De legendariske rockveteraner er tilbage med et album, der har været længe undervejs, og føles næsten lige så langt at lytte sig igennem. Aerosmith tjekker ind i en anden dimension, men adskiller den sig væsentligt fra den velkendte de kom fra?
Det venter vi lige lidt med at besvare, for spændingskurven er allerede spændt til bristepunktet. Men lad os slå fast, at 8 år er lang tid i musikbranchen. Så lang tid siden er det, at Aerosmith sidst lod høre fra sig med et studiealbum. Mellemtiden har været brugt på en masse internt fnidder mellem de to hovedpersoner i gruppen, forsanger Steven Tyler og guitarist Joe Perry. Uro, stridigheder og skandaler er bestemt ikke en ny ting for Aerosmith, og hvis man dykker hurtigt ned i bandets historie kan man se, at det nærmere er reglen end undtagelsen.
Deres første store peak oplevede de i 70erne, med albums som Toys In The Attic (1975) og efterfølgeren Rocks… fra året efter, men berømmelsen førte til arketypiske rock’n’roll udskejelser og livsstil. Fine titler som “America’s greatest rock ‘n roll band” går hånd i hånd med andre som “The bad boys from Boston”, og de har i løbet af en over 40 årige karriere gjort deres for, at leve fuldt ud op til begge dele. Misbrug og interne slagsmål fulgte i slipstrømmen på succesen, først forlod Joe Perry bandet i 1979 og i 1981 fulgte rytmeguitarist Brad Whitford efter. Begge vendte dog tilbage i 1984, hvor de langsomt, men sikkert, fik gruppen tilbage på sporet. Et comeback, der blev cementeret i 1987 og 1989 med pladerne Permanent Vacation og Pump. Aerosmith var tilbage på toppen, hvilket blev yderligere understreget i 1993, da de udgav megasællerten Get a Grip, der for en stund gjorde dem til et af planetens største rockbands, sammen med Nirvana og Metallica.
Årene efter dette bemærkelsesværdige comeback har været op og ned for bandet. Den dér rørstrømske Armageddon sang, “I Don’t Want To Miss A Thing”, blev deres vel nok største hit til dato, men satte noget af den tilbageerobrede kunstneriske integritet over styr. I 2004 udkom deres seneste studiealbum (et album bestående af bluescovernumre). Den seneste plade med udelukkende originalt materiale er fra 2001. Tiden efter har været præget af konflikter og semi-offentlige skænderier mellem især den gamle dynamiske duo, Tyler/Perry. Men som mange kunstneriske venskaber, så har de tidligere vist, at de har leveret succeser under pres og stress, Music From Another Dimension! (MFAD!) er landet og vi kan nu se om det er tilfældet igen.
Det er det ikke helt. I hvert fald ikke kunstnerisk.
Pladen har været længe undervejs, og turen har været plaget af adskillige afbrudte studiesessions, der går helt tilbage til 2006. Hvor meget af det materiale bandet har optaget hen over årene, der er blevet genbrugt på MFAD!, er svært at svare på, men skulle man gætte ud fra resultatet – så kunne det være en del.
Aerosmith lyder som om de prøver på, at sætte sig på mindst tre musikalske stole i en ordenlig omgang kompromis stoleleg. Du har de velkendte uptempo Aerosmith-sange, skåret efter bandets klassiske skabelon, de svulstige ballader som Steven Tyler kan få lov til at vræle sig igennem og nogle rædselsfulde sange med Joe Perry på vokal. Alt det, og lidt midtimellem, breder sig over 15 sange og hele 68 minutter, der føles alt for lange. Lidt paradoksalt, når jeg lige har anmeldt Neil Young & Crazy Horse positivt, på en plade hvor de brugte 20 minutter mere, men sådan er dét. Lad os få de absolut værste overstået.
Joe Perry bræger sig igennem “Freedom Fighter” og “Something”, der næsten kun kan være inkluderet for at lukke munden på ham. Det lykkes jo så desværre ikke, i den forstand at vi er nødt til at lægge øre til hans uskønne vokal på sangene. At Steven Tyler ikke altid er bedre, når han får lov til bare at slippe alle tøjler, viser den afsluttende ballade “Another Last Goodbye”, hvor han, på ukontrolleret smagløs og skabagtig vis, skriger sig igennem nogle alt for opskruede fraseringer. Alle tre sange er at finde hen imod slutningen på albummet, hvilket gør at en plade, der i forvejen var ved at føles umanerligt tung i røven, sætter sig med et tungt brag.
Det er lidt en skam, for periodevis præsenterer MFAD! faktisk nogle ganske tilforladelige og fornøjelige, om end meget forudsigelige, numre. “Luvxxx” er en typisk, men effektiv, åbner af den slags Aerosmith vel efterhånden kan skrue sammen i søvne. Potent rytme, godt rockende drive og af sted over stepperne uden så meget pjat. I den kategori finder du også “Legendary Child”, “Oh Yeah” og “Street Jesus”. Sidstnævnte er et af pladens mest levende og sprælske højdepunkter. De andre er såmænd udemærkede, men også lidt Aerosmith på autopilot. Velfungerende, men ikke specielt sindsoprivende. For hver af dem, er der spredt mindre vellykkede skabelonrockere som “Beautiful” og “Lover Alot” ud over MFAD!
Disse uptempo sange er naturlige kontraster til de obligatoriske storladne stadionballader, som er et andet af Aerosmith’s varemærker, og endnu en form for sang de ikke nødvendigvis behøver at være ved bevidsthed for, at lire ud af ærmet. Igen er der nogle fine, men også nogle knap så ophidsende øjeblikke imellem. Ud over den übersvulstige “Another Last Goodbye”, finder vi også “Tell Me”, “What Could Have Been Love”, “We All Fall Down” og “Closer” i sjæler afdelingen. “Tell Me” og “Closer” lyder meget som Get A Grip periode Aerosmith, MTV rockballader for fuld udblæsning. Man kan bestemt ikke påstå, at gruppen på nogen måde udfordrer sig selv, men det er hæderlig sangsnedkeri og den filmiske stemning gør, at man sluger endnu en omgang højtbelagt Aerosmith smørrebrød. Knap så heldigt går det på “What Could Have Been Love”, hvis første toner sender mine tanker i retning af Creed’s “With Arms Wide Open”, og det er ikke en god ting. Den kandiserede “We All Fall Down”, er bare for kedelig, ordinær og klistret til at man orker den mere end en enkelt gang.
Det er selvfølgelig ikke pr automatik nogen synd, eller en dum idé, at Aerosmith holder sig til det, de kan, selvom man savner noget mod. I det mindste prøver de ikke, at være ung med de unge, eller falder i den udbredte “gæstestjernefælde”… “Can’t Stop Lovin’ You (feat. Carrie Underwood)… SUK. En midttempo, midtersøgende og radioleflende lettere countryficeret ballade, der lyder lige nøjagtig så uskadelig og glat, som du sikkert kan forestille dig.
“Out Goes The Lights” fremhæver egentlig pladens styrker og svagheder ganske tydeligt. Det rocker og ruller ret svedigt derudaf, har fine elementer af noget blues og velsyngende korsangerinder, hele pivetøjet. Men det er simpelthen for langt og virker slutteligt underligt fladt, fordi det ikke er skåret nok ind til benet. Nummeret stopper efter en sing-a-long venlig passage, for så efter et kort break at starte igen, og tilføje over ét minut med samme korsang stående i stampe. Det ville sikkert fungere fint som en forlænget sang live, men på et i forvejen langt album virker det overflødigt og trættende. Man kunne også fremhæve de resterende Aerosmith’ere Whitford, Hamilton og Kramer, som, når de får lov, faktisk svinger fortrinligt. Alt for ofte er de dog fanget imellem, og træder i baggrunden for, Tyler/Perry’s tour de ego.
MFAD! indledes med en voiceover der postulerer, at nu træder vi ind i en anden dimension, med nye forbløffende toner og musikalske overraskelser. Det eneste nye er selve voiceover’en, som lyder som noget fra The Twillight Zone eller en gammel scifi-film. Det Aerosmith derimod leverer, er indbegrebet af en karriereforlænger, der ikke tilføjer noget nyt, overraskende eller nødvendigt til deres lange musikalske virke. At den så har været så længe undervejs, og har hele fire med producer kredit i covernoterne, deriblandt Tyler/Perry, understreger blot den gennemgående følelse af, at dette er ét stort kompromis og ikke drevet af fælles inspiration og begejstring.
Aerosmith’s karriere har været en lang og kringlet vej, med mange højde- og lavpunkter. Nu er de taget til en anden dimension, der viser sig blot at være en spejling af nutiden, hvor bandet, i karrierens andet efterår (mindst), virker mætte, men stadig med evnerne til at diske op med en habil rocksang – når de orker. Alligevel er det ikke en helt mislykket plade, og med lidt selvkontrol og frasortering blandt nogle af de svageste numre, så havde Aerosmith smidt en, ikke overvældende, men dog ret solid samling sange på gaden. Fans af gruppens lyd kan roligt give den en prøvetur. For de fleste andre vil MFAD! nok føles alt for tung at danse med.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
