Venlige festivalarrangører i Thy havde inviteret os nordenfjords til årets udgave af Alive Festival. Troels-Henrik drog afsted i et tvivlsomt køretøj og vendte hjem (antageligvis i samme) nogle oplevelser rigere. Her hans oplevelser fra årets Alive Festival, hvor blandt andre Folkeklubben og Warhaus imponerede.
Torsdag
Ingen festival-anmeldelser fra denne anmelders hånd uden lidt logistisk bøvl. For at gøre en lang historie kort, så gjorde blandt andet arbejde at jeg kl 19.30, hvor Peter Sommer gik på, lå i et østasiatisk køretøj af tvivlsom kvalitet et sted mellem Skive og Thisted.
Og ikke for det; Danmark er et smukt land, men det havde nok været federe at ankomme til koncertstart.
Nå. Men parkering og så ellers benene på nakken igennem Thisted Downtown mod byhaven / parken / Thisted Lilleby hvor Alive Festival slår sine folder. Og hurtigt går det op for mig, at Smukfest ikke har patent på konceptet ’musik og bøgetræer’.
Hvilket er ret heldigt, da jeg synes at have medbragt en ordentlig regnskylle – men blot var iført læderjakke. Så resten af Peter Sommers koncert blev iagttaget under et bøgetræ ved siden af lydteltet.
Peter Sommer & Tiggerne – Skovscenen, Alive Festival 2018
Da jeg mindst havde misset 45 minutter bliver det blot til nogle betragtninger om Peter Sommers ganske fremragende koncert.
Jeg når at få ‘Bittersød Natskygge’ og et andet radiohit og det skal bare siges, at Tiggerne er mere en habile musikere, der med overskud formår på én gang at have et introvert og kompetent udtryk, mens Peter Sommer selv sælger sig som balancerende mellem at være entertainer og en inderlighed. Hvordan skal det så forstås? Jo, der synges langt fra perfekt fra skanderborgenseren, men når han – ærlig talt – rammer ret langt ved siden af, så er det med fuld energi og selv om det er grelt nok til ikke at kunne kategoriseres som variation, så tages der stik på at der synes at være fuld følelse på hvert ord. Cool!
Hvad jeg når at høre af hitparaden bliver kortvarigt afløst af at Peter Sommer holder salon; sammen med sin pianist (Palle?) spilles to stille numre, hvoraf ‘Sang til Bo’ er den sidste og det virker til, at Sommer vitterligt stadig mærker et savn, eller måske snarere en respekt, for denne afdøde Bo.
Det er i øvrigt imponerende at se, hvordan Peter Sommer konstant balancerer på grænsen af det banale, men med stor sikkerhed styrer uden om netop denne fælde – det er noget, vi alt for sjældent ser i dansksprogede kunstnere. Ja, det er pissesvært og Peter Sommer får denne torsdag aften vist, at han er mesteren i netop den øvelse.
Der tales – eller snakkes? – en del mellem numrene og Sommer bummer en smøg inden han spiller ‘Valby Bakke’, som tydeligvis er en publikumsfavorit. Her og under det mest af koncerten står det efterhånden ned, hvilket er godt for den fattige, da øllet langsomt fyldes igen, men selvfølgelig også tyndes. Hey! Vi står foran et band, der kaldes Tiggerne, så det er vel OK?
Tiggerne kommer for øvrigt tilbage under afslutningen af ‘Sang til Bo’ og viser lige en my kant. Dette bestyrkes under ‘Valby Bakke’, der bliver trukket lidt ud og da der lukkes ned med ‘Det Evige Nu’, fyrer de de sidste skud i bøssen af.
At sige, at man er blæst bagover, vil nok være at overdrive. Men det let introverte udtryk gør, at der ikke skal lukkes meget op for sluserne, før vi får en effekt.
Alt i alt en virkelig fin snas af en koncert, jeg var vidne til. Måske en dag, Peter Sommer ikke længere vil være kunstneren, jeg bare aldrig får set en hel koncert med?
Addisabababand, Haven, Alive Festival 2018 ★★★★☆☆
Som nævnt i min gennemgang af kunstnerne, var jeg ret nysgerrig på, hvor vidt Addisabababand ville formå at få fut i de thyboske dansefødder. Umiddelbart er svaret ja, for med de 11 mand på scenen var der gang i den fra første tone.
Der blev lagt stærkt fra land med ‘White Man’ og de fire blæsere i front tager sig både showmæssigt og teknisk godt. Og når hornene virkelig tager ved, er der faktisk et fint lydtryk. Det er dog næppe Addisabababands ærinde, for der er tale om dansabel world-music uden at det helt fast har én stil.
