Alabama Black Snakes fra Roskilde skruer en anelse ned for sydstatsboogien på deres tredje album og op for den mere gængse hårdrock. Det er der fordele og ulemper ved, på et generelt vellykket rockalbum.
Den helt store ulempe, lad os starte med den, er, at gruppen mister en lille smule af deres særpræg og personlighed ved at rykke fra de landlige omgivelser i de amerikanske sydstater, og ind på rockklubberne. Der er stadig duften af southern rock og blues på To The Land, men overordnet er lyden blevet lidt mere rock-kliché præget.
Til gengæld skriver bandet ret gode og fængende rocknumre, i hvert fald omkvæd, så byttet har sine plusser og minusser. Og nu skrev jeg omkvæd, fordi nogle af albummets mest mindeværdige stunder kommer efter et vers, hvor der måske er tendens til at det sejler en smule. Eller numre hvor man aner et vist uforløst potentiale.
Et eksempel på sidstnævnte er “Lady”, næstsidste nummer på To The Land, hvor det er som om der bygges op mod et peak der aldrig helt kommer. Og så ender sangen med at stå og larme lidt på stedet, mens man som lytter sidder spændt som en fjeder, uden at få lov til at slippe den opsparede energi løs.
Andre steder er det med fuldt overlæg, at Alabama Black Snakes bremser rock ‘n roll ekspressen lidt, bedste eksempel herpå er balladen “Jolisa”, midt på det 9 numre lange album. Her lider det ellers fine nummer måske en smule under, at tempo og sangstil ikke helt klæder den lidt rustikke og upolerede vokal, samt at korarrangementerne nok kunne have klaret et løft, muligvis med noget assistance udefra.
Men når bandet bare lader rock og rul ekspressen få godt med kul og bremsen slippes, som på den energiske åbner der passende hedder “Railroad”, så rykker det altså pænt godt fremad. Netop åbningsnummeret lykkes også med at kombinere landlig sydstatsfeeling i verset og rock ‘n roll brøle-med-venligt omkvæd. Den efterfølgende “Oh, Lover” er også et ganske stærkt kort, hvor det bliver lidt Aerosmith white guy bluesrocket. Jeg synes verset er lige ved, at blive for tungt i bagdelen, men til gengæld er opbygningen til og selve omkvædet, når det endelig slippes helt fri, ret fedt.
På titelnummeret får vi en sjov blanding af noget der kunne lyde som tidlig, bas-fikseret Kashmir og midt 00’er Green Day, med stadion omkvæd, spillet på røvballerocket manér. Det er lidt en rodebutik af indtryk og stilarter, men på sine egen skæve og små-anarkistiske måde også ret iørefaldende.
At bandet sagtens kan lette foden fra speederen og lave et mere afdæmpet og eftertænksomt nummer, der fungerer, viser nedturssangen “Every Night”. Her følger vi en der drikker sig “ihjel” hver aften, vågner op i fremmede senge og holder flugten kørende på whisky, gin og ensomhed. Det er som sådan helt klassisk, men velspillet, godt sunget og den sumpede, nedslåede tone sådan et nummer skal have er ramt rigtig godt, så man skyller gerne klichéerne ned.
Og det er egentlig, i vid udstrækning, en række af rockens klichéer Alabama Black Snakes præsenterer i forskellige grader og sammensætninger på To The Land. Det er de hverken de første, sidste, værste eller bedste til at gøre, men det er mere end habilt og godkendt, det de leverer her. Jeg er lidt i tvivl om, om bandet måske har villet vise lidt for mange (og nye) sider af dem selv. Ikke at der overhovedet er noget galt i det, men slutresultatet er her et album, der stritter i lidt mange retninger og ikke altid får fulgt de bedste idéer helt til dørs.
Til gengæld er der masser af spredte stunder som fungerer rigtig godt og bare rocker igennem og sparker røv, på god gammeldaws knoldsparker vis. Det er svært ikke at holde af og lade sig rive med af, så vi ender på 4 af de solide stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Alabama Black Snakes på facebook
