A Horrible Death To A Horrible Man har rumsteret i undergrunden et stykke tid, men nu er de klar til at dukke op til overfladen med deres betagende mini-album, Escape Escape, som leverer nærmest hypnotiserende tung og mørk noiserock.
Post-traumatisk rock er en anden betegnelse gruppen bruger om deres rumle-rock, der, hvis man skulle sammenligne med andre nutidige navne, kunne sende tankerne i retningen af Black Book Lodge og deres bragende flotte debut, Tûndra, fra sidste år. Den lurende desperation, den trykkede stemning og det buldrende tung-rockende lydbillede er noget de har til fælles, uden at de to bands lyder ens.
Mini-albummet, der vel egentlig lige så godt kunne kaldes en EP, indeholder 5 numre. Det virker som en tilpas mængde i første omgang, men ikke fordi jeg går død i bandets traumatiserede toner. På Escape Escape’s trods alt næsten 25 minutters spilletid, lyder det som om bandet får leveret deres bedste idéer, og får stoppet i tide inden de løber tør, eller ind i gentagelser.
A Horrible Death To A Horrible Man får nu ellers presset nok af idéer ned, og prøvet en hel del af, på de 5 numre. Fællesnævneren er, at bandet bare lyder forbandet cool, umanerlig sikre og med en helt klar vision om, hvordan de skal lyde. Tungt, lidt stenet på en tilbagelænet og sej måde, og selvsikre på den der “we take shit from nobody” måde – uden at det hele kommer til at virke arrogant, eller lige lidt FOR selvsikkert.
“Drifting Through” åbner med en faretruende og ildevarslende stemning hængende i luften, med storladen musikalsk rumlen, som trak det op til uvejr med store, tunge sorte skyer på himlen. Stemningen brydes lidt, af noget der næsten lyder som nogle calypso/olietønder (eller er det lagt på med noget synth/keyboard?) et sted i den truende storm? De minder mig egentlig lidt om klange fra soundtracket til 80er klassikeren Commando, så mine mentale billeder af uvejr og tordenskyer krydres med nogle af Arnold Schwarzenegger, der imponerer en kvinde i nød, vælter en Porsche med de bare næver og smider stakkels Sully ud fra en klippe (selvom han bromized do kill him last).
De forskelligartede indtryk til trods, så er det de mørke skyer der vinder og får overtaget, ikke mindst på grund af forsangerens dunkle dommedagsvokal. Den leverer undergangsstemning som man kender det hos eksempelvis Mark Lanegan, men rummer samtidig noget af den samme blærede coolness, som musikken også gennemstrømmes af. A Horrible Death To A Horrible Man har, som samlet pakke, simpelthen sortrandet swagger – hvis man kan sige det?
På “A Sudden Violent Displeasure” rammer stormen endelig med fuld styrke, man kastes rundt af de tonstunge riffs og de vindstød af orkanstyrke musikken får pisket op. Ikke forstået som, at det går hurtigt, melodien hugger og svajer i et konstant tungt, momentvis næsten doom-lignende tempo, mens vokalen gjalder råt og kraftfuldt ud af stormens øje. Kraftedeme bare et fedt nummer.
Tempoet ryger lidt i vejret på den efterfølgende “Resurrection Creek”, melodien bliver mere bølgende, fremfor de buldrende hug der dominerede de to første numre. Stilistisk nærmer vi os noget alternativ 90’er rock, og det er stadig tungt, men ikke helt så dystert som tidligere. Især på nummerets anden halvdel, hvor et hektisk klimpende klaver løfter den alvorstunge og tyngende stemning for en stund. Mod slut skrues der op for fart og fræs, så man næsten føler sig forfulgt og jaget af sangen – bestemt effektivt, men ikke helt med den sammen hypnotiserende og dragende virkning som åbningsnumrene.
Heldigvis slår det gnister igen på den efterfølgende “There Is A Tide”, man kan næsten høre det på titlen, ikke? Forstærkeren ryger over på “episk” og en majestætisk bølge af lyd slår ind over en, inden vokalen begynder at messe løs, “I’m wasting my mind // I’m wasting my time”, lyder mantraet blandt andet. Buldrende og rumlende opbremsninger bryder stemningen kortvarigt, inden sluserne åbnes igen og man skylles væk at trykket.
Over i afslutteren “A Radient City Return Trip”, hvor musikkens repeterende rytme næsten sender undertegnede i trance. Man vugger, lukker øjnene, omsluttes, opsluges og svæver væk. Far-fucking-out, man! Men trods den umiddelbart beroligende effekt nummeret har, så domineres musikken stadig af en urovækkende grundstemning, hvor et eller andet udefinerbart ligger og ulmer og samler kræfter til at tage over. Det er lidt som et mareridt der sniger sig ind på en, ens håndflader bliver fugtige og sveden begynder af pible frem på panden, mens ens drømmestadie ændrer karakter. De mørke skyer sænker sig igen, trykket og den dirrende intensitet stiger – så er det vist på tide at vågne….
A Horrible Death To A Horrible Man emmer af potentiale, de har styr på deres virkemidler og har med Escape Escape lavet et mini-album, der netop virker som det – et lille sammenhængende værk, der ikke blot er en smagsprøve. Det er stemningsfuldt og medrivende på sin egen tilbagelænede og døsige facon, men formår stadig at kradse og bide fra sig i rigelige mængder, så man ikke falder hen og bliver for tryg ved situationen. Det syder og bobler lige under overfladen, men lidt mere vildskab i små udbrud kunne måske være noget man kunne arbejde med på et fuldlængde album. Indtil da er det her dog mere end nok til, at vi ender på 5 sortnede stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg A Horrible Death To A Horrible Man på Facebook
Læs et interview med bandet HER