Blot ét nummer har vokal og der er altid frygten ved bands af denne størrelse og type: Går der rundesolo i den? Bliver det lidt for ’se mig, jeg er pissedygtig’-agtigt? Nej, er svaret. Eller rettere: Addisabababand har i hvert fald fra starten af koncerten besluttet sig for at der skal festes og danses. Og de er pissedygtige!
Kritikken kunne måske gå på, at de bliver sådan lidt Las Vegasband-agtige. Eller måske som ét af de der afsindigt dygtige bands, man kun lige når at se glimt af i amerikanske talkshows, idet de primært underholder under reklamepauser. Men pointen er god nok; det er dygtige bands hvor der ikke er en finger at sætte på så meget som én musikers performance. Og det virker. I hvert fald i en time, hvor Addisabababand når at vise at de også har andre gear end fuld, funky danse-musik fra alle verdens kroge.
Med en baggrund af to guitarer, en stærk bas, et tæskeværk af en trommeslager og to percussionister, er der egentlig en stærk base for noget, der kunne være helt rocket.
Men i stedet for at skrue op, benyttes der teknisk dygtighed til at lægge afsindigt skarpe grooves og breaks, så de virker næsten voldsomme i deres skarphed. Stærkt!
I et par numre hives en elviolin frem og som nævnt er der også lidt sang – via megafon – på et enkelt, reggae-agtigt nummer. Og alt det her er bare detaljer. For Addisabababand er klart bedst, når de skaber en fest. Og i teltet fungerer det, mens det virker til at de fleste publikummer stiltiende har aftalt, at vil man snakke (det regner ikke mere) eller ryge, så foregår det uden for teltet.
Står teltet så på gloende pæle? Nej, ikke rigtigt. Men det ER også torsdag og bandet gør hvad de kan med deres tight world music, der i flere numre har tilført en stærk synth – til tider med vocoder. Jeg kunne godt have stået og talt taktslag og gået mere op i teknikken. Men det vil ingen mening give, da Addisabababand egentlig bare leger den leg, at den der ikke danser, har tabt.
Og når det så er sagt, har vi nok ca fået nok efter den time, bandet spiller. Uden sang og med 11 forskellige musikere, der skiftes til at tage soli eller træde frem, så bliver det i den sidste ende også lidt svært at blive ved med at holde sig fanget. Men bandet sejrer med at lave en fest!
Jeg tager en rask beslutning om at få slået telt op under The Asteroids Galaxy Tour og da jeg står med oversejl over hovedet, går det op for mig, at jeg har glemt at omtale at Lydmor også spiller torsdag.
Så i skrivende stund (bogstaveligt talt) er Jenny gået på og jeg vil vende tilbage i morgen med mere detaljeret beskrivelse af hendes koncert – hvis jeg tænker, det er relevant.
Under fredag vil jeg også behandle festivalens historie og beskrive pladsen…
Fredag d. 17/8
Ok. Torsdagen præsenterede sig helt fint og satte festivalen godt i gang. Jenny Lydmor blev aldrig den store oplevelse – ikke mindst fordi jeg faldt i snak og ikke nåede derned.
At jeg ikke deltog i ud-på-tur-aldrig-sur-programmet (min formulering), betyder at jeg har haft tid at sætte mig lidt ind i, hvad festivalen er og hvilken historie, den har gennemgået.
Ti år har man lavet Alive Festival i Thisted i og omkring Plantagehuset.Som så mange festivaler har den været ved at gå på røven (underskud på 100.000 ét år!), men man har med klassisk thybo-vedholdenhed holdt ved.
Det er blot to år siden, man er flyttet fra gården i Plantagehuset og ud i parken, Christiansgave. Og efter alt at dømme er denne flytning gået ret smertefrit: Parken fremstår skøn med bøgetræer, små hyggelige boder i træ-hytter og skurvogne og generelt en festivalplads defineret af, hvor træerne står, naturlige skråninger og ikke så meget efter alle mulige andre forhold.
Jeg nåede i øvrigt at grille en tre unge mennesker, der havde været i Vorupør med shuttle-bussen. Det virker til, at man med enkelte midler har formået at skabe et beach-miljø, hvor man ikke behøver at have købt ind i dykker-kurser eller surf-ditto for at tage af sted, nyde stranden og chille i og omkring de opsatte telte med lounge music – eller gå lidt ned af stranden og tage vestkysten som den er.
Tilbage til festivalen i Thisted… Man kan ikke tale om Thy uden at tale om lokal forankring (om end mange frivillige taler en anden slags udkantsdansk – meget sjællandsk og københavnsk høres i frivilligloungen), så alle mad- og bar-boder har lokal tilknytning. Joh, det har Heartland også, men netop at få lokale til at levere er noget af det, Roskilde Festival bøvler med – simpelt hen fordi lokale virksomheder i Roskilde ikke nødvendigvis har kapacitet til at levere til så store folkemasser. Men det får man hos Alive Festival.
