Endnu et år er ved at være gået, endnu et med et væld af gode singler, der er blevet anmeldt her på siden. Men hvilke var blandt de absolutte favoritter? Det var numre fra Syl, Omsorg, Asbjørn & Brimheim, Fenja, Simone Tang, Smag På Dig Selv, Knægt, Blazing Eternity, Sasha Adrian, Elliot, Nana Jacobi og Løsgænger.
I år klarede 45 numre cuttet mod 47 i 2023, hvilket i det store hele vist nærmest tæller som identiske tal. Og som sidste år vil jeg forsøge at koge de 44 singler ned til 12 personlige favoritter. 12 singler, som på en eller anden måde er kommet til at definere mit, og musikåret, 2024.
Engang gjorde vi ligesom mange andre musikmedier, kårede vores favorit plader og EPer, de største koncertoplevelser, eller skrev artikler i mere løs form om musikåret. Det har vi stille og roligt udfaset, som tiden blev mere knap. Og i den forbindelse faldt vores anmeldelses/lyttefrekvens (og koncertbesøg) faldt. Det gav ligesom ikke rigtig mening længere.
Jeg har dog stædigt holdt fast i, at kåre mine favoritsingler (et lidt mere neutralt ordvalg frem for “bedste), men…). Både fordi, at det er det format jeg suverænt får hørt og anmeldt mest forskelligt af, og fordi at det måske giver en form for pejling af, hvad der har været med til at definere musikåret. I hvert fald i smagsprøve form.
Genre dominans og den slags er én ting, musikmarkedet er, som altid i streamingalderen, voldsomt fragmenteret. Tiden hvor en enkelt genre lader til at sætte sig på det hele synes for evigt at være fortid. Der ER selvfølgelig visse tendenser, men helt overordnet lader det til, at mange nyere kunstnere låner fra, lader sig inspirere og blander frit som de lyster.
En tendens indenfor album og singler synes dog at være, at mange udsender 3-4 (måske flere!) singler INDEN en plade overhovedet er udkommet. Og ofte med få ugers mellemrum. Det resulterer, i hvert fald for mig, i lidt intens overeksponering med en vis træthed til følge, så jeg tit ikke rigtig er interesseret i at lytte til en plade, når den endelig lander. Man er blevet tæppebombet med singler i en måned eller to op til, og i mit tilfælde har jeg så også anmeldt flere af dem. Selvom jeg forsøger at sortere, så Repeat artiklerne ikke bliver “spammet” med den samme gruppe kunstnere indenfor kort tid.
Grunden er nok, at der skal laves en masse larm for at trænge igennem. Og at få så mange sange i rotation, og på diverse playlister, inden pladen lander. Men i stedet for at skabe mere sult, føler jeg mig stopfodret og mæt. Desuden er det langtfra alle kunstnere, som på et album har SÅ mange numre, der også egner sig som single. En single, i sin essens, skal for mig netop være enten en appetitvækker eller noget, som bare fanger – og dermed smager af mere.
Der er regler! Sådan da…
Hvad smagte så af mere for mig i år? En del! Da jeg gjorde Repeatlisten op stod jeg tilbage med 45 numre, som er blevet føjet til blandt de mange hundrede jeg har lyttet til i år. Og der var ikke umiddelbart mange, der røg fra da jeg lavede den første grovsortering. Nogle vandt ved gentagende lyt, andre havde jeg lidt glemt og blev mindet om kvaliteten igen. Andre var jeg helt sikker på skulle med, når listen skulle koges ned til 12.
Det var sgu’ ikke helt nemt, så stort skulderklap til alle, som ikke lige kom med i det endelige dusin. Jeg har valgt ud fra en subjektiv og upræcis formel, der er en herlig blanding af personlig smag, “hvad gør en god single?”, variation (jeg er dybt genre-utro) og det som man “objektivt” kunne kalde godt håndværk. Det er ikke ligefrem en eksakt videnskab, så tag det ikke for mere end det er.
Nok snak, mere musik. Nogle kunstnere har to numre på repeatlisten, kun en kommer med her. Jeg kårer en førsteplads, bare fordi, og resten er i nogenlunde vilkårlig rækkefølge. Og alligevel ikke, men sådan cirka… næsten. På en måde.
Og for første gang i hvad der føles som en evighed, er der ikke en eneste single fra Zar Paulo på listen!
Årets singler på Repeat
1a) Syl ft. Tvivler – “rose”
46 afspilninger ifølge Spotify wrapped, det er så blevet til lidt flere siden streamingtjenesten lavede sin årsopgørelse for undertegnede. Dermed toppede “rose”, som det nummer jeg har hørt flest gange i 2024.
Det lyder måske ikke af så meget, men det hører med til historien, at nummeret udkom tilbage i juni. Så SYL har kun haft et halvt års tid til at dominere mine øregange. Og det gjorde de så med denne potente perle af en metalliske hardcore punk sag. Hvor Mette Frederiksen og hendes socialdemokrater får en ordentlig en på puklen. Det kan man så mene om er fortjent eller ej, og om det gør nummeret FOR smalt.
Men, man kan også bare se det som en arrig bredside mod magthavere, som sælger ud af det principielle arvesølv og forråder idealerne. Det er ikke kun lyrisk at sangen fyrer derudaf, også musikalsk er der dømt fuld smadder og ingen nåde. Afsluttet med en forrygende gang guitar-fræs, der slår gnister og sætter ild i gaderne.
1b) Omsorg – “Echoes”
Jeg har længe diskuteret med mig selv om det skulle være “rose” eller “Echoes”, der var min favoritsingle i år. De har en del tilfælles på flere punkter. Energien, vreden, frustrationen og følelsen af afmagt. SYL er mere udfarende og aggressive i deres reaktion, mens Omsorg virker mere som om de brænder oppe indefra på “Echoes”, indtil det koger over i spredte udbrud.
Der er også noget ungdommeligt emotionelt over Omsorg, der gør at man kan genkalde følelsen af selv at være ung, frustreret og have lyst til bare at skrige det ud. Omsorg krydrer følelserne med en rigtig stærk melodi, en fængende ombygning og en lyd/produktion, der er knivskarp og lyder lige præcis som den skal, til det jeg fornemmer de sigter efter og ønsker at udtrykke.
SYL og Omsorg har også det tilfælles, at de gav to af de bedste og mest medrivende koncerter på Roskilde 2024. Måske inspireret af dette spillede de sammen på Forbrændingen i Albertslund tilbage i oktober, hvor jeg desværre var forhindret i at troppe op. Chancen er der dog igen i 2025, hvor de to bands kan opleves sammen landet rundt fra d. 14/2 til d. 22/3 i 6 forskellige byer.
Asbjørn & Brimheim – “New Moon, Same Old Me”
I en helt, helt anden boldgade, i hvert fald lyd-, stemnings-, og udtryksmæssigt finder vi Asbjørns fornemme samarbejde med Brimheim. Det er følt, sart, nøgent og meget elegant. Blå klange og nuancer pakket delikat ind i en form for blød, svævende pop med elektroniske krusninger.
Vokalerne er i centrum, hvor de får hver deres stærke vers, inden de to verdener mødes. Stemmerne matcher hinanden godt, og Brimheim viser endnu engang at hun i min optik nærmest kan synge alt, og så skal hendes stemme nok ramme og gribe mig.
Musikalsk bølger det roligt af sted, men dramaet lurer konstant lige under overfladen. Og får lov til at blusse op i storladne og højtsvævende glimt, hvor hele sangen, og jeg som lytter får vinger. Smagfuldt, smukt og storslået.
Fenja – “Mærket Af Liv”
Apropos de tre s-baserede superlativer og mere til fra ovenstående… Fenja kunne få det meste knyttet til hende og det hun leverer på det fantastisk smukke og rørende nummer “Mærket Af Liv”. En sang der handler om at gøre indtryk, efterlade et eller andet “mærke” hos et andet menneske…
Om ikke andet, så har Fenja og hendes vokal samt lyrik da lykkes med, at efterlade et mærke hos mig og mit 2024. Finten her er mådehold og dosering, hvilket Fenja er sublim til på dette nummer, hvor vokalen nemt kunne være kammet over. I stedet kan man nyde, hvor effektfuldt hun benytter stemmen, så sangen og budskabet får lov til at ånde.
