Allan Olsen og et stærkt band indtog Vesterbro og et udsolgt Store Vega, bevæbnet med gamle og nye numre, skudt af på fornem vis under en koncert der understregede, at Olsen langt fra har tænkt sig at falde til ro eller hvile på nogen form for laurbær.
Faktisk er det lettere intimiderende at skulle forsøge, at anmelde en kunstner som Allan Olsen. Selvom han føler, at disciplinen sangskrivning er en ensom tjans, som han egentlig ikke bryder sig om, så er han, undskyld udtrykket, en gudbenådet tekstforfatter. Hans sprog flyder, lever og ånder på en måde, også andre steder han ytrer sig end blot sangene, som er respektindgydende. Og noget man kun selv kan drømme om at leve op til som luset webmagasinskribent. Men, samtidig meget inspirerende og noget at stræbe efter.
Der hvor jeg synes Olsens pen virkelig er skarp, og noget af det der næsten uundgåeligt gør der her til en 5-stjernet oplevelse, er hans evne til at skrive personer og karakterer man tror på. Ud fra ret simple, nogle gange nærmest trivielle, detaljer i personernes liv, får de netop liv. Når jeg hører er nummer som “Aston Martin ’66”, som vi fik i en over 10 minutter lang, slutteligt temmelig frit fabulerende, og ret hårdt rockende koncertlukker, så behøver jeg ikke vide særligt meget om hovedpersonen og hans automani (det er i hvert fald det konen kalder det), før jeg kan se ham, hans liv og konen helt levende for mig. Jeg ved ikke helt hvordan han gør det, det er de små detaljer, de kridhvide nelliker han har med ud til dødsboet i Korsør, svigerforældrene og de nye gardiner de er på vej med, trivialiteter, men ting der alligevel siger ALT.
Den evne giver Olsen mulighed for, at lege med historien og personerne der befolker den. Nogle gange er det en lang historie der folder sig ud, andre gange tages der afsæt i personskildringen, og så vokser historien til noget andet, og mere. Som i den flintrende og næsten bidske udgave af “Rimmerby Strand”, der slog fra sig og kradsede dejligt i anden halvdel af sættet. Fortællingen om Olsen og venner som knægte og deres drengestreger/dyremishandling affødt af nysgerrighed, og ungdommelig kynisme, er ret konkret. Men nummeret handler også om noget andet og større, ikke?
Ligesom dens slægtning, “Mergelgraven”, der faldt allerede som tredje nummer i sættet. Jeg foretrækker egentlig den nedbarberede solo-version, men den godt rockede op bandudgave er nu heller ikke at kimse ad, det nærmede sig næsten blues som nummeret skred frem. Det er dog som om, at Hennings triste skæbne og farens tunge tur hjem, med Hennings krøllede kasket knuget i hånden, bliver lige lidt mere gribende, og ja, knugende, når man kommer helt tæt på i Olsens solo-versioner.
VersionER er netop endnu en del af forklaringen på, hvorfor det her selvfølgelig var til 5 stjerner. Har man investeret i nogle af Olsens live-albums, med og uden band, så ved man, at han sjældent spiller den samme sang ens to gange. Han omarrangerer, fifler, lægger til og trækker fra, ændrer tempo, tryk og stemning, kort sagt – tager chancer og insisterer på ikke at gentage sig selv. Oftest er der gevinst for risikovilligheden, selvom man ikke kan undgå at have favoritversioner af numrene. Men så kan du jo sætte live-albummet på derhjemme.
Live giver det noget uforudsigelighed, det vibrerer, hvilket allerede blev klart fra start, da band og Olsen (siddende) stenede koncerten i gang med en næsten ætsende, psykedelisk udgave af den gamle traver “49”. OK, hvor skal vi hen i aften? Helt klart var det i hvert fald fra start, at musikerne, Lars Skjærbæk, Thomas & Simon Alstrup (fra opvarmningen Jonah Blacksmith, som vi kun fik halvdelen med af), Mads Andersen og Gæst Vincent, som Olsen har valgt at omgive sig med på denne tour, virker særdeles velvalgte.
Varen blev leveret til ug med kryds og slange, ingen slinger i valsen, i hvert fald ikke mere end det var hensigten. Herren giver og herren ta’r, og Olsen virker som en gavmild bandleder der giver sine musikere plads, men også formår at holde styr på tropperne, så det aldrig stikker af – måske kunne det godt have stukket LIDT mere af hist og her for min skyld. Knivskarpt, men med tilpas meget elastik, de steder det virkede passende.
Læg dertil en sætliste der kom godt rundt i efterhånden 30 års output, og endda inkluderede tre helt nye numre, så var der masser at klappe af. Faktisk var de nye numre, på hver deres måde, blandt aftenens højdepunkter. Den første handlede om Olsens far, der var landpostbud og satte en ære i at have et job for staten, indtil der blev installeret timeur i vognen. Nummerets første 2/3 var egentlig ganske konventionel i sin fortælling og form, men farens “rend mig i røven” til staten gjorde et eller andet ved sangen der både gjorde den slog gnister og blev underligt rørende.