Og selvfølgelig er det en fejl, at jeg ikke deltager i det øvrige program. Men hey! Det er et musikwebzine, der skrives for og ude på den hyggelige – og heldigvis meget svale – camp lader det også til, at det er en disponering, mange gæster har valgt: Der er i hvert fald lystig ølbøwling, afspilning af humoristiske sange på små-anlæg og generel indtagelse af billigere alkohol. Det er skidegodt og minder mig om de tidligere Roskilde-festivaler, jeg har været på.
Det betyder også, at stemningen mildest talt er god og jovial og det hele måske også føles lidt low-key. I festivalprogrammet gennemgår de historien, og når man kigger på plakaterne gennem tiden, så står tiende-året ikke rigtigt ud på kunstner-planet.
Tidligere har der været booket en lang række stærke bands (hvilket jo, mind you, medførte et underskud på 100.000 et år!), som har været stærke i deres egen ret.
Men nok så interessant har der altid været bands fra the lower echelons i upcoming-sfæren.
Og uden at favorisere på nogen som helst måde, så skal der lyde en stor tak til Alive Festival for at booke bands, der måske – måske ikke – er the next big thing! Det er i al almindelighed helt essentielt at nogen hiver disse bands ind og giver dem erfaring, har kigget deres materiale igennem og tænkt: ”dem skal vi da ha’”.
Derfor er det ikke et udtryk for mangler eller fejl, at man på samtlige plakater kan finde bands, man nok har hørt om, men ikke længe. Og som med stor sandsynlighed har hængt guitaren (eller andre instrumenter) op siden de spillede her. For det er bare helt vildt vigtigt, at der er plads til ’mindre’ ikke-etablerede bands. Og den plads skaber Alive Festival.
Nå.Da jeg ikke var med ude at surfe, har jeg brugt tiden på at finde den bedste parkeringsplads til det førnævnte østasiatiske køretøj i tvivlsom kvalitet, få slappet lidt af og kigget på Thisted. For det ER en byfestival, og Thisted byder på flere små, hyggelige torve og dermed også mulighed for at handle lidt lokalt (læs: den nær-arbejdsløse fattige skribent købte sin morgenmad i Føtex).
Thisted er på mange måder interessant – ikke mindst på grund af Christiansgave, som er en park drevet af borgerne, men også fordi byen er centrum for en geografisk større region. Hvilket betyder at en by på mellem en tredje- og fjerdedel af Roskildes størrelse har biograf, spillested og selvfølgelig sin(e) egen/egne festival(er). Og så: musik!
Drew, Haven Scenen, Alive Festival 17/8 2018
Med en omtale af Drew i programmet, der kunne trække i alle retninger, mødte jeg som én af de få op til Drews koncert kl 16. Master Fatman prøver at tale folk op foran scenen, men vi er nok i omegnen af 40 mennesker i teltet, da koncerten sættes i gang – muligvis halvt så mange uden for teltet.
Scenen indtages af en musiker (med guitar om halsen, keyboard foran sig og et par synth-drumpads) og en trommeslager. De producerer i samspil med et backtrack en velproduceret lyd, inden Drew selv indtager scenen. Hun leverer en varm, mørk og soulet vokal som uomtvistligt er skolet og dygtig og kan sin teknik – også når det kommer til mængder af rumklang på mikrofonen.
På mange måder er Drew et klassisk festival-setup: For der er masser af backtrack, det er ikke altid klart om der spilles eller om computeren har taget over, og det hele synes designet til at være hurtigt ude og inde af scenen. Når det så er sagt, så er Drew en dygtig sanger, der – når hun er god – sender tanker i retning af Sia, men også har en tendens til det lidt nasale.
Der er dog i udgangspunktet styr på teknikken, hvorfor jeg hurtigt udvikler anmelderens typiske katolsk-inspirerede (eller måske mest Tom & Jerry-inspirerede?) engel på den ene skulder, djævel på den anden:
Engel: -Hun sender jo hints til Sia
Djævel: -Men det hele er lidt letkøbt – og ikke rigtigt ’live’
Engel: – Hun synger jo tydeligvis godt og har både teknik og melodisk tæft
Djævel: Meh. Det skal man jo have som popsanger. Madonna bliver forhåbentlig den sidste sangerinde, der ikke rigtigt kunne synge. Havde Drew ikke haft teknik og melodier, var hun vel blevet buhet af scenen…
Engel: Men hun repræsenterer den højtelskede pop-dekadence…
Djævel: Ja, OK. Så må vi jo mødes dér.
