Alexander Woods følger med The Times We Share op på debut-EP’en Cold Cancer med mere pop-rock med soul-kanter og flot vokal.
Ken var ret begejstret for Alexander Woods’ debut-EP, Cold Cancer (anmeldelse HER), som udkom sidste år. Nu er Woods (som egentlig hedder Schou til efternavn, yes, you get it) klar med opfølgeren. Og selv om jeg er lidt mere fedtet med stjernerne, så er der ingen tvivl om at Alexander Woods har et stort potentiale.
Alexander Woods blander enkelte rockede elementer med pop, soul og lidt funk, hvilket gennemgående fungerer bedst, når udtrykket er mest nedbarberet i mine ører. Eksempelvis på ‘Comfort and Care’ som bæres af tangenter og Woods’ fine stemme, som her suppleres af dygtigt orkestreret kor, som især mod slutningen får sangen til at løfte sig mod himlen.
Jeg er ikke nær så begejstret for lyden på sange som ‘Revolution Piece Nr. 24’ og til dels også titelnummeret, ‘The Times We Share’, som jeg synes bliver en smule overlæssede. Sidstnævnte har ellers en fin fremdrift, men både snakkestykket i starten og den elektroniske rytme bliver irritationsmomenter. Problemet er i mine ører lidt det samme på førstnævnte, hvor trommerne og en hyperaktiv guitar, der er lidt vel langt fremme i lydbilledet indledningsvist, tager en del af opmærksomheden fra Woods stærke vokal.
Lydbilledet bliver dog mere balanceret henad vejen, og især korstykkerne fungerer upåklageligt. De fylder også godt på den mere blåtonede ‘Palace Awaits’, hvor trommerne dog igen kommer til at virke lidt forstyrrende på mig. Heldigvis er tangenterne, det diskrete guitarspil og vokalarbejdet lige i skabet.
Den mere nedtonede tilgang fortsætter på EP’ens sidste nummer, ‘Raw’, hvor tangenterne igen sørger for et godt modspil til Woods’ vokal. Men selv om det givetvis er velment med de elektriske guitarer, der kommer ind flere steder undervejs, også her, så virker det ikke helt som om det flyder helt vellykket sammen med de mere soulede passager. Til gengæld løfter omkvædet på ‘Raw’ sig smukt.
Jeg synes bestemt, det er prisværdigt Woods forsøger sig med at smelte elektrisk guitar ind i den soulede pop-rock, men det sker ikke altid lige elegant, og virker ikke altid helt afstemt med den øvrige instrumentering. Woods har selv indspillet og produceret, og måske det har ført til, at der har været nogle darlings der har været svære at slå ihjel?
Det er måske min primære anke ved EP’en, for som nævnt indledningsvis er jeg ikke tvivl om, at Woods har masser af potentiale. Det er bare som om, det kun forløses fuldt ud kortere passager på The Times We Share, og selv om man fornemmer at Woods gerne vil sige noget teksterne, er de også for jævne til at ordene alene for alvor fænger.
Men Woods kan fandenfisme synge, og korarrangementerne er virkelig velfungerende, og når han rammer den rette stemning, så løfter musikken sig også flot. Det rækker lige til 4 stjerner for The Times We Share. Og jeg bruger også gerne mere tid i selskab med Woods i fremtiden.
Du kan finde Alexander Woods på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
