Abscission fra Roskilde spiller mørk metal af den sorte dødsklingende slags, uden dog at lade sig begrænse af genrebetegnelser. Det gør de sådan set ganske fint på deres albumdebut, der dog hæmmes af lidt tynd lyd og, nå ja, at der ikke er så meget nyt under den sorte sol.
Havde et band som ORM ikke lige vist hvor det pilrådne skab skulle stå, så havde jeg måske også været lidt mere modtagelig overfor de mørke kræfter fra Midtsjælland. Men det er dog ikke kun i sammenligning med andre spillere på den sortnede bane, at Abscission falder en lille smule bagud.
Der er et par punkter, hvor de selv kunne gøre noget for at højne niveauet og give deres grumme metal det sidste løft. En ting er, at sangskrivningen over 10 numre, hvor en del af dem føles lige lovligt langtrukne (selv de der holder sig under 4 minutter), sagtens kunne være mere opfindsom og spændstig, men lyden og produktionen lyder også en lille smule mager. Især trommerne, og bunden i numrene i det hele taget, mangler noget mere saft og kraft, noget tyngde, til min smag.
Det gør, at Vacuity som helhed ikke rammer så hårdt, som bandets bistre og aggressive toner ellers lægger op til. På et nummer som “Desolation Of The Self”, pladens andet nummer, plaffer pedalerne for fuld smadder til nærmest ingen nytte, det kommer mere til at lyde som propellerne på en hobby drone end rotorbladene på en fuldt lastet kamphelikopter. En skam, for her rammer Abscission ellers en ret fin, storladen, melodisk blackish stil, der klæder dem godt.
Den efterfølgende “The Ubiquitous Black” rammer noget hårdere over hele linjen, men den mere frådende og “onde” stil, tilsat unødigt og skrigende guitar-lir fungerer ikke helt så godt for mig. Her er det som om bandet vil lidt for meget på samme tid, og faktisk ender ud i noget der er lidt rodet.
Igen, lidt en skam, for det føles faktisk som om Abscission er et band der netop forsøger, at tænke lidt i sammenhænge. Albummet startes og sluttes dermed også i samme stil og tone, ja der er faktisk tale om to sange, “Vertigo” og “Everything Flow (Vertigo pt. II)”, der lyder som et, langt sammenhængende nummer, delt på midten. Og derefter placeret i hver sin ende, som to, massive og episke bogstøtter. Fin detalje, og rent musikalsk er det her Abscisssion tiltaler mig mest.
“To Build Upon Broken Bones”, lidt over halvvejs på pladen, er et af de steder, hvor jeg synes det lykkes for gruppen, at få både det uptempo aggressive og de mere storladne, melodiske passager til at smelte sammen. Det giver plads til, at man kan lade sig indfange endnu mere af den ondsindede og af og til desperate vokal. Der følges op med den over 5 minutter lange skyggesniger “Dreamless Void”, der trods titlen faktisk har et afdæmpet og drømmende skær over sig. I hvert fald de første 1 minut og 20 sekunder, hvorefter helvede bryder løs igen. Her forstår man lidt sammenligningen med giganterne Behemoth.
En sammenligning man på sin vis også kunne inddrage, når man lytter titelnummeret “Vacuity” igennem. Her rammer Abscission for alvor den der balance mellem det morderisk, psykotisk flænsende og noget mere majestætisk melodisk, som de førnævnte polakker nærmest har perfektioneret. Så skal slænget her bare lige have lært, at skrive lige så gode og mindeværdige numre.
Men man skal jo starte et sted, og Vacuity er bestemt et bundsolidt udgangspunkt for Roskilde-bandet – noget at bygge videre og ovenpå. Det skal der så nok også til, hvis man vil nå længere ud og ikke mindst skille sig ud fra feltet.
Det er måske småting der i denne omgang forhindrer Abscission i, at nå det sidste stykke. Man kunne eksempelvis lige læse sin pressetekst igennem en ekstra gang, “melankolisk” er ikke et ord jeg er bekendt med. Det kan virke som flueknepperi, og lidt tarveligt at hive frem, men det er den slags der også giver følelsen af, at vi lige mangler den sidste finish.
Indtil da, 3 store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Abscission på facebook