Alcabean er efter et par succesfulde EPer klar med deres fuldlængde debut, hvor de skruer en anelse ned for støj-rock og shoegazer tendenserne og op for indierocken. Blikket er hævet, armene mere i vejret, på en udgivelse der helt overordnet savner flere mindeværdige sange for, at lette.
Der er sket lidt med Alcabean siden jeg anmeldte seneste EP, Head Down, for et års tid siden. Blandt andet er det blevet til noget radioairplay og en koncert på Roskilde Rising. Nu er de så klar med deres egentlige debutalbum, hvor de, hvis ikke sadler om, så i hvert fald bevæger sig i en ny, lidt mindre støjende, retning.
Tidligere var deres lyd gennemstrømmet af ekkoer fra de alternative 90er, især den støj-rockende og skokiggende del af det årti. Disse elementer finder man stadig i de 10 numre der udgør Confessions, men i knap så udpræget grad. Man kunne sige, uden at det skal lyde for negativt, at deres lyd er blevet mere strømlinet, på godt og lidt ondt. Hvor der før var en eller anden ungdommelig energi og vibe, som drev numrene fremad, knyttet til den larmende dimension i musikken, så føles det her lidt mere poleret og af mangel på bedre ord, “voksent”.
Og der er da også sket noget internt i bandet siden sidst, kernen er blevet kogt ned til de to oprindelige medlemmer, Victor og Julius Schack. Netop Roskilde koncerten var en af de udslagsgivende begivenheder, der var medvirkende til, at forsanger og sangskriver Victor i efteråret følte, at der skulle forandringer til. På Roskilde oplevede han, at føle sig usikker, utroværdig og som om han ikke følte sig tilpas i rollen og musikken, eller med egne ord: “Jeg stod på Roskilde Festival og prøvede at lege solbrillerockstar med grunge-guitar og indholdstomme tekster – alt imens min utilpashed på scenen voksede sig større og større”. Derfor er Confessions også en slags streg i sandet, et album som Schack selv kalder “bundærligt”.
Det gør, heldigvis, ikke Confessions til en navlebeskuende eller tungsindig plade, som sådan, men tonen er da overordnet mindre “rockstar cool” end tidligere. Måske virker Alcabean i virkeligheden mest af alt, som om de er blevet sat fri i sangskrivningen? Det gør også, at ikke alt på pladen er lige mindeværdigt, måske fordi den nye kreative process har banet vejen for en masse idéer, som var spændende, at prøve af, men ikke alle resulterede i materiale, som sætter sig fast for mig som lytter.
Jeg kan eksempelvis rigtig godt lide energien i “Tsukuyomi”, der med sine lige knap 3 minutter pladens korteste nummer, og en af de få oplagte singler, af samme grunde. Den flyder rigtig godt afsted i et passende tempo, melodien er OK iørefaldende, men, det er som om den lige mangler det afgørende hook i omkvædet, som løfter den fra god til glimrende. Og sådan har jeg det med en stor del af sangene på Confessions. Det er lyttevenligt og de 42 minutter går sådan set ubesværet og uden, at pladen går i decideret tomgang – men der er heller ikke så mange af sangene der hænger ved, når pladen rinder ud.
Nogle af sangene, som eksempelvis den sommerlige “Itchy Skin”, der cruiser afsted i behageligt tempo, uden udskridninger, bliver næsten så glatte i lyden, at den fylder FOR godt fremad. Det bliver lidt anonymt og glider for let ned, så man næsten ikke opdager sangen er i gang, før der skrues lidt op for guitaren over 2 ½ minut inde i sangen. Mod slut bliver numrene måske ligefrem en smule for lange i spyttet, “King The Queen” sniger sig lige op over 5 minutter, den rummer et par effektive temposkift, men efter over en halv time i Alcabeans univers begynder jeg alligevel stille og roligt, at drive væk fra højtalerne. Derfor skal der også bruges lidt ekstra kræfter på, at komme igennem den over 7 minutter lange lukker “Meet Me Afterwards”. Ligesom mange af de andre nummer, så lyder det godt og idéen med nummeret er sund og rask, men får ikke for alvor fat i mig.
At Alcabean sagtens kan fylde en lidt længere spilletid ud viser de faktisk i den anden ende af pladen, hvor der åbnes med den 5 ½ minutter lange “Athens”. Det nok et af de numre der slægter bandets ældre materiale mest på, men her som om de er gået et skridt længere tilbage i musikhistorien og hiver en post-punket baslinje og klang med op til 2019. Den afgørende forskel i forholdt til mange af de efterfølgende numre er, at her føler jeg, at sangen er tilpas afvekslende, så man er nødt til, at følge med som lytter, samt at energien, der løber gennem sangen, er smittende og hiver en med.
Det savner jeg i lidt for vid udstrækning, hvis man skulle være lidt forsimplet og generaliserende, på Confessions som helhed. Det gør også, at bandet “indrømmelser” og ærlighed i teksterne har svært ved, at resonere hos mig, de bliver hørt, men ikke husket, for det hele flyder bare lidt ud, eller sammen. Det kan, naturligvis, være et problem der ligger hos modtageren, men, det er min ærlige oplevelse.
I presseteksten fremhæves citatet “Mediocre, is it okay to be mediocre. I want a chance to”, fra nummeret “Hollywood”, der ligger midt på pladen. Alcabean er ikke blevet middelmådige, eller har taget et skridt tilbage, de har bare opdaget, at der er mange retninger de kan gå i og de mange muligheder gør muligvis, at sangskrivningen i denne omgang står lidt i stampe.
Men fremtiden er stadig lys, hvis de genvinder fodfæstet, denne gang ender vi dog på en positivt stemt, middel karakter for det samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