I får mig ikke til at skrive, at det Drew var rigtig dårligt. For der var fine melodier, en gennemtænkt æstetik og en vis dekadence. Men til trods for en levende frontfigur, var Drew også endnu et metervare pop-setup live.
Det fungerer som sådan OK, men når jeg renser for alt, så ville jeg nok finde en anden radiostation, hvis Drew spillede. Ikke fordi det er dårligt. Ikke fordi det ikke kan noget. Men mest fordi der er så mange dygtige sangere, og når Drew så med et smukt udseende og ikke så meget snak lader sit udtryk tale for sig selv, så bliver det på trods af gode melodier en lidt fad oplevelse… Men hurra for at prøve noget relativt uprøvet til Alive Festival!
Jeg går inden koncertens ophør, og det skyldes at netop som jeg synes, jeg har regnet Drew ud – og beslutter at det nok ikke er for mig – så hives der en detalje frem, der lige fanger.
Jeg vil derfor afstå fra at give stjerner – det ER ikke min genre, men der er bestemt elementer hos Drew, der er værd at vende tilbage efter.
Thy Music Collective, Skoven Scene, 17/8 2018
Uprøvet kan man ikke kalde Thy Music Collective. I hvert fald ikke som koncept, da det med skiftende konstellationer har optrådt på Alive Festival før. Og det sammenstykkede indtryk bliver ganske kendetegnende for koncerten:
Vi får ét eller andet sted omkring otte bandsammensætninger over den gode time, kollektivet spiller: Det starter stærkt med en brusende, Jonah Blacksmiths-agtig indiesammensætning, hvor temaet fra ét af numrene ”I anin’t scared of the dark. I’m terrified” bider sig fast og sætter en uhyggeligt høj barre.
men snart følges der op af en mere soulet konstellation, hvor der med Dave Matthews Band-agtig funky akustisk guitar lægges underlægning (dog uden træblæsere – og tak for det!) under henholdsvis mandlig og kvindelig vokal – hvoraf det sidste lykkedes bedst.
Lidt småkomisk følges der op med at en Smukke Bertha-inspireret mixerpult rulles ind og fire friske fyre drejer og drejer på knapper, slår og slår på drumpads og generelt synes at have travlt med alt muligt – uden at det egentlig virker særlig stærkt noget af det – pumpende rytmer til trods.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der mister interessen lidt her – men snart skifter scenen. Til en punket oplevelse med ti mand (m/k) på scenen til punk som IceAge kommer til at skulle stå på tæer for at leve op til; det er i hvert fald samme genre og de ti mand på scenen synes ikke at gå i vejen for hinanden under de to numre, der spilles – snarere tværtimod sige lidt ’fuck you’ til idéen om at punk skal være primitivt.
Men det er jo et kollektiv og bassisten fra førnævnte (eller var det et par sessions inden?) crooner sig nu igennem et nummer eller to, mens to andre har grebet basser. Ja, det er ikke kommercielt eller laptop-orienteret det her; kender vi to, der kan spille bas, så spiller de bas.Det bliver ikke det bedste islæt, men dog ganske fint.
Et højdepunkt bliver så da to akustiske guitarister indtager scenen og spiller først uhyggeligt stærkt Allan Olsen-agtigt materiale om temaer om det smukke ved en mejetærsker og hvordan ’æblet ikke falder langt fra stammen’ (om det så er positivt eller negativt skal jeg ikke kunne afgøre) og en efterfølgende engelsksproget sag som dog ikke på samme måde står ud.
Endelig får vi slutlig en dream-poppet version af TMC, hvor det er svært at se perspektiverne – men genren er jo i forvejen lidt udfordrende. Og så er det slut, hvilket vil sige at scenen fyldes af samtlige bands, der afsynger Bowies Heroes og tæsker, spiller, synger og danser deres respektive roller.
Og hvad har man så været vidne til? Ja, Thy Music Collective er på denne måde en anmelders mareridt. For jeg har ingen chance for at kende alle bands, medlemmer og kunne sætte dem i kontekst. Og hele performancen bliver mildest talt noget sammenstykket.
Så det bliver lidt som julekurven til medarbejderne fra en produktionsvirksomhed: Der er noget helt sublimt her og der, som desværre kommer i ret små, luksuriøse kvantum.
Men der er også dåseferskner i form af elektroniske drenge på Smukke Bertha. Og så er der noget, der virker lidt som fast bestanddel uden rigtigt at stikke ud. Merlot-vinen, som man da er glad nok for, men som ikke rigtigt rækker mod himmelen.
