Det er sjældent man hører et så stilsikkert udtryk på en debut-EP, som The Rosie Way demonstrerer på Avalanche Affinity. Aalborgenserne styrer uden om den for nuværende bredest trafikerede rock-mainstream, og spiller med både god energi, en del originalitet og hørbar nerve, selv om der også trækkes nogle tydelige tråde til musikhistorien.
Udgivelsen af EP’en har bandet selv finansieret, men det betyder heldigvis ikke at der er sparet på produktionen. Den er nemlig rigtig nydelig og instrumenter og vokal går klart igennem, hvilket er et stort plus for et band som The Rosie Way, som bevæger sig i den del af rockspektret, hvor lyden helst skal være ren og klar og ikke beskidt og mudret. Bandet har et par år på bagen, og virker rimelig sikre på hvad de vil udtryksmæssigt, ligesom der er godt styr på sangskrivningen og sammenspillet. Det er dog selvfølgelig ikke alle 21 minutter på EP’en, der er lige fantastiske, men der er mange gode i mellem – og ikke nogen dårlige eller decideret kedelige.
Det starter rigtig godt med ‘Water From the Sun’, der har både et stærkt omkvæd, et fint break hvor vi også får godt og catchy guitarspil, og generelt en god fremdrift. Et meget stærkt nummer, der i mine ører giver lidt minder om blandt andre Jane’s Addiction (omkring Strays), og andre bands fra 90’ernes alternative, progressive amerikanske rock-scene, og et nummer som sætter forventningerne højt til resten af EP’en.
‘Burn Me Out’ lever ikke helt op til ‘Water From the Sun’, men er i sin egen ret et fint midttempo-rocknummer, som viser at ålborgenserne har styr på deres sangskrivning, her med klare ekkoer af Pearl Jam. Styr på sangskrivningen har de også på EP’ens tredje nummer, ‘Mind Agendas Order’, som igen viser et band, der kan skrue et omkvæd sammen, der sætter sig fast i øregangen (og igen ekkoer lidt af Vedder og co.). Måden guitar og vokal spiller op mod hinanden på, fungerer også helt godt. Nummeret trækker dog måske en tand længere ud, end det behøver.
På ‘Mother Nature Contrast’ er der god vekselvirkning mellem stykker, hvor en slentrende bas omhvirvles af en klagende guitar, og medrivende stykker, hvor nummeret drives frem af tyngden i rytmesektionen og nærmer sig hårdere rock- her får vi også både varieret og drevent trommespil, på et nummer, der viser at The Rosie Way også kan bevæge sig i en hårdere retning, hvis de skulle have lyst til at skrue på de knapper.
EP’ens sidste nummer er ‘Daysleeper’, hvor der bliver eksperimenteret med vokalerne, og hvor guitarerne får god plads til at udfolde sig i drømmende flader, inden nummeret og EP’en klinger ud. Tilbage står indtrykket af et ungt band, som har fundet deres form og udtryk, og formår at skrive nogle sammenhængende og velfungerende rocksange. Ind i mellem kunne man måske ønske sig lidt mere kraft og kant i tempo- og tyngdeskift, men i det store hele fungerer The Rosie Way’s tilgang til rocken ganske upåklageligt.
Vokalarbejdet byder hele vejen igennem på velfungerende brug af andenstemme, hvilket giver en ekstra dimension til lyden. Der er ingen dårlige numre på Avalanche Infinity, men ‘Water From the Sun’ skiller sig dog ud som det skarpest skårne og bedste nummer på en EP, der forhåbentlig kan føre til at The Rosie Way kan komme længere ud over rampen med deres til tider både tunge, melodiske og progressive rock – noget bandet selv kalder “melocative” rock, en sammentrækning af melodic og evocative. Det kan de sådan set have ret i, at musikken er, men bandet opfinder altså ikke nye genrer, selv om EP’en er godt skåret. Men selv om det måske ikke er decideret nyskabende, så er det også rart at høre et ungt band, der går en anden vej end bølgerne skyller i rocken lige i øjeblikket. Jeg sender 5 stjerner efter The Rosie Way og glæder mig til at høre mere fra aalborgenserne, der lyder til at være godt på vej mod at være klar til at prøve kræfter med albumformatet.
Tjek The Rosie Way ud på deres facebook-side.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
