Alcabean er klar med EP nummer to. Med 6 numre er der nærmere tale om et mini-abum, der viser et band i rivende udvikling. Der bliver bygget ovenpå den 90’er klingende støjrock fra debuten, med et udtryk der føles stærkere hele vejen rundt. Believe the hype?
Og spørgsmålstegnet skal forstås som, at det jo stadig er svært at spå om nøjagtig HVOR langt den unge gruppe fra de københavnske forstæder kan tage den. For fans af genren, der er en slags moderne take på 90’er alt- og støjrock, er de 6 numre i hvert fald kræs for øregangene. På den anden side er der måske heller ikke ligefrem tale om banebrydende nyt, men her 20-25 år efter stilen var det sidste skrig, så fremstår det nu alligevel overraskende frisk og vitalt.
Det er altså ikke fordi Alcabean betræder decideret nye områder i den guitardrevne del af rockland, faktisk rummer første nummer, “Head Down”, ekkoer af Sune Wagner, både 90’er inkarnationen i Psyched Up Janis men også de dele af The Raveonettes, hvor støjfladerne får lov til at bryde igennem. Wagner, der jo også selv stod på skulderne af andre navne fra 90’erne. Så er det her en kopi af en kopi, eller blot en videreførelse af en tradition og stilart? Jeg hælder mod et positivt udsyn. Især fordi der er mere i det, det er kort og godt et virkelig fedt nummer, et af den slags alternativt rockende numre, som der altid burde være plads til at sluge et mere af.
Alcabean kommer dermed fornemt fra start, melodien er genkendelig, men virker ikke fortærsket, de spiller fedt… det lyder fedt! Det lader til, at sangskrivningen har haft vokseværk siden jeg lyttede til den første, rigtige fine EP. Der er simpelthen mere sul på og bid i det her. Der forsættes med “Bloody Rose”, der er mere tempofyldt, fremfor det huggende og bølgende der dominerede “Head Down”, men også mere forvrænget og “susende” i lyd og udtryk. Et nummer der ved første lyt kan virke lidt mere anonymt end den fængende åbner, men det skyldes måske også et enormt godt flow. Den flyder bare gnidningsfrit fremad, trods at det larmer og knaser godt.
Den leder over i “Still Remember”, hvor de to elementer, det støjende og det iørefaldende, for alvor smelter sammen. Det minder mig en smule om det som et band som The Entrepreneurs også er virkelig ferme til at kombinere. Bas og trommer pumper egentlig derudaf i rask trav, mens vokalen og guitaren lader til, at have knap så travlt, men det til trods knækker nummeret ikke over. Læg dertil et medrivende omkvæd og vi har et lille radiohit in spe, der må være selvskrevet til P6 Beat?
“Running” kigger lidt længere tilbage i rockhistorien og har noget The Cure’sk over baslinjen og den trippende melodi, mens vokalen stadig holder sig i årtiet efter. Den slægter “Bloody Rose” lidt på i den forstand, at den ikke springer direkte i ørerne på dig, som det foregående nummer, men fungerer glimrende som noget der binder udgivelsen sammen, får os videre og holder hjulene igang – uden at det bliver ligegyldigt fyld. Det skal jo ikke være “hits” det hele, så går man død i det. Det er der så heller ingen fare for, at man gør for selvom der “kun” er 6 numre at jonglere med, så viser Alcabean rigtig fin sans for dosering som udgivelsen skrider frem.
Derfor virker det også passende, at der bliver skruet op for blusset på næstsidste nummer, “Biker Song”, hvor der vrides godt på håndtaget. Både når maskinen er sat i gear, men også så motoren kan få lov til at brumme og larme godt, mens omdrejningstælleren får lov til at arbejde. Nummeret varer under 4 minutter, men det føles, på en god måde, en del længere, da det virker som om bandet når at vise en masse forskellige facetter, bygge op, forløse og bare smadre igennem. Sikkert et nummer, der efter behov kan forlænges og tilpasses mod slut i et livesæt?
Inden Alcabean tjekker ud, skal vi lige have pulsen lidt ned, og givet ørerne lov til at holde op med at vibrere. “”Why Keep Calling Home” er mere afslappet og tilbageholdende, det bliver mere udsvævende og atmosfærisk, i hvert fald de første to minutter. Så får trommerne lov til at drive nummeret i en lidt mere markant retning igen, uden at tågen dog letter helt. Det er et nummer der, trods følelsen af at forsvinde lidt indad i musikken, også peger fremad. Både helt konkret, ved at det føles som om man driver ud mod en ukendt horisont, men også rent musikalsk. Nu har bandet demonstreret varierende grad af evner med drive, tempo og støj i de foregående numre, så er det rart at fornemme, at der også er mere afdæmpede og “søgende” virkemidler i værktøjskassen.
Den slags variation bliver nyttig, når gruppen, muligvis, skal op i albumformatet – hvis det er det de vil? Indtil videre så fungerer Head Down i sig selv, som et alsidigt og sammenhængende lille værk, fra et band der virkelig lader til, at have fundet formen og formået at bygge videre og ovenpå et i forvejen solidt fundament.
Så lever man også med, at det meste af det i bund og grund er hørt før, men også meget mere stift og intetsigende end tilfældet er her – og fra større bands. Jeg begynder sgu at kunne mærke og tro på hypen, så, er det ikke Roskilde Rising der kalder til sommer??
Af Ken Damgaard Thomsen
