Finsk metal får måske nogen til at tænke mørke og dysterhed. Men onsdag aften viste Amorphis på Voxhall at der er flere metal-genrer end de mørkeste. Og selv om der flere gange var optræk til en decideret fest, og selv om The Århus Faithful var mødt op i rimeligt antal, så var det lidt for ofte som om, koncerten blev en dag på kontoret.
Voxhall var godt fyldt op, da jeg ankommer tids nok til at høre Savage Machine takke af. Inden da har Heidra tilsyneladende også varmet op, da koncerter i starten af og midt på ugen på Voxhall starter tidligt. Meget fint lavet, så man kan nå hjem i ordentlig tid.
Amorphis er på mange måder et interessant band, da de har shoppet lidt rundt i forskellige metal-genrer; death metal, prog metal og folk metal har været genrer, bandet har leget med og da de originalt er dannet i 1990 er de ved at være nogle erfarne herrer.
Touren er ikke bagkant af et nyt album som sådan (de har godt nok udgivet et live-album), men til dels en fejring af at have fået den ’originale’ bassist Oppu Laine med i bandet igen – og fordi man nok ikke er helt færdig med at toure på baggrund af Under the Red Cloud fra 2015.
Bandet går på scenen til lyden af storladent klaver og sætter ellers i gang med en første afdeling af settet, som jeg uden at blinke vil kalde symfonisk.
Ja, jeg ved godt, at det er ’nemt’ at kalde et metal-band med keyboards for symfonisk, men for Amorphis er det fint beskrivende – i hvert fald for den første afdeling af settes vedkommende.
I et line-up af to guitarister, en trommeslager, en keyboardspiller og endelig Tomi Joutsen på vokal – karakteristisk holdende sin to-hånds mikrofon foran ansigtet (eller i skrævet) det meste af koncerten.
Joutsen lægger for øvrigt en fremragende vokal – både egalt, men også i passager af growl.
Og den dygtighed gør sig generelt gældende for bandet; der spilles kompetent og præcist. Men desværre også lidt uengageret og flere gange føles det lidt som om, de har en dag på kontoret. Indrømmet: det kan være den finske introverthed, der spiller ind. Men det virkede meget indstuderet, når der blev stillet sig på monitors og generelt rakt ud over scenekanten. Det skete efter min smag for lidt, og der blev spillet lidt vel sikkert.
Så er der keyboards, som jeg generelt har det lidt stramt med i metal. Jeg er kæmpe industrial-fan, men når det på Amorphis’ måde bliver lidt påklistret eller som en del af et lidt for poleret lydbillede, så står jeg af. Når det så er sagt, så lægger keyboardspilleren nok aftenens fedeste solo, når alt kommer til alt.
Men publikum er med. At have en intens indpisker som forsanger – og et bagkatalog, som folk har hørt mange gange – skaber et godt grundlag for en fest. Der headbanges lystigt i starten (spøjst at se lange lokker rystes på en herre iklædt Fjällräven-rygsæk!) og der er flere gange optræk til mosh pits. Eller ret beset: en onsdagsversion af et mosh pit.
Amorphis fremstår dermed professionelle og kompetente – men også lidt kedelige. Der er aldrig rigtigt noget, der bliver farligt, og selv i breakdowns hvor man kunne håbe, at det hele blev lidt potent med nogle smadrede guitarer, letter det bare aldrig. Måske fordi der faktisk ikke var skruet fantastisk højt op, men nok snarere fordi materialet i dette heavy metal band nok i bredt henseende er lidt mere øre-venligt end interessant.
Det bedrer sig dog, som koncerten skrider frem; bandet trækker numre fra de tidligere plader frem, og growlen, som dominerer på disse numre, kommer til at udgøre en fin kontrast til det ellers meget polerede lydbillede.
Efter det obligatoriske encore (efter bandet er gået af scenen for blot at vende tilbage), er det faktisk lige før, man fornemmer noget potens i musikken. Det bliver dog hurtigt skudt ned af et 6/8-delsnummer, som mest kommer til at virke lidt gumpetungt eller underligt i sammenhængen.
Amporphis får for så vidt lavet en fest for The Århus Faithful. Men på denne onsdag aften var det hele bare for velpoleret, for sikkert og dermed for uinteressant for én, der ikke nødvendigvis kan synge med på alle teksterne.
Det føles underligt skaldet at tildele tre stjerner til et åbenlyst dygtigt band med en energisk indpiskende dygtig sanger. Men ud fra devisen om at en fire-talsanmeldelse vil betyde at jeg vil se bandet igen, så tror jeg alligevel at tre er den rette karakter. Der er ikke fejl, der er også ind imellem stærkt materiale – men der var altså også ind imellem for meget ’en dag på kontoret’ over aftenens koncert på Voxhall.
Fair nok på en onsdag, men det er så anmeldelsen…
Af Troels-Henrik Krag
