Home Seneste Februar 2016 - Nyheder Anbefalede koncerter i Aarhus, uge 6

Anbefalede koncerter i Aarhus, uge 6

2336
0
Rising rykkede igennem på Radar

De klumper sig lidt i denne uge, gør de, de gode koncerttilbud. Men det betyder så også at der er et bredt udvalg, hvis du gerne vil høre musik lørdag i denne uge (der er også fine world og jazz-navne på plakaten hos Atlas/Voxhall de andre dage). 

Vi holder os dog nogenlunde indenfor rockens/metallens grænser, eller gør i hvert fald et forsøg i denne ombæring. Det resulterer i 4 forskelligartede bud på koncertoplevelser, alle lørdag aften.

Lørdag d.13. februar

Vi starter på Atlas, hvor du får hele 4 fremstormende metalbands under overskriften When Copenhell Freezes Over. Ken skrev et selvstændigt skriv om årets navne som du kan læse HER, og det skal lige nævnes at Aarhus-publikummet spises af med to navne mindre end københavnerne (lokale I’ll Be Damned, som spiller på Atlas d.3/3 og Mandrake Monster er ikke med i Aarhus). Du får til gengæld Slægt, EvraOxx og Rising, som vi alle har behandlet i større eller mindre omfang gennem tiden – og alle 4 glimrende eksponenter for forskellige dele af den danske metal-scene. Det er faktisk et rigtig glimrende line-up, som jeg ærgrer mig over ikke at kunne opleve. Til gengæld sender vi vores mere metaluvante anmelder Troels-Henrik afsted.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 110 kr. 

Vil du gerne have noget, der støjer, men som ikke lige er metal? Så kan du tage en tur på Radar, som byder på 3 navne denne lørdag. Øverst står punk-rockende, københavnske Molly, som sidste år blandt andet gav koncert på Roskilde Rising, og i år er blandt Vegas Udvalgte – det fik Ken en mail-snak med dem om tidligere i år, som du kan læse HER. Du kan i samme ombæring også få smagsprøver fra de dramatiske og inderlige støj-rockere i The Love Coffin, som i hvert fald har et ret stort potentiale, hvis jeg skal bedømme ud fra min oplevelse med bandet på sidste års Aarhus Psych Fest – en reportage derfra kan læses HER. Endelig finder vi også lokale Fright Eye, som også har været forbi Aarhus Psych Fest med deres garage-punk.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 60 kr. 

Er du mere til dansksproget beat, så holder Hverdagens Helte release for debutalbummet Der sker noget om lidt, som vi vist ikke har fået til anmeldelse? Bandet består af Søren Zahle, Mads Tønder og Kim Munk, alle tre erfarne herrer. Oveni annonceres koncerten som en “støttekoncert til Folketinget”, hvor der samles ind til Folketingets medlemmer, som ikke fik lønstigning. Skal man være lidt krakiler, så kan man sige, at de til gengæld fik lov at beholde en masse privilegier andre ikke har, til gengæld for at ikke at ville tale om lønstigning, når nu medierne kun interesserede sig for den del. Men lad nu det ligge. Hverdagens Helte udsendte 3 singler sidste år, som alle har fået spilletid i radioen, så det er et band, der også forstår at skrue melodier sammen, der kan opleves i Vestergade.

NyV58, døre kl. 20, gratis

Vi runder også lige Aarhus’ nye spillested, Tape, i Mejlgade, og det mere eksperimenterende hjørne, hvor Flux arrangerer Visage Label Night med 4 navne på plakaten. Det københavnske selskab er en relativt ny størrelse. De 4 navne, du kan opleve er Watermark, som blander spoken word og black metal æstetik (!), Asger Valentin, som også er aktiv i Synd & Skam, men under eget navn leverer akustiske guitarnumre, samt de to helt nye projekter, Ydegirl og Jijikusanda.

Tape, døre kl. 19, start kl. 20, 60 kr. (der tages kun imod kontanter og Mobilepay)

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleMomme: Momme E.P. ★★★★☆☆
Next articlePrimordial – Wield Lightning to Split the Sun – 12/2 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.