Og i al denne diversitet og blanding ligger en skønhed og noget prisværdigt. Er det for meget at slutte af med ‘Heroes’? Ja, for fanden! Men der er også elementer af lidt højskoleånd over det hele, hvor nogen har åbenlyst talent, andre leger og nogen lige skal finde deres ben (eller skære ind til benet!) før de rigtigt kan komme ud over rampen.
Jeg er til det – men vil igen ikke uddele stjerner for en meget sammenstykket koncert!
Så skulle jeg egentlig have hørt Fugleflugten, men rendte på relationer og det viste sig at være vigtigere.
Til gengæld endte jeg i ISF, Italian Street Food, hvor jeg fik en ikke mindre en fremragende Ragú (på dansk: Spaghetti Bolognese) til 65 DKK. Det er virkelig god value for money og jeg vil give den fem stjerner – de øvrige retter så også ud til at kunne have fortjent lignende anmeldelser!
Barselona, Haven Scenen, Alive Festival 2018 ★★★★☆☆
Jeg havde nok mine reservationer før Barselona: Radio-darlings på P6 Beat (sikkert også andre steder), og lidt i den pæne ende af skalaen.
Lad det være sagt med det samme: De kan deres lort, har styr på deres performance og skal der endelig være én anke, så er det, at det hele virker måske lidt for kontrolleret.
Men det skal intet tage fra det unge band, der stiller op i det vildeste 80’er-attire: Svedbånd, ulækre veste, store briller. Men når det så er sagt, så leveres der også overbevisende pop, der med den dybe, baryton-inspirerede vokal kan minde os om Steffen Brandt – uden at have den satiriske skarphed, han og TV-2 tilbyder.
Det stopper dog ikke bandet fra at levere et ganske glimrende pop-sæt, hvor ‘Et År’ leveres ret tidligt og kun styrker den dans, der allerede er i teltet, og hvor den distancerede coolness, der ligger i bandets udklædning tillader en vis visuel overlegenhed.
Og selv om jeg måske gerne som anmelder vil kategorisere Barselona som et pop-band, så har de samtidig med uforskammet gode melodier også en ro over hele projektet:
Der synes at være styr over det hele, og selv monitor-problemer under et nummer med akustisk guitar løses helt roligt, lavpraktisk ved at keyboardspilleren/guitaristen sætter sig foran en monitor, hvor lyden går igennem.
Barselona virker på mange måder mere erfarne end de måske er, og et nyt nummer modtages ganske positivt. Til gengæld går teltet i haven amok i dans under ‘Hvornår’ og da vi får en ballade inden titelnummeret (?) ‘Barcelona’, tænker jeg, at bandet har taget alle stik. Men da ‘Tættere på hende’ falder som sidste nummer, viser det sig, at der var et skud mere i bøssen. Faktisk er jeg lidt forundret over, at der ikke kommer et ekstranummer, når nu bandet har så meget momentum.
OK. Oppe fra helikopteren, så er Barselona ret langt fra at finde vej til Verden Bedste Pladesamling (læs: min). Men det stopper dem ikke fra at have lavet en fremragende festivalkoncert, hvor teltet i haven danser og folk går ind i teltet med et smil på læben.
Godt arbejde!
Iceage, Skoven Scene, Alive Festival 2018 ★★★★☆☆
Endnu et band, jeg gerne har villet opleve, men først på Alive Festival har fanget. Og det er i bund og grund lidt ærgerligt for det er et kompetent band, der kender sit værd og har godt fat.
I front er Elias Rønnenfelt den store attraktion, mens det øvrige band er lidt mere indad-orienteret. Hvor Rønnenfelt gør sit for både med vokal og attitude at komme ud over scenekanten, så synes resten af bandet meget fokuserede på musikken: Med en violin og en træblæser er vi ikke ude i klassisk punk-opsætning, men det bidrager blot til genren og giver en bredde, man ofte kan savne i punken.
Og der tages stik: ‘Pain Killer’ og ‘The Lord’s Favorite’ leveres overlegent, kaotisk og lige i stilen for Iceage. Der danses lystigt foran scenen og selv om der ikke er fyldt, så er der åbenlys stemning og dans: Al thybo-reservation er forsvundet under bøgene.
Og samtidig er der lidt, der skurrer lidt i ørerne. Eller mavefornemmelsen, oplevelsen eller performancen. For da der er ved at være gået en time, så føler man ikke trang til (forgæves) at råbe på ekstranummer. For nok så dygtige som Iceage er – og de ER dygtige – så skal de næppe spiller koncerter på mere end en time. Gør de det, som på Alive Festival, så har de fat i noget. For vi danser. Vi fanger den apatiske, dramatiske, dekadente tilgang og bandets apatiske tilgang til at spille noget, der minder om punk. Og vi glædes over at der ikke bare inviteres en træblæser og en violin ind, men at de gøres relativt centrale for koncerten.
Men samtidig bliver hele udtrykket ikke til mere end godt. Og godt er ret fremragende, og da Rønnenfelt påpeger at sidst de spillede i Thy, var det for én rejsende fan fra Århus, så synes bandet at have fået revanche.
Jeg var personligt fint underholdt, publikum formodentlig bedre – og jeg vil stille glæde mig til at se Iceage igen. Og det var så det.
Skammens Vogn, Skoven Scene, Alive Festival 17/8 2018
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg imødekommer Skammens Vogn med en vis mængde reservation. For jeg er ikke fan af deres plade, Sukaley, og forhåbningen var, at bandet ville levere noget ekstraordinært live.
Og ja. Væk er heldigvis 8-bit beats og skrabet produktion (ja, jeg har genlyttet pladen og er måske oppe på seks-otte gennemlytninger efterhånden, tak!) og det til trods så står jeg stadig foran et band, der i essens synes at have en intern humor eller sarkasme, jeg ikke helt er med på. På Skovens Scene står et ganske kompetent band med en forsanger, der spiller på en håndholdt harpe – og en hel del country-klichéer. Og selv om det er relativt nemt at være med på blues til- og rundgange, så virker det bare ikke rigtigt for mig.
Jeg kan se, at publikum i ét eller andet omfang er med, men det virker stadig en smule som en fest, hvor man ikke rigtigt er inviteret. Og på den konto vil jeg springe stjerner og yderligere anmeldelse over. For det virker underligt ordinært og selv om jeg fanger små sproglige spidsfindigheder her og der, så løfter det aldrig et band, hvor der nok er styr på at spille men ikke rigtigt på at ramme.
Konklusion: Bare ikke min kop the… Og dermed bliver det så fredagen for mit vedkommende.
Lørdag åbner så med hvad der burde være et obligatorisk besøg på Det Gamle Røgeri, Thisted. Nej, man behøver vitterligt ikke at bestille et maxi-stjerneskud (et ‘almindeligt’ kan gøre det! Rigeligt!), men man må ikke snyde sig selv for at snuppet et stjerneskud uanset hvad. Køber man maxi-versionen til 200 DKK inklusive cola, skulle der være rigeligt til to – en lille sylfide som den udsendte måtte levne en del rejer. Men godt er det!
Med en solid mavepine kunne turen så gå tilbage til campen, hvor teltet og øvrig baggage blev pakket mens resten af dagen til kl 17 blev brugt i frivillig-loungen. Til dels fordi det regnede en del, til dels fordi der var ting, der skulle ordnes…
Laid Back, Skoven Scenen, Alive Festival 2018
Ok, det gør lidt ondt det her, og man kan måske sige, at jeg som anmelder fejler i ikke at sætte mig ind i præmisserne for ’koncerten’. Men jeg køber ikke præmisserne. Overhovedet!
Laid Back er angiveligt ved at have 40 år på kontoen og det ser virkelig hyggeligt ud, da de to gråhårede herrer indtager scenen og sætter sig på et par stole. Den ene udstyret med en Stratocaster, den anden har en tablet foran sig. Og så starter backtracket/tabletten ellers.
Og selvfølgelig er det hitparade med ‘White Horse’, ‘Baker Man’ og sikkert også til sidst ‘Sunshine Reggae’ – det hele med pumpet bas på alle fjerdedele (måske ikke sidstnævnte).
Men som koncert er det uhyggelig pauvert. To gamle mænd, der sidder og reciterer nonsens-tekster over noget pumpet laptop-track og så lige lidt guitar-fnidder, når den ene lige føler for det…
Så det, man får, er to søde gamle mænd, der sidder og jabber lidt af over et pumpet beat.
Det er ikke en koncert. Det er en musikalsk version af noget, der minder om Gogglebox.
Nå, så kunne jeg da i stedet snuppe et pizzaslice til 45 DKK – smagte fremragende, men selvfølgelig også i toppen af, hvad man kan tage for sådan noget, uden at skrige af grin af kunderne…
Folkeklubben, Skoven Scenen, Alive Festival 2018 ★★★★★☆
Så for søren! Tre mand kommer med lige dele Kim Larsen’sk flabethed og ydmyghed på scenen og spiller en koncert, der i al sin enkelhed rækker mod allerhøjeste hylde og næsten når derop. Med to guitarer, et trommesæt og Moog/synths leverer de en håndspillet koncert, hvor der både er plads til, ja, det folkelige, et synth-intermezzo og rørende øjeblikke.
Men mest af alt er det et band, man kan mærke, som vil noget. Med publikum, med deres musik og med sig selv. Den flabede vokal vækker genkendelse, men der hilses også på Benny Andersen og selv om det måske ikke som sådan er voldsomt stor lyrik, så fungerer det bare denne tidlige aften.
Galskaben synes at være et omdrejningspunkt (forsangerens forældre har begge været engageret i psykiatrien), og bandet har fat i virkelig lækker lyd, stærke melodier og velfremførte tekster. Som ‘Danmarksfilm’, der falder som tredje nummer og minder os om, at vi er en nation af mug og melankoli. Jo, tak. Værsgo’ at tage den – og det gør vi så!
‘For Pengene’ er en endnu bedre tekst, som naturligvis sender tankerne til mere klassisk lyrik men også langer passende ud efter folk, der sætter pengene centralt. Og der er overskud. Små vignetter spilles mellem numrene og lyden er bare superlækker, så mellemspil bliver helt rørende og smilene sidder fast på læberne – både på scenen og hos publikum.
‘Mit Kvarter’ får vi, inden koncertens højdepunkt stikker kniven ind: Benny Holsts ‘Blomsten og Vasen’ fremføres håndholdt akkompagneret af knips fra den dygtige rytmiker og håndholdt guitarspil. Var det en tåre i øjenkrogen?
Der dvæles lige nøjagtigt længe nok ved dette værk til at det får sin tid og respekt, og så er vi ellers videre med ‘Her Tilbage Igen’ og ‘Ske Noget Mere’ – der sejres løbende under bøgetræerne her. ‘Tænker Tit’ bliver en form for poetisk afslutning, inden ‘Sol Over Danmark’ får et næsten mondænt præg – men stadig er et fantastisk sing-along nummer og matcher bagtæppet med Lars’ far i tennistøj.
Af med bandet og på igen for at rykke os rundt i ‘Fedterøv’. Folkeklubben er et stærkt underholdende band, der både har styr på lyd og lyrik og med et navn som deres, behøver man heller ikke skamme sig over at lave adskillige clap- og sing-alongstykker, og det er en fest der cementerer smilene.
Det skal også siges, at jeg havde savnet noget rigtigt godt – hvilket Folkeklubben så leverer. Sjældent har man oplevet at blive skældt ud og en sådan insisteren på at galskaben er en stor, stor resurse på denne vis og Folkeklubben tager os lige i skole i, hvordan man med underholdning, dygtigt spil og skarpe tekster stille og roligt kan prædike mod småborgerligheden og materiel jagt. Egentlig meget godt gået på en lørdag aften.
ML Buch, Haven Scenen, Alive Festival 2018 ★★★☆☆☆
Højt at flyve… Jeg havde glædet mig meget til ML Buch, som så viste sig at være en gevaldig skuffelse: Med tre musikere på scenen – hvoraf selvfølgelig Marie Louise er én – stiller de op ved synths, laptops og med en bas om halsen for bassistens vedkommende.
Og i røg og skummel belysning indledes koncerten med tre vignetter på synths’ene – én for hver musiker. Eller: Indleder og indleder, for det virker ikke rigtigt til, at de er gået i gang og vignetterne virker nærmest legende, snarere end som færdige udtryk.
Og det bliver det generelle indtryk af koncerten: Den bøvler i høj grad med at komme i gang. Det synes at være et studie i ’store’ synths, der kommer til at stå lidt nøgent, mens en laptop styrer rytmesektionen. Det er – for at være helt ærlig – lidt kedeligt det hele.
Flere gange spilles små vignetter igen, som nærmest er ovre før de kommer i gang og det hele er lidt abrupt og ustruktureret. Uden at der er noget særligt interessant over det.
Og så pludselig hentes der guitarer frem og det niende nummer (alt efter om man tæller vignetterne med) bliver helt Highasakite-agtigt med to vokaler og et hint af en rørende tonalitet, melodi og idé.
Men da ’hittet’ ‘Everybody Needs’, afspilles, foregår det i en nedbarberet, stille form som fjerner al den kant, nummeret ellers rummer. Æv. Heller ikke her synes det rigtigt at lette og komme i gang. Det sætter dog lidt mere gang i sagerne, og de to sidste numre får både bund og hint af lidt kant. Men det er for lidt for sent og de tre stjerner er ikke de største, jeg har givet til en live-performance.
For bevares, der synges godt, materialet er stærkt nok – men for Hel! Det bliver leveret så kejtet og legende og introvert, at det aldrig når ud over scenenkanten – pånær for et enkelt, fint øjeblik. Skuffet er jeg – for materialet lovede mere!
