Lørdag havde 1-Day Hardcore Showdown samlet et stærkt og spændende line-up på Beta og Amager Bio. Et line-up, der bød på både gamle rotter og unge, fremadstormende bands. Øverst på plakaten var veteranerne Sick of it All og Misfits, som leverede koncerter på vidt forskelligt niveau. Her får du en reportage fra aftenens koncerter på Amager Bio.
Dagen var startet med loppemarked og upcoming hardcore-bands på Beta, blandt andre Halshug og No Love, som vi tidligere har omtalt her på siden, inden løjