På en forårs- fredag aften, hvor der er X-Factor finale og for øvrigt gået SU ind formår Aksglæde at cementere både den tradition, projektet står på skuldre af, men også at man da godt kan lokke ungdommen ud af stuerne.
Atlas er på denne forårsaften ivrigt besøgt af meget unge mennesker i måske gymnasie- eller første år på universitetet-alderen. Ivrigt, måske men ikke så talstærkt. Det virker dog til at være et dedikeret publikum, som gerne rykker frem foran scenen. Jeg føler mig – ud over nogle forældre-typer – mindst ti år ældre end gennemsnittet. Vi er vel en 40-50 stykker som publikum – en hyggelig, lille skare som ikke træder hinanden over tæerne.
Salen fyldes op langs siderne, og scenekasserne med lys i er uomtvisteligt en forbedring i denne sæson fra Atlas’ side.
Der spilles When Saints Go Machine inden bandsene går på og det hele er egentlig meget hyggeligt i mørket. Ca 21.10 går opvarmningen, Yune, på scenen.
Yune
Der er tale om seks mand på scenen med to guitarer, hvoraf den ene står i en lille ”keys-kravlegård”, en forsanger (også i ’kravlegård’), trommeslager, nok en keys-spiller og endelig en bassist, der omtrent halvdelen af tiden spiller Moog. Og det er et velspillende band.
Der er ganske glimrende styr på lyden og virker til ikke bare at have tænkt at drømme-pop er fedt, men også have nogle musikalske holdninger til, hvordan det skal leveres. Atlas er i starten lidt sulten efter bassen og meget går tabt, men der kompenseres som koncerten udvikler sig og især da bassisten bruger en regulær elbas kommer lyden også hele vejen rundt i lokalet.
Der er masser af godt at finde hos Yune og dream-pop er så afgjort en ’thing’ i dag – komplet med en vis introvert shoegazing attitude. Men Yune tager dog ikke alle stikkene hjem. Det er, indrømmet, et dygtigt spillende band, men sangen er en tynd affære og der mangler melodistof eller hooks til at holde lytteren fanget. Der forsøges et par gange med dynamik-skift (og bandet kan dette ganske glimrende), men så snart vokalen sætter ind, tager det hele et dyk.
Hvor X-Factor bruger Intonator og andre plugins til at få tingene til at lyde fint, har Yune valgt at sovse vokalen ind i den genretypiske rumklang. Og ja, det er på den konto svær at spotte ’fejl’ men i kombination med den meget tilbagelænede stil på vokalen – og den af rumklangen følgende utydelighed på hvad der synges – så bliver Yune egentlig allerbedst, når der ikke synges.
Det kan synes en smule unfair overfor et ellers velspillende band. Men da aftenens koncert har præg af en klassisk nyligt-upcoming-band-spiller-og-pitcher-nye-numre og supporten på den konto bliver lidt en øvelse for support-bandet, er min stille opfordring; prøv at arbejde lidt med vokalen i udtrykket.
Det er muligt, at Atlas har valgt også at spise vokalen – men umiddelbart synes jeg at det er lidt synd, at et ellers tydeligvis velspillende band taber så meget på tynd falset og lidt for mange effekter på vokalen.
Tæppet går for og vi får en pause inden Aksglæde går på ca 21.50.
Til sfæriske klangflader går Aksglæde på scenen og lægger ud med en poetisk sag, hvor omkvædet går ”Du lukker gerne op / men kun på klem” og det fornemmes, at vi bevæger os i det sårbare, usikre følelsesrum, som publikum i høj grad kan relatere til.
Bandet er – lidt som Yune – yderst velspillende og flere gange i løbet af aftenen tænker jeg, at der er noget The The’sk over den kvalitet hvormed musikken leveres, samt tekster der skærer ind til benet for så at være tongue-in-cheek og endelig blive lidt (for) poetiske.
Pointen her er; The The leverer storby-cool musik, og bandet bag Aksglæde leverer noget, der kunne minde derom. Ikke mindst da en saxofon og en trompet kommer på scenen under andet nummer, ‘Jeg Kan Lide Den Måde Du Græder På’.
Aksglæde i front (han har tilsyneladende en slægtning på trommer) synger godt, karakteristisk og er på ingen måde i løbet af aftenen presset ud af hverken udtryk eller teknik. Der er styr på sagerne og tages ikke unødvendige chancer. Uden at det som sådan bliver en skolet performance. Der skiftes toneart i en overgang til næste nummer, som viser sig at være ‘Lille Taarbæktøs’ som ud over at være et fint nummer også lige forklares er en beskrivelse af at sidde på Bellevue og kigge på meget rige tøser og vide, at de lever i en anden (attråværdig?) verden.
Bandet får så – på nær trompetist Malthe – en pause mens Aksglæde med en akustisk guitar fremfører en sang om glæden ved at være alene. Ganske fint og endnu en understregning af, at Aksglæde for al bandets ellers fremragende spil ikke var så meget uden en stærk forsanger (Yune! I’m loo… Well, perhaps unfair).
Af ryger den akustiske guitar (og jakken med) og tilbage kommer bandet og der spilles med potens det teenage-poetiske nummer, ‘Skyernes Byer’, om at drømme og hvordan éns overjeg til tider kan styre lidt for meget. Ja, det er det første hint af at Aksglæde nok især vil finde sit publikum hos dansklærere, gymnasieelever, der har lært at analysere – eller gamle idioter som jeg selv, der aldrig bliver træt af den slags tekstanalyser. Og her skal det da bare siges, at lidt naivitet nu ingen skade er til.
Skægt nok spørges der efter nummeret til om Århus er klar (det er vi ifølge publikum) og om vi har fået løn – hvilket efterfølges af en lidt for lang pause før én råber ”SU!!!” og Aksglæde kvitterer med et ”Tak til Staten!”.
Syvende nummer bliver et cover af Anne Linnets ‘Barndommens Gade’. Uanset hvor gennemtærsket det nummer virker, så har jeg en soft spot for det. Og Aksglæde kan med sin fortællende, præsente stemme løfte nummeret – men undgår de to første vers den høje melodiføring. Det er dog et trick, og da det kommer som en bridge tages der i den grad stik på at han lægger vokalen op og brænder igennem. Der er altså tale om en dygtig sanger her, der med sin kejtede gade-drengethed holder igen – men også åbner posen bare en lille smule i hints her og der…
… eller også er han lige kommet ud af en halsbetændelse. Det er også lige gyldigt; for denne suspense/release-øvelse går rent ind. Gåsehud ud over det hele, når han går højt og da han under sidste vers undlader står man som publikum SULTENT tilbage og tænker; HVORFOR IKKE GENTAGE EN SIDSTE GANG – men på den anden side med stor respekt for ikke at devaluere store moments med at gentage dem.
Der sættes herefter en serie af nye numre i gang; ‘Under Pres’ leveres med et for titlen underligt overskud – ikke bare som vanligt i bandet, men også på vokalen. Og da nummeret sluttes med linjer om ’søvnløse nattergale’ vil jeg ikke afvise at jeg ikke var den eneste der stod med en notesblok iblandt publikum; der skal nok have været en gymnasiepige eller to, der her fik sit guld til afleveringen om H.C.Andersen-eventyr.
Vi får en lidt TV2-agtig ‘Drømte Om Dig I Nat’ – men her TV2 som i på ‘Natradio’ eller en anden langsom ballade. Bandet spiller vanligt cool og går fint fra en 8/4 til en 4-slag-i-gulvet og hjem til en 8/4 feeling uden at det mærker dem særligt.
Vi får også ‘Svaghed i Mit Kød’ som bestyrker en samtænkning med The Thes Dusk-album (det er næppe tiltænkt – jeg er bare en efterhånden gammel anmelder!!).
Inden det ventede hit, ‘Fantomfølelser’, får vi to nye numre. Det sidste, Næste Sommer, gør ikke sig selv nogle tjenester med elektroniske trommer og en måske mere folkelig-på-den-bøvede-måde TV2-appeal. Oh, well. Der sluttes af med ‘Fantomfølelser’ som nok bare må siges at være et fantastisk godt nummer som på mange måder definerer Aksglæde; godt spillet, godt sunget, ikke helt tåbelig tekst som giver ’mad’ til danskundervisningens analyser og pop-appeal der rækker ud over teenage-årene.
Og på den måde bliver det en fin aften på Atlas. Yune formår på seks numre at fremstå lidt kedelige og mudrede, mens Aksglæde leverer en pæn, fin og god performance som både åbner for ind-ad-det-ene-øre-ud-af-det-andet og for mere analytisk tilgang til småunderfundige tekster.
Det slår da X-Factor.
Af: Troels-Henrik Balslev Krag
