Nogle tidligere Saturnus medlemmer har fundet sig en ny frontmand og dannet gruppen A Sun Traverse. Stilen, melodisk døds-doom, ligger i naturlig forlængelse af deres musikalske ophav, men genkendeligheden til trods er deres debut EP/mini-album noget af et episk ridt.
Der er højt til loftet hos A Sun Traverse og gruppen er ikke bange for hverken store armbevægelser, eller storladne melodier, selvom forsanger Michael H. Andersen gør sit til, at trække bandets lyd og udtryk i dunkel dommedagsretning med sin dybe growl og brøl.
Der er kort sagt masser af kontraster hos A Sun Traverse og de helt klassiske dueller mellem lys og mørke, varme og kulde, skønhed og grimhed. Men skulle man klandre bandet for noget, og her spiller personlig smag nok lidt ind, så måtte det faktisk godt være lidt grimmere hist og her. Det er velspillet og vellydende doom, med en slagside til den pæne og lidt polerede side.
Det kradser ikke rigtig, ligesom der ikke er så mange kanter at skære sig på, men hvordan man foretrækker sin doom er nok en smagssag. At det lyder glimrende og bandet har komplet styr på den lyd DE gerne vil spille, skal der ikke herske den mindste tvivl om.
A Sun Traverse består af 5 numre med en samlet spilletid på omkring de 25 minutter, 3 halv-lange numre og to korte, hvilket samlet set giver en udgivelse der er temmelig overskuelig at lytte sig igennem. Ikke for kort, man når at blive mæt, men ikke overmæt – det må være optimal udnyttelse af EP/mini-album formatet.
Der lægges ud med den knap 5 minutter lange “Still Shining”, hvor vi kastes direkte ind i A Sun Traverse’s univers uden de store indledende manøvrer, bare i gang med klang hvor der højt til loftet, fuld episk schwung i melodien og grum vokal. Der er noget majestætisk og højtideligt over A Sun Traverse’s udtryk, ja, lettere teatralsk, i hvert fald dramatisk, kunne man sige, men det kammer ikke over i selvhøjtidelighed fordi gruppen har styr på det de laver og finder en balance, der fungerer.
Et temmelig fedt riff sætter i lidt inde i nummeret og herfra viser A Sun Traverse temmelig overlegen stil, ikke mindst i den helt forrygende instrumentale afslutning, føj, det er fedt. “The Meadow” er et roligt, klaverbåret mellemspil på lidt over to minutter, hvor man både kan puste lidt ud og lade sig forføre af den flotte, let melankolske atmosfære.
Nummeret fører nærmeste direkte over i EP’ens epicenter og helt store opvisning, førstesinglen, den 8 1/2 minutter lange “Dance, Darkness Dance”. Fuldstændig fantastisk nummer og et helt lille værk i sig selv, smukt, storslået, tungt, melodisk bølgende og bjergtagende.
Den efterfølgende “The Autumn of Fall” når ikke helt samme svimlende højder, men mindre kan nu også gøre det i dette tilfælde. Det over 6 minutter lange nummer virker en anelse mere pågående. Skulle man sætte en finger på noget her, så er det et nummer, hvor bandet, ud over en tidlig stille passage, ikke tager de store udflugter. Det er mest “bare” en god melodi stump, der kører i cirkler.
“The Harvest” får høsten i hus, endnu et nummer i den kortere ende, der er mere stemningsættende end en egentlig sang. En fin outro for A Sun Traverse, hvor en vokal, der lyder som en forvrænget, undertrykt gispen efter luft skaber noget uhygge at gå hjem på.
A Sun Traverse har fuldstændig styr på sagerne, hvad de vil og hvordan de opnår der. Uden at det kommer til, at virke for stramt og kontrolleret.
Når EP’en rinder ud er man sulten efter mere, uden at føle sig snydt. Det betaler jeg gerne 5 stjerner for.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg A Sun Traverse på facebook