Rørende, og ret vellykket, var også sættes andet nye nummer, en soldatersang, noget Olsen endelig kunne kaste sig over, nu vi de sidste “15-16 år” var blevet en krigsførende nation, sagt med den vanlige blanding af nordjyske lune og skrap, spiddende spydighed. Den var god! Knap så god var sidste nye nummer, men til gengæld havde den en vigtig funktion i sættet, noget der var endnu en bidragsyder til de 5 stjerner.
Uden at lyde arrogant og nedladende, men der er, naturligvis, også et vægtigt folkeligt aspekt over Olsen og hans univers, og ikke mindste den sing-a-long inviterende lyd og de imødekommende melodier dele af materialet rummer. Den slags har jeg intet imod, i moderate mængder, og det skal der også være plads til, især når man nu har lavet ikke så få crowd pleaser numre. Men Olsen er nu ikke en crowd pleaser af den helt gængse slags. Jo, vi fik “Op Til Alaska”, der blev sunget godt med, og folk fik lov, da Olsen lige havde tøffet nummeret i gang og ladet første omkvæd hænge lidt – og så blev den ellers sat fri og fløj op under taget. Rundet af med en vidunderlig og smagfuld guitar solo i øvrigt, fra den generelt velspillende Lars Skjærbæk.
Men det er som om, Olsen ikke helt er tilpas i rollen som dirigent for en fadølsdrikkende fællessangsskrålende masse, med tynd Tuborg i skrøbelige glas, som han også fik bemærket. Det brænder et eller andet inde bag de tonede briller og bag det efterhånden hvide hår, som ikke kan dy sig for at prikke til folkeligheden og dermed også sit eget publikum. LILLE ØRRED skreg en kvinde ude på fløjen på, da Olsen stillede op til en stille stund midt på scenen, hvor en gammel mikrofon blev båret ind og gav lyden en rustik og ufiltreret klang. Så fulgte den nye soldatersang, men fruentimmeret råbte, at hun kun ville høre de gamle, hvilket fik Olsen til at skyde hende ned men en kommentar om, at hun kunne smutte en tur ned i Læsehesten og få fat i de gamle plader.
Jo, vi fik den glimrende “Lille Ørred”, hvor det på en eller anden måde lykkes folk at klappe på en måde der lød virkelig irriterede, MEN, og nu kommer vi tilbage til den pointe der var ved at svømme væk, det efterfølgende nye nummer, som var konstrueret til fællessang med ultra simpelt lå lå lå omkvæd, virkede også lidt som en stikpille til publikum. Dem der, med Olsens eget udtryk, gerne ville have en “Lilholt orgasme”.
Den fik de med det nye nummer, men i mine ører serveret på en snedig måde, hvor den også fik kommenteret på hele fællessang konceptet. En overfortolkning?
Der blev straks fulgt op med klassikeren “Rødt Jern”, i en næsten sammenbidt og utilnærmelig udgave, som fik tæmmet fællessangen i en fart. Her viste de ældre numres imponerende slidstyrke sig virkelig, både på grund af nummeret grundlæggende kvalitet, men også på grund Olsen’s insisteren på at få den til at lyde ny og anderledes. Slidstyrken var også tydelig i “Rolig Rolex”, hvor hovedpersonen godt nok stadig er 44 år gammel, men det ikke i sandhedsværdien på udsagn som “dem der skummer fløden er på alder med mig selv”. Og så er udsagnet om, at “i Amerika kunne jeg blive præsident” blevet skræmmende aktuelt i denne uge…
Sørgeligt aktuel er også “Wir Will Ein Danmark”:
Jeg tænder mit fjernsyn og genkender verden i brand
og siger til mig selv – gu’ har vi råd
til en hjælpende hånd
tabte fædre tabte mødre
tabte unger som skrøbeligt glas
kigger ind i varmen og be’r om en ledig plads
det er o.k. – med mig
og jeg ved det er o.k. med dig
hvem af os sku’ være dommer
værs’go og peg
Hvor mange i salen har været med til, at pege og ageret dommer og stod alligevel og skrålede med? “Horisont som en mink….”.
Jo, vi fik lidt af det hele i løbet af koncertens 16 numre, der stilistisk og opbygningsmæssig egentlig bølgede lidt kantet frem og tilbage og trak i forskellige retninger. Hvis der var en rød tråd, så var det følelsen af rastløshed og den nævnte uforudsigelighed, hvor man aldrig helt kunne regne ud, hvor vi skulle hen. Men man havde tillid til, at Olsen og det fremragende orkester nok skulle få os sikkert i den havn, som de syntes vi skulle nå frem til.
Nå, fuglen synger udenfor, det er ved at være morgen, ind på udtræksottomanen og tænke de sidste tanker om en 5-stjernet koncert.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach
