Aksglæde debuterer med en sprudlende og tilpas funky pop-rocket EP, der dufter af lune aftener, ungdommelig saft og kraft, smittende energi og nogle relaterbare tekster, som burde tiltale en bred skare af lyttere.
Aksglæder er nemlig inkluderende, men på en måde hvor deres let-funky pop-rock rytmer ikke føles lidt for ungdommeligt friske eller anmassende. Bandet svinger på en eller anden måde efter deres helt egen små-skæve og alligevel rolige og overskudsagtige rytme og takt, med en indgroet musikalitet der virker herligt naturlig og levende på en meget organisk måde. Det er funky fresh uden at være overgearet på nogen måde og gennemstrømmes af en eller anden laid back ro, der gør at man bare føler sig i godt selskab med bandet.
EP’en indeholder 7 numre (inkl. et kort interlude), så der er vel næsten tale om et mini-album, uden nogen svage stunder. Den tilbagelænede afslutter “Skyernes Byer” er nok eneste nummer, som jeg ikke vil forsætte med at lytte til på repeat, ikke at det på nogen måde er et dårligt nummer, her er jeg bare ikke helt indfanget af og i universet som på de resterende numre. Men hey, 6 ud 7 numre der enten er glimrende eller decideret fremragende, det er sgu’ et imponerende snit for et debuterende band!
Og at dette er Aksglæde’s debut er godt nok svært at høre, for musikken virker utroligt afrundet, i balance og i det hele taget klar til at erobre både radiokanaler, livescener og hjerter rundt omkring – den burde nemlig appellere hele vejen rundt. Numrene virker hverken fortænkte eller forcerede, men som om de er vokset naturligt frem på egen præmisser. dyrket frem af et band der ikke virker som om de er forhippet på at være unge og smarte i en fart, hvilket gør teksterne, der hovedsageligt kredser om ungdommelig kærlighed og hormoner, meget relaterbare. Selv for en på min alder (plus 35), der ellers nok ville falde udenfor den formodede målgruppe.
EP’ens 2 singler er ypperlige eksponenter for dette, “Lille Taarbæktøs”, som allerede har gjort flot figur i Karrierekanonen, og den aktuelle “Fantomfølelser”. De er begge to relativt let til bens, der er god fremdrift i melodierne og luft og spændstighed i sangene, så man får lyst til at hoppe på cyklen og bare trille ud i sommernatten. Vi har ikke supertravlt, men glider let med strømmen, mens Jacob Aksglæde’s vokal synger lidt om de der følelser, der kan gennemstrømme en yngre knægt om sommeren. Det er muligvis ikke verdens største vokal, men den har, ligesom musikken, en glød og troværdighed der gør den meget lytteværdig og giver en lyst til at høre efter.
“Fantomfølelser” er næsten et kapitel for sig, det er i min optik en af de bedste danske singler jeg har hørt i år. Catchy omkvæd, behageligt fængende melodi, endda lidt dansevenlig og pop-lyrik af den fineste slags.
Bandet nævner C.V. Jørgensen som en inspirationskilde, det kan være farligt, for her taler vi jo virkelig om en sværvægter, ikke mindst hvad dansksproget lyrik angår. Aksglæde skriver ikke samme slags sprogligt sprudlende og finurligt syrlige tekster, MEN, man aner alligevel en arv i rytmikken, tonefald og stemninger – både musikken og teksterne – men altså i en frisk aftapning der stadig lyder selvstændig og fyldt med personlighed.
Aksglæde er syrlige på en lidt anden måde, det er nemlig ikke kærlighedslyrik af den helt sædvanlige slags, hvor et ungt hjerte overvældes af store, ukontrollerbare og Hollywood-lignende følelsesudbrud. De kan på overfladen lyde en smule banale, men lytter man ordentlig efter så er der en modning i lyrikken. Mundret og letforståelig, jovist, men der er faktisk noget på spil her og også en god portion…. kynisme er måske et hårdt ord, men så i hvert fald en lidt mere dunkel side af kærlighed end man måske normalt møder i denne form for musik.
Kærlighed er måske endda et forkert udtryk, for fortællerstemmerne i Aksglæde’s numre er ikke så sjældent typer der følger kødets lyster, tager hvad de vil have og skrider igen, som i den lystige og drillende “Svaghed I Mit Kød”, der netop omhandler et forhold, hvor der bestemt ikke er tale om den store, gengældte kærlighed:
“For efter vi pustede ud på sengen // Gik der ikke længe // Før jeg ikke følte noget. For der er noget inde i mig, der stadig tænker på dig // Godt nok uden tøj på // Indrømmer jeg. Jeg har en svaghed i mit kød // Og det er dig // Men kun som en leg”
“Jeg Kan Lide Den Måde Du Græder På”, titlen afslører allerede en del, kinddanser vi også lidt i et forholds skyggeside, hvor det lyder som om vores fortæller får et kick, ja måske ligefrem får det godt med sig selv, over at få kvinden til at græde. Ligesom det giver tilfredsstillelse ved “den måde du kaster med tingene på”, eller “jeg elsker at tørre dine tårer bort, det er lige så godt som når du går i lårkort”. Finten er, at stemningen, tonen og klangen ikke får det hele til at lyde nedslående, kynisk eller får en til at synes at “han” er et dumt svin. Meget interessant dynamik, og et tydeligt bevis på, at pop-musik og lyrik ikke behøver være fladpandet, eller uden spidsfindigheder.
I “To Takter Fra Tinnitus” lyder det som om en kvinde er lidt på scene-rov, og med røde læber og grin over en røgmaskine får gjort indtryk på vores forsanger. Det er nok EP’ens mest udfordrende tekst, hvor det der indledningsvis lyder uskyldigt og lige ud af landevejen, bliver til “en fest på overtræk” og “vi har begge tabt hovedet // det var egentlig sjovere end man lige gik og troede // det er da klart at det skal være sløret – det hjælper på humøret”. So… drugs?
Der er ikke så meget at tilføje, ud over at konkludere, at Aksglæde’s EP er en af de stærkeste debuter jeg kan mindes at have hørt. Og så er jeg måske ikke engang helt i målgruppen, men jeg FØLER mig ikke for gammel til at være i deres selskab når musikken spiller. Jeg får måske endda til at stå og old timer danse-trippe lidt på stedet i mens jeg synger med.
Lidt af en bedrift. Det giver 5 store, skinnende dansk-poppede stjerner lidt i lysken. Og havde jeg et pladeselskab, så havde jeg skrevet kontrakt med gruppen lige på stedet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Aksglæde på facebook