Stemmen står ikke alene, men bakkes op af noget roligt pulserende minimalistisk elektronisk pop. Alt i alt en både smagfuld og virkningsfuld blanding, der med få midler skaber en alligevel næsten højtidelig og overjordisk stemning.
Simone Tang – “On The Quarrelets of Pearls”
Hvis det her var en liste over bedste sange, og ikke singler, så ville Simone Tang muligvis toppen den med denne hyldest til hendes afdøde far. Han forlod familien og giftede sig i stedet med flasken, hvilket Tang har skrevet dette smukke og rørende nummer om.
Et der hverken bliver sentimentalt, rørstrømsk eller navlepillende. I stedet får vi en fin, følt og hjerteskærende country’ish ode til farmand, hans minde og arven. Men det er ikke en ophøjet hyldest, det er faktisk en ganske barsk sag i sarte og bløde musikalske klæder. Tangs vokal og lyrik rummer alt fra smerte og savn, til skyldfølelse og kærlighed. Det er svært ikke at få en lille klump i halsen, når hun når frem til en erkendelse og nøgternt synger:
And in my heart, I know it
That you wouldn’t want me to
Feel guilty for not saving you
But sorry dad, I do
Alt fra vokal, lyrik, melodi til sangens opbygning spiller her. Og der ER noget på spil, hvor Tang blotter sig selv følelsesmæssigt og slipper fra det på en måde, hvor det ikke bliver for meget eller føles udspekuleret. Det her er perlen på et album, hvor alle numre på hver deres måde skinner, og får lov til det – giv den et lyt!
Smag På Dig Selv & Luna Ersahin – “Negirí”
And now for something completely different… dunkende beats, tyrkiske danserytmer og ravestemnig? Smag På Dig Selv og deres smittende samarbejde med dansk/kurdiske Ay Says forsanger Luna Ersahin var på en måde et gateway drug for mig i 2024.
Jeg har tidligere smagt på disse vanedannende musikalske blandingsstoffer fra netop Ay Say og et band som Tuhaf. Men uden den rave-lignende klubstemning, som Smag På Dig Selv tilfører de folkemusikalske rytmer og toner på “Negirí” var jeg nok ikke faldet for et band som tyrkiske LaLaLar. Og dermed havde jeg snydt mig selv for en af de fedeste koncerter på Roskilde, da den trio skabte feber og trancelignende tilstande på Gloria.
Smag På Dig Selv optrådte også på Roskilde, måske kiggede Luna forbi, for Ay Say var også på plakaten? Den fest gik jeg glip af. Så jeg har måttet nøjes med “Negirí”, som jeg stadig sætter på jævnligt, når jeg lige skal op i omdrejninger.
Elliot – “lou reed”
Elliot slendrede en tur på den vilde og “forkerte” side på sin skønne indie-hyldest til Lou Reed. Men det er mere end blot en homage til den afdøde gnavpot, “Walk on the Wild Side” og andre af storbypoetens numre.
Ud over de bagvedliggende budskaber, så er det først og fremmest en skide god sang! Ja, dejligt enkelt ikke? Fængende melodi, god vokal, glimrende opbygning og en fuldtræffer af et omkvæd, som jeg har svært ved at få ud af hovedet. Der er nærmest flueben i alle kasser for, hvad man kan forlange af en single.
At den så (tilsyneladende?) er røget lidt under radaren, og ikke har været et kæmpe hit på eksempelvis P6, det er mig lidt af en gåde. Jeg har i hvert fald ikke hørt den liflige og luftige indiepoprocker melodi med Elliots klare ryst i front, skridte æterens fortov af i den grad, som nummeret i min optik vitterlig fortjener.
Knægt – “Lilleskovvej”
Nu vi er ved et nummer, som kunne være blevet for meget. Der er en god portion sentimental og nostalgisk stemning i Knægts hjemstavnshymne “Lilleskovvej”, men igen kammer det ikke helt over og bliver for meget.
Samtidig er den boblende og medrivende indiepoprockende sag både universal og personlig. Mange vil kende en “Lilleskovvej”, eller er selv vokset op på en. Men Knægt smider også et par konkrete detaljer ind, så man føler man får et lille indblik hans egen fortid. Det er med til at gør sangen relaterbar og at den fremstår levende.
Og levende er også Knægts levering, sangens generelle drive og fremdrift. Den kigger tilbage, men bevæger sig hele tiden fremad. Som single virker den skræddersyet til at få et liv i radioen uden at det føles leflende eller kalkuleret.
Blazing Eternity – “One Thousand Lights”
Det melodiske metalband var 21 år om at lave en ny plade til gengæld er den den rigtig god. Højdepunktet er for mig “One Thousand Lights”, der klogeligt også blev valgt som spydspids og førstesingle fra “comeback” albummet.
Der er noget “ud mod horisonten/ud i evigheden” over sangens tone, opbygning og stemningen. Den flyder storladent fremad, mens vokalens lyder som et hæs, halv-kvalt og lettere forpint ekko et sted derude i det store lydlandskab der fremmanes. Det er fængende og fængslende, et nummer som jeg bliver ved med at vende tilbage til for lige at få den der følelse af bare af flyde eller svæve væk… ud… videre og videre…
Det er faktisk et tilfælde af, hvor et nummer lyder som hvad jeg forestiller mig bandnavnet ville lyde som. Blazing Eternity.
Sasha Adrian – “Imdb”
Sidste år var Sasha Adrian på listen med den fede rocker “Dog”, i år sniger hun sig mere af sted i skyggerne på “Imdb”. Det er dog nogle af de samme forcer, som gør sig gældende, selvom numrene i udtryk er ret forskellige. En lys vokal, der stedvis lyder bevidst “presset”, så man holder vejret lidt. Og lyrik, der er lidt tvetydig og hvis egentlige betydning ikke er helt ligetil.
I hvert fald ikke for numre, som i bund og grund er melodiske popsange, pakket ind i indierockede klæder. “Imdb” kunne handle om film. Eller film kontra virkeligheden i en eller anden form for metaleg. Der kunne også være tale om en sang om kærlighed/forhold, eller mænd? Toksiske mænd og forhold?
Der lurer en mistanke lige under overfladen hos Adrian, eller en potentiel morder om det næste gadehjørne! Indpakningen er tillokkende blød og umiddelbar, men indholdet er noget mere foruroligende og farligt.
Nana Jacobi – “Når jeg Danser Bålet”
Så skal vi drømme og danse os tilbage til midsommeren, ahhh. Nana Jacobi gav den et skud på dansk, da hun kom med sit bud på en moderne midsommervise. I hvert fald moderne i den kontekst.
Det er elegant, det svæver og føles let på tå, når Jacobi kredser og danser rundt om de varme flammer. Der er lidt valsetakt og trin over dansen og melodien, som tilføjer en let højtidelig stemning til den vise-prægede melodi. Jacobis stemme er også holdt i en lidt højstemt tone, og ligger i de højere luftlag, eller på kanten af skyggerne, der kastes fra bålet.
Løsgænger – “Kan Du Se Mig?”
Den sidste favorit jeg har valgt at inkludere her er et eksempel på noget af det, som kan definere en god single for mig. Jagten på det gode omkvæd – og det finder man hos Løsgænger.
Men det kan ikke stå alene, der skal bygges op til det. Nå ja, og så skal man naturligvis også lige kunne levere det. Her bygges der effektivt op, der er endda plads til en art pre-chorus, som i sig selv kunne have været et fint omkvæd. Men det leder over til det egentlige omkvæd, som bare sidder og rammer ligesom det skal efter den stærke opbygning.
Ellers lyder Løsgænger som et godt samsurium af mange af de genrer og stilarter, som er populære for tiden. En blanding af pop, rock og indie med en ungdommelig vokal, en snert af noget 80er og noget dansabelt.
Og det var det! Repeatlisten vender tilbage i 2025, hvor vi lægger ud med lidt hængepartier fra indbakken og forhåbentlig et par dugfriske 2025 singler. Indtil da kan man lytte til hele herligheden fra 2024 herunder.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Søren Solkær, Syl pressefoto
