Alkymist viser igen at de er blandt landets stærkeste kort på metalscenen med et alsidigt album, hvor der både er plads til det proggede og atmosfæriske, det tonstunge doomende, og mere dynamisk metal.
Alkymist spiller fortsat tungt. Meget tungt. Men der er også løsnet noget op i bandets lydbillede, der i hvert fald ikke kan betegnes som ren doom. Der er stadig doom-elementer, men der arbejdes med en noget bredere lydpalet, hvor der ind i mellem er afdæmpede passager, noget nærmest rocket, og noget der nærmer sig noget døds-thrashet, ud over de tonstunge riffs og buldrende trommer, der selvfølgelig også fylder en del af albummet ud. Alkymist bekender sig da også til en musikalsk eventyrlyst, der ud over doom tager udgangspunkt i progressiv rock fra 70’erne og klassisk musik.
Albummet åbnes med masser af tyngde og afgrundsdyb brølevokal på ‘Oethon’. “Listen to the lullaby/But don’t close your eyes” lyder de første linier ildevarslende ovenpå en dystert klingende guitar, og så sætter de øvrige instrumenter ind, tungt rumlende. Men hvor jeg er helt overbevist af den dybe vokal Peter Bjørneg lægger for dagen det meste af tiden, så er jeg en smule mindre overbevist i de mere snakkesyngende stykker, der kommer når der skrues ned for volumen i musikken. Det er formentlig meningen at de skal lyde ildevarslende, men der er et eller andet ved diktion og udtale, der gør at det river mig lidt ud af den ellers formidabelt opbyggede dunkle stemning. Det kan være det bare er mig – ud over det, synes jeg Alkymist doserer deres kræfter ganske glimrende og formår at give musikken både tyngde og dynamik.
Således også på ‘The Dead’, der har været singleforløber, og som i nogle faser af numret kværner afsted i et nærmest Morbid Angel dødsmetal-agtigt tempo, som så blandes op med mere atmosfæriske passager. Det fungerer sådan set ret godt, som Ken også konstaterede da han havde den med i Repeat.
På den atmosfæriske og korte ‘S.O.Y.’ er der igen hæs talesang, og selv om jeg ikke er helt solgt på det, så er jeg med på at det er et af værktøjerne i Alkymist’s værktøjskasse – det gør også Bjørneg’s brøl mere effektfulde, når de overtager. Det gør de igen på ‘Draugr’, der kører i relativt højt tempo med tungt piskende trommer. Her er det primært de melodiske guitarsoli, der giver variationen i udtrykket.
Vi får endnu et kort atmosfærisk mellemspil i form af ‘Gust of War’, inden ‘Desolated Sky’ indleder albummets stærkeste del. Netop ‘Desolated Sky’ og ‘Astral Haze’, som følger efter, er albummets længste kompositioner, og det giver Alkymist mulighed for virkelig at folde arsenalet ud, og vise hvor mange forskellige sider deres udtryk indeholder. Vi kommer omkring det proggede, det atmosfæriske og det tonstunge, vi får medrivende riffs, og stærkt melodiarbejde. Her går albummet for mig op i en højere enhed, hvor doom, død og prog smelter sammen i en tung og mørk enhed.
Sidste nummer på albummet, ‘Warkeeper’, er endnu en kort instrumental sag, men på dette tidspunkt er man også godt fyldt op af indtryk og blevet rykket godt og grundigt rundt af de to foregående numre, så det virker ganske passende. Alkymist har på dette tidspunkt cementeret at de blandt landets dygtigste og mest interessante metalnavne, og fortsat er i stand til at videreudvikle deres udtryk. Det høster 5 mørke stjerner herfra.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