Warhaus, Skoven Scenen, Alive Festival 2018 ★★★★★☆
Kl 22:45 træder Warhaus så ind på scenen i Haven-teltet. At dømme efter fremmøde og hvor meget publikum synger med, så er Warhaus bestemt ikke mere et obskurt band fra det obskure Belgien – nej, det er vel at betegne som en headliner på den lille Alive-festival.
I udgangspunktet var jeg meget nysgerrig på, hvordan bandet ville gøre sig uden for mørke klubber, som er der, jeg har set dem før. Og det viser sig, at der selvfølgelig er lidt udfordringer med at nu yderst ud i teltet – men at mørket på scenen, lyssætningen og stemningen er intakt. Faktisk er det ofte svært at se mere end et enkelt eller to medlemmer i bandet på én gang på grund af røg, lys og mørke.
Stemningen er dermed i orden og selvom nyhedsværdien måske er væk, så er det stadig et virkelig kompetent band. Maarten Devoldere tager som sædvanlig publikum i en fast hånd og den gennemgående, drevne bas bidrager til at der er et konstant sensuelt drive over koncerten – måske ikke, så det drev ned af teltdugen, men stemningen holder.
Og hvor der måske er udfordringer med at nå ud i kanterne, så kompenseres der med høj arbejdsmoral fra bandet – imponerende nok, da trommeslageren nyligt var gået ned med en brækket skulder!
Der åbnes med ‘Well Well’ og det smækfyldte telt er med fra start – nogen bager med oregano, andre små-børler rundt i crowdsurfingsforsøg – mens de fleste bare danser med.
Devoldere crooner sig igennem bandets ældste nummer, ‘The Good Lie’, og xylofonen får de første prygl under ‘I’m Not Him’. Det er en unik lyd, Warhaus leverer: Med blæs med masser af rumklang og effekter, spillet i loopstations (noget måske endda backtrack?) skaber på én gang noget nyt og klassisk i udtrykket.
Storhittet ‘Love’s A Stranger’ trækkes så langt ud, at man næsten begynder at overveje ’how far that it can bend’ – uden at filmen knækker. Alene på scenen forsøger Devoldere at tysse publikum ned til en stille version af ‘Memory’ og med bandet tilbage spilles blandt andet en ny sang, hvor der syres ud med chases, soli og grooves – i virkeligheden klassisk Warhaus. Det er også her, vi får syn for sagen i forhold til bandets kompetencer: For de kan virkelig bygge op og tage fra. Det hele er ganske velbalanceret og falder aldrig i rundesolo-fælden.
‘Machinery’ leveres i en sej, langsom version inden der lukkes ned med ‘Mad World’, hvor la-stykket trækkes derud hvor alle næsten bliver ru i halsen over at skråle med.
Devoldere benytter endvidere lejligheden til at tosse med mikrofonen ud til publikum og klicheerne er på én gang til stede – men også ganske veldisponerede.
Slutlig går bandet af, og Devoldere griber en sidste gang mikrofonen og synes at ville sige noget. Med et drenget smil bliver det dog kun en hurtig introduktion til nummeret, han går af scenen til: ‘Love Is In The Air’, spillet på anlægget.
Sært, flabet, måske for meget og leveret med et drenget smil er ikke blot en beskrivelse af dette lille stunt. Men af Warhaus’ udtryk denne lørdag aften.
Og her slutter Alive Festival så for mig. Jo, The Entrepreneurs kunne godt have brugt en anmeldelse, men tanken om 1½ time i den lille, japanske bil på de regnvåde veje og elementer af festival fatigue gør, at det må blive en anden gang.
Alive festival har selvfølgelig én central hovedperson: Thy. Der er efterhånden et stærkt koncept i at knytte oplevelser til musikken. Og at have festivalens musikprogram i Christiansgave er – pun intended – en gave, da det både er hyggeligt, rummer historie og synes at have en god størrelse.
Og stemningen er generelt virkelig god: Flere gange kontaktes jeg af nogen, der synes at være bekymret om det ikke bliver lidt ensomt, at jeg sådan går rundt alene. Og folk er søde at svare på spørgsmål, når jeg spørger. Det bliver endda til tilbud om øl her og der. Som en festival bør være.
Musikprogrammet er måske ikke det, der får mig op af stolen – men to femstjernede anmeldelser på lørdagen fornægter sig ikke. Og som nævnt andensteds, så spiller Alive Festival en vægtig rolle i at booke upcoming – fra højere eller lavere echelons.
Skuffelser blev det også til (Laid Back, ML Buch), men alt i alt et ganske fint udvalg.
Og tag det fra mig: Man går aldrig galt i byen med en belgisk booking 🙂
Anmeldt af: Rejsende Onkel Troels-Henrik Krag
