr. 13 gode til at lave fængende hooks”. Læs hele anmeldelsen HER
Med denne aften har de også klassens underlige dreng, Bisse. Bagmanden er hovedsangskriver i Spillemændene, Thorbjørn Radisch, så kunne du lide deres syrlige og besynderlige, men meget kreative og levende, tekster, så er du på rette hylde her. Han er nået til sidste del af sin såkaldte blod-trilogi (og har også fundet tid og overskud til at udsende et hiphop album sideløbende), der blander alle mulige og umulige genrer med den interessante lyrik. Bisse bløder, Bisse gør sig umage, Bisse er din ven – og spiller helt fortjent på årets Roskilde Festival. Læs anmeldelser HER
Endelig får du også grunge/psych/garage fra Myre Knudsen under kunstnernavnet Myreskær.
Huset KBH // d. 6/2 // Kl. 20.00 // 60 kr. (forsalg) 80 kr. (døren)
https://youtu.be/EqLuCFwNxQ8
Inden vi runder af vi runder af inde midt i byen, så tager vi lige et smut udenfor bygrænsen til årets første arrangement på Forbrændingen i Albertslund. Her er der færøsk – amerikansk singer songwriter topmøde mellem Teitur og Matthew E. White. Konceptet er, at de 2 kunstnere mødes på det tomme spillested i ugen op til koncerten, uden andet end et tomt stykke papir. Det er op til kunstnerne selv at udfyld, og bestemme, hvad der skal nedfældes på papiret inden der kommer publikum på til koncerten. Hele processen optages, så man jævnligt kan følge skabelsen af koncerten på de sociale medier i dagene op til koncerten.
Det var sgu’ da en meget skæg idé!
Forbrændingen // d. 6/2 // Kl. 21.00 // 269 kr. (forsalg) 289 kr. (døren)
Vi slutter af med verdens undergang, eller noget lignende, når der er hardcore-relateret sammenstød på Stengade lørdag aften. Hele 5 bands for en 50’er kan det blive til, nå ja, og muligvis lidt blå mærker, nedsat hørelse og en rar følelse inden i.
Smertegrænsens Toldere (heh, fedt navn) kender jeg ikke meget til, ud over at jeg har læst mig til, at Jacob Bredahl er på guitar ved grænsebommen. Og vi er åbenbart ude i noget hardcore punk, så det kan vel ikke gå helt galt?
Det kan det måske under Czar, der er leveringsdygtige i dansksproget kaotisk hardcore og menneskehad, eller, de hed deres debut-ep, der udkom for et års tid siden i hvert fald! Den anmeldte jeg til 4 stjerner med bevingede ord som:
“Du når nærmest ikke at få paraderne op, inden “Slægt” fræser ud af starthullerne og går direkte efter fjæset på dig. Med 5 numre med en samlet spilletid på omkring de 12 minutter, er der heller ikke meget tid til at holde sig i skindet. Så Czar er en af den slags udgivelser, som raser fremad i en fart, så du næsten ikke når at opdage, eller tænke over, hvad der ramte dig. Der synges/skriges/råbes arrigt på dansk, men det kan være vanskeligt at få andet end løsrevne ord eller sætninger med, mens éns øregange flås til blod”. Læs resten af anmeldelsen HER
De er både sonisk, i hårdhedsgrad og på mandskabssiden relateret til Èglise, i det at forsangeren hedder Martin Nielskov i begge bands. At han har en fortid i front af The Psyke Project er ingen hemmelighed, og det atmosfæriske islæt fra netop TSP høres også hos Èglise. Her adskiller de sig så fra deres mere arrige og frådende fætter, Czar. Badet er aktuelle med deres selvbetitlede debut, som jeg er i gang med at lytte mig ind på. Et album der på en måde, på godt og ondt, ligger i forlængelse af The Psyke Projects lyd.
Elementer af den finder man også hos LLNN, og 2 tidligere medlemmer i form af trommeslager Rasmus og guitarist og nu front-brøler Christian Bonnesen. Men LLNN er alligevel af en lidt anden støbning, deres såkaldte post-apokalyptiske hardcore har nemlig keyboard-synth og tilhørende spacey lyde og atmosfæriske flader som et element der fylder en betydelig del af deres lyd. Tilsat et voldsomt dommedagsdrøn og bulderende bombardement, og Bonnesens flossede, desperate råben og skrigen.
Jeg har været meget begejstret for bandet hidtil 2 udgivelser, EP’en Marks og albummet Loss, og også oplevet dem en enkelt gang live. Loss var derudover med i min top 5 over danske favorit albums fra sidste år, anmeldelsen indledte jeg i sin tid med følgende beskrivelse af turen ud i det voldsomme verdensrum:
“I tider, hvor verden kan virke som et fucked op sted, kan man føle trang til, at forlade atmosfæren og forsøge at råbe kloden op – eller BURN IT DOWN. Det kan man ikke, det forbyder de fysiske love, men hvis der var nogen der havde en chance for at blive hørt i det lufttomme verdensrum, så er det LLNN”.
https://youtu.be/GaTV01yzUsw
Og sidst men bestemt ikke mindst, mægtige Redwood Hill, som jeg både på album og af flere omgange live har rost til skyerne, og lidt til, for deres majestætiske mørke lyd og på samme tid omklamrende og medrivende live-performance. Senest da jeg ikke var nærig op til jul og sendt en topkarakter efter dem, for deres magtdemonstration i Templet i Lyngby. Da opsummerede jeg på følgende vis:
“I min optik har Redwood Hill stort set hele pakken, hvis man er til deres introverte, men på sin egen måde flammende og udfarende, post-metal (eller hvad pokker de nu spiller?). De har sangene, de har det visuelle flair, de har deres egen lyd, de her en uforlignelig timing hvormed det hele eksekveres og så er der bare en, for mig, helt uimodståelig kraft i musikken – der suger mig ind om et nådesløst sort hul”.
Lad os dykke ned i hullet på lørdag!
Stengade // d. 6/2 // Kl. 20.00 // 50 kr.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Filtenborg Fotografi, Redwood Hill/Radar, februar 2015
