I et studie i Esbjerg har Above Above leget med vocoders og synths. Varierende mellem mørke stemninger og mere melodiøse numre ender Black Marble med at blive et sympatisk bekendtskab.
I pressematerialet bliver der i høj grad talked the talk fra Above Above, som dækker over det esbjergensiske en-mandsprojekt af Philip Skovgaard (som dog har fået hjælp af 12 gæstemusikere): Musikken omtales som personlig og stilles i modsætning til hitliste-pop. Og… Der er faktisk lidt om det.
Det er umiskendeligt elektronica og operer i en form for dark-pop eller som det kaldes i PR-materialet; folktronica. Og elektroniske énmandsprojekter kunne jo hurtigt falde i fælden med en analyse om, at det kunne alle da gøre – især når der blandt andet bruges en del vokaleffekter.
Men her er det altså Philip Skovgaard, der har har fået og realiseret idéerne. Der lægges ud med ét af pladens stærkeste numre, ‘Hideout’. Med masser af vocoder – mere eller mindre aggressiv igennem nummeret – giver nummeret associationer til Imogen Heaps ‘Hide & Seek’. Lange, seje toner i flotte, syntetiske akkorder. Nummeret har nogenlunde midtvejs et breakdown, hvor 8-bitlydende trommer og en voldsom elektro-bas kommer ind og et par mørke synths overtager vokaltemaet.
Sluttelig repeteres temaet i vokalen med bit-chips og hele skidtet på vocoderen; ”Time / when you go down / In your hideout / Time / When you go out / in the sunshine”. Det står ganske stærkt, det her!
Og sammen med det andet vocoder-bårede nummer, ‘Victory Song’, står dette nummer ud på pladen. Men stor er min taknemmelighed også over, at der på den andre numre i højere grad synges med mindre effektpræget vokal. Om end ofte med masser af rumklang. For indtrykket bliver ret varieret og det sløve tempo på vocoder-numrene bliver en fin variation. Det bliver uvægerligt lidt koral-agtigt.
Men vi får også mere uptempo numre som ‘New Day Born’, som har en progressiv ét-slagsbas. Og ‘True Surprise’ som på noget mere klaustrofobisk vis drives frem af et synthtema.
Men ellers er der en forkærlighed for de mere langsomme, til tider ret dystre numre. Tredje skæring, ‘Out of Touch’ er decideret tung i lyden med tykke synth-flader og et tydeligt, men stærkt rumklangsindsovset klaver i versene.
Anderledes lyst og sfærisk er numre som ‘Lush’, som har lidt morgengry på en solbeskinnet dag over sig og ‘Father Time’, som har tydelige pop-kvaliteter i melodiføring og det åbne udtryk. Måske bevæger vi os helt over i noget drømmepop her, men smukt er det i hvert fald når vi både får synthblæs og (måske?) ’ægte’ træblæs ind i de langsomme mellemspil.
Blæseren i form af saxofon kigger for øvrigt klædeligt forbi på flere numre og løfter med luftig klang især næstsidste track ‘April 5th’ som opnår en vis evighedsfornemmelse med sin ro og støvede/luftige sumpen derudaf. Og det så bliver en støvet, dæmpet messingblæser på sidste nummer, ‘Ripple’, bliver det næsten for meget af det gode. Næsten.
Vi bliver rykket godt rundt i stemninger og et nummer som ‘Bordeaux’ byder både på en lang, klaustrofobisk intro efterfulgt af en bas-groove drevet sang, hvor versene bliver næsten reciteret repetitivt i et koldt lydmiljø. En ret formfuldendt stemning…
Netop evnen til at sætte en stemning og på én gang synge sangene ganske uprætentiøst – men samtidig ikke have en angst for at lægge en god, men velbalanceret, mængde effekter på netop vokalen – er styrken på Black Marble.
Idéen er – igen ifølge pressematerialet – at sort marmor er en invertering af den klassiske hvide med sorte striber; altså er Black Marble mørke med lidt lys tittende ud igennem. Og det overraskende meget mening.
Der er noget sympatisk over hele projektet og jeg køber egentlig ind i idéen om, at det er musik med vilje og noget på hjerte. Samtidig er det heller ikke overvældende numre set hver for sig. Ja, der er stunder som eksempelvis åbningsnummeret, som er ret godt.
Men som plade er vi alligevel ikke helt oppe på øverste hylde.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
