De tyske veteraner viste storform i Amager Bio, men selv vitalitet og spillelyst kunne ikke forhindre, at der opstod lidt døde perioder i løbet af den 2 timer lange koncert.
Udenfor Amager Bio var der allerede godt med folk og leben, da fotografen/wingman og jeg ankom ved 20.30 tiden fredag aften – lige tids nok til at man kunne nå at nyde en halv liter medbragt dåse øl i den friske luft, inden det gik løs. Hvad der var dagens første øl for os, var tydeligvis nummer 10-20 stykker for andre – især en særdeles højrøstet flok i vores umiddelbare nærhed, der både lød som og lignede nogen, der burde være på vej hjem fra byen og ikke på vej ind til en koncert.
Der var, som forventet, også godt pakket og, og prutvarmt, i Amager Bio da vi fik sneget os ind i tide til at opleve det australske opvarmningsnavn, Damnations Day. Efter en lille diskussion om hvorvidt det navn giver mening, hvor man som underlægningsmusik kunne nyde Iron Maiden i højtalersystemet, inklusiv fællessang fra det summende og forventningsfulde publikum, slog klokken 21.00.
On the minute indtog de 4 fyre fra down under scenen, med et skingert, øredøvende og overraskende falsetskrig fra forsangeren, både lyden fra scenen og tonen af hans klemte kugler gjorde det til en ubehagelig oplevelse. Men en af den slags, hvor man kommer til at spytte lidt af grin – så undskyld til dig der stod foran mig. Lyden artede sig i løbet af første nummer, det samme kan man ikke helt sige om falsetten – det er nok en smagssag om man synes om “stilen”, men jeg havde svært ved at finde det andet end små-komisk.
Bandet buldrede derudaf med en slags power metal, indledningsvis, men efter andet nummer, drejede de mere i retning af noget tung og bastant metal med store tramperytmer, hvor vokalen også holdt sig i et leje der klædte musikken, og mine nerver, meget bedre. Inden de sluttede af, efter præcis 30 minutter, med noget der igen bevægede sig ud i noget mere power-præget…. og med faaaaaaaaaaaaaaaalseeeeet!
Damnations Day gjorde hvad et opvarmningsband nu skal, varmede folks ører op i en halv times tid, ikke overskygge hovednavnet og stadig markere sig så meget, at det ikke bare bliver baggrundsstøj der lige så godt kunne være båndet musik fra anlægget.
Accept **** (4/6)
Kun 25 minutter senere gik introen til “Stamped”, der også åbner bandets seneste hæderlige skive, Blind Rage, i gang, og Accept kom drønende ind på scenen – og ud over stepperne i samlet metal-flok gik det. Et oplagt åbningsnummer, der er fart over feltet, der er plads til lir i midterdelen og i det hele taget er der sådan lidt en “mission statement” feeling over det. Ready. Set. GO!
Det første der slår mig, nu hvor jeg kan se bandmedlemmerne så tæt på (fra min placering cirka 2 meter fra scenen i venstre side af salen – hvis nogen var nysgerrige), er hvor forbløffende fit og “velbevarede” disse klenodier fra Metal Museeum der Welt ser ud? Ok, frontmand Mark Tornillo er lidt yngre end resten af slænget med sine 51 år, men ikke mange gram fedt på den lille spirrevip med det kraftfulde rustne nedløbsrør af en vokal. Især lead guitarist Wolf Hoffmann (jawohl, kommandant!), ligner en der hit ze jim ret ofte og kunne være mindst 10 år yngre end de 54 der står på dåbsattesten. Og han spiller også sådan – mindst.
Mit naturlige fokus fra min placering blev bassist Peter Baltes og rytmeguitarist Herman Frank, da de stod lige i mit synsfelt. Baltes lignede ganske enkelt en super flink og rar fyr, en krydsning mellem Rowlf The Dog fra Muppet Show og Brian May fra Queen, storsmilende, tid til at posere for folks mobilkameraer og en fascination for at lege med scenerøgen når den blæste ud af dyserene – na ja, i mens han gav den max bas-gas uden at misse et beat, naturligvis. Herman Frank er nok eneste medlem af Accept der efterhånden ser lidt slidt ud, faktisk fik hans rynkede ansigt og hyppige små mundbevægelser det til at se ud som om han stod og “mimrede”, i mens han spillede guitar. En hue trukket godt ned i panden, fik det desuden til at se ud som om hans tykke grånede bakkenbarter, og lidt tjavsede pisk i nakken, var syet fast på huen, og ikke en del af mandens originale hårpragt.
Hvorfor så denne smøre om de herrers udseende og fremtoning, jo, for det blev ligesom en del af oplevelsen for mig, at se det her aldrende metalband stå og fræse numre ud fra scenen med noget der lignede oprigtig spillelyst i deres ageren og udtryksfulde ansigter. Man kunne ganske enkelt se på kropssprog og mimik, at de stadig nød at gøre det her, så meget at jeg på et tidspunkt frygtede, at de aldrig ville stoppe – for da vi nåede frem til ekstranumrene, så de stadig friske, rørige og ubesværede ud på scenen. I mens jeg selv stod og tænkte, ah, så går vi snart hjem i seng, gamle drenge.
For 2 timer i, bestemt kompetent og dejligt, selskab med Accept, er sgu lige i overkanten for mig. Jeg synes ganske enkelt ikke det har nok rigtig gode sange numre til, at holde gryderne i kog SÅ længe, eller også valgte de i hvert fald ikke at spille dem. Sætlisten bød samtidig på hele 6 numre fra det nyeste album, ikke at det gjorde mig noget, den er jeg ret godt inde i, men for stemningen i salens skyld – og længden af koncerten – så kunne man nok godt have droppet numre som “From The Ashes We Rise” og “Darkside of My Heart”. Hver især fine numre, som publikum, ligesom resten af de nye skæringer, tog høfligt imod, men også var med til at puste spilletiden op.
Efter den solide åbning med “Stamped”, efterfulgt af en glimrende “Stalingrad”, fra albummet af samme titel, hvor vi også fik vores første sing-a-long + guitarlir moment, var det som om koncerten gik lidt i tomgang. “Hellfire” kom og gik, og et af Blind Rage’s bedste numre, “200 Years”, nåede aldrig at lette helt og nå samme niveau som på albummet. Herefter fulgte 3 numre, hvor det hele virkede en smule mat, også publikum virkede lidt tilbageholdne i forhold til den gode stemning og buzz i salen inden koncerten. Måske var det forventningsglæden der havde drænet batterierne lidt? Ikke at stemningen i den propfyldte sal var dårlig, slet ikke, og der var da også spredte metal-fester blandt det talstærke publikum, blandt andet hos Hr Dansemus ved min højre side, der holdt gang i bentøjet hele koncerten igennem. Men, kiggede man rundt, så stod folk bare sådan lidt stille og kiggede ud i luften (generalisering, bær over med det), alt i mens “Losers & Winners”, “London Leatherboys” og “Starlight” blev skudt usvigeligt driftsikkert ud fra scenen.
Da “Dying Breed” fra Blind Rage proklamerede “and we salute you // we’re the last of a dying breed”, var det dog som om seancen fik fornyet liv og genoplivet fællesskabsfølelsen igen. Faktisk blev denne nye hymne et af koncertens højdepunkter, godt klaret, når en stor del af publikum må formodedes at vente på de gamle hits. Vi skulle dog lige en tur over den über-lirede “Final Journey”, inden Accept greb længere tilbager i bagkataloget igen. Her demonstrerede ober-metal-sturmbandführer Wolf Hoffmann igen showmanship OG evnerne på en guitar til at bakke de store armbevægelser på scenen op. Hvad siger I? Er det en kliché, tilmed en mølædt en af slagsen, at komme med små-nazistiske referencer, bare fordi der er tyskere i farvandet? Jah doch, men manden hedder Wolf Hoffmann! Hvor skurke-agtigt er ikke lige?!
Igen var det dog som om stemningen i salen, og hos mig, dalede lidt da Accept kiggede længere tilbage i deres historie, med numre som “Shadow Solider”, “Restless and Wild” og “Ahead of The Pack”. Havde du en anden oplevelse end mig, så more power to you, men for mig, trods bandets ihærdige indstats og stålsatte vilje, manglede der bare et eller andet – måske synes jeg ganske enkelt bare ikke, at disse numre er specielt fede….
SÅ skete der dog for alvor noget lige omkring “No Shelter”, da den den blev afløst af klassikeren “Princess Of Dawn” eksploderede Amager Bio og koncerten, som om nogen pludselig drejede knappen fra 5-6 på stemningsbarometeret op på 11, der ifølge Spinal tap reglen er 1 højere end 10 – som ellers er max! Fællessang, skrål, arme i vejret, ren og skær metalekstase og komplet forløsning. Naturligt nok koncertens absolutte peak, hvor synergien mellem band og publikum skabt et af de der “øjeblikke”. Der hvor ord er unødvendige, og man bare må overgive sig.
Selv om det ikke blev, eller nærmest kunne, overgås, så holdt Accept dog flot fast i dette momentum stort set koncerten ud, nu havde de publikum lige hvor de ville have dem, så de kunne servere hovedretten bestående af “Pandemic”, “Fast As A Shark”, “Metal Heart” og “Balls To The Wall”. En respektindgydende hurtig og præcis “Fast As A Shark” lukkede sættet, inden “Metal Heart”, med endnu en omgang forrygende Hoffmann, med en metalliseret fortolkning af et stykke klassisk musik, fik gamle som unge til at gå amok med luftguitar og svejende hoveder, som første ekstranummer.
Efter en fin afstikker til “Teutonic Terror” blev den nu medrivende fest lukket ned på behørig vis med “Balls To The Wall”. Et fint genhør, men også et af de numre, som falder i kategorien “den behøver jeg egentlig ikke høre mange gange mere” for mig, men jeg vil ikke negligere eller forklejne, at den ramte plet hos det begejstrede publikum og rent objektivt var et værdigt punktum for koncerten.
Således forlod man Amager Bio med et smil på læben, i mens store smil hos det udvandrede publikum afslørede, at folk sgu nok fik hvad de kom efter – selv om turen føltes lidt lang af og til for undertegnede. Vores venner fra inden koncerten stod, mod alle odds, stadig op og udvekslede smil og man hugs midt i salen – noget af Accept’s urkraft må have smittet af på dem og holdt dem oprejst!
Det bliver til 4 store stjerner til Accept for deres beundringsværdige og ihærdige arbejdsindsats og smittende udstråling, der trods lidt ujævnheder på den lange tur, fik kørt en sikker sejr i hus.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Nicolai Rerup Nielsen/GFRock
