Så er det frem med knojern og de seje attituder, nu skal vi have en omgang brølende punkinflueret bølle-metal, der bumler med fuld kraft afsted på slidte og skæve skinner. Måske er der ikke engang skinner, men fuck det, Afflicted er da ligeglade og drøner videre. Kønt er det det ikke, men forbandet medrivende og charmerende på sin egen uterlige facon.
På flere punkter minder Roskilde-trioen mig om et band som snapse-metallerne 9000 John Doe, fra Aalborg. Det er ikke ligefrem velfriseret, de brovtende inspirationskilder vælter lidt rundt mellem hinanden i den venlige slagsmålszone foran scenen, der er fuld tryk på, næsten for meget og der hænger en “fuck om det helt fungerer, spil til, vi skal bare fremad og igennem” følelse i luften igennem den 4 numre lange EP.
Indspilningen er hæderlig, uden at være prangende, og passer i hvert fald til Afflicted’s overordnede stil og det de udstråler. Upoleret, kantet, brummende og bumlende metal punk ‘n roll, der lidt virker som den berømte elefant i en porcelænsforretning… eller det er måske ikke helt tungt og stort nok til at være en elefant, men mere bisset, behåret og stangende.. som et vildsvin.. eller et vortesvin, måske?
Vokalen er ikke ligefrem smuk, men der bliver sunget med stor indlevelse og kraft, så man tror på at han tror på det. Den er klangmæssigt lidt all over the place på de 4 numre, stedvis med tyk dansk accent på de gloser, som skiftevis brøles, råbes, “synges” og spyttes ud. Musikalsk matcher bandets lyd egentlig glimrende dette letter ukoordinerede og ikke-strømlinede udtryk, med melodier der ikke altid virker helt skarpt skåret, det gynger og bumler frem og tilbage i nogle halsbrækkende øvelser, hvor man ikke kan andet end trække lidt på smilebåndet af og til og holde vejret – nå ja, eller brøle med og smide rundt med garnet.
Afflicted kompenserer nemlig for deres manglende disciplin og selvkontrol ved, at det hele virker særdeles smittende og bare… elskværdigt på en eller anden lidt udefinerbar, ikke nedladende måde?
Der åbnes med “In This World In This Life”, hvor vokalen, både i klang og stil, minder mig om Green Jelly og deres 90’er hit “Three Little Pigs”, det hele kører bare i et højere tempo. Musikken slingrer og hakker derudaf, men selvom der er udskridninger så rummer nummeret en følelse af selvsikkerhed og kontrol. Grøften er hele tiden en mulig destination, alligevel går man ikke i panik på passagersædet og nyder suset og spændingen i stedet for. Men elegant lyder det sgu ikke.
“Just A Kid” følger op, her bliver det mere metallisk og konfronterende, hvor vokalen også anlægger en grummere og mørkere stil. Det er dog som om det ikke helt fungerer lige så godt som på åbneren, der havde noget carefree over sig, den strammere grimasse og dunkle stemning her virker egentlig mere komisk end ildevarslende og faretruende. Til gengæld er det musikalks strammere og i bund og grund mere velspillet end åbneren, så det kommer nok lidt an på hvad man foretrækker.
Det punkede kigger frem igen på “Still Belive”, som ellers drives fremad klassisk thrashet, ligesom vokalen også peger lidt i retning af en Dave Mustaine. Bare mere brovtende, mens der fyres linjer af som “are you ready, cos’ the bombs are falling // the warmachines are coming // I still believe that we can makes it right, I still believe that we can make it right”. Ikke ligefrem groundbreaking shit, man, men sikkert behjertet. Og så lyder det lidt som om det synges af Mustaine der laver en Schwarzenegger parodi… hvilket har sin egen særegne charme.
Det har det også når EP’en afsluttes med den mere tempofyldte og let-til-bens punk-rocker “Dreams Come True”, der lukkes med en klassisk klimaks-outro og instrumentorgasme, så man skulle tro det var det fedeste nummer i verden der nåede sit absolutte peak. THANK YOU ROSKILDE, Elvis has left the building, SEXUAL CHOCLATE, We are Motorhead and we play rock ‘n ROLL. Jeg synes slet ikke nummeret er i nærheden af af fortjene sådan en storladen afslutning, selvom det er en solid nok skæring, men jeg er på en eller anden måde vild med at de gir’ fanden i det og bare gør det.
Ligesom jeg på en eller anden måde er lidt vild med det her band og den stil og de attituder de lægger for dagen. Jeg har ingen anelse om, om de selv godt ved at numrene og sangskrivning er mildt sagt løs og flosset i kanterne, men bare siger pyt og har det goddamn awesome med det alligevel. Eller om de er dødseriøst ment. Lige meget hvad, så scorer Afflicted højt på likeability skalalen hos mig.
Men jeg kan ikke med god samvittighed sende mere end 3 positivt stemte stjerner efter denne EP.
Af Ken Damgaard Thomsen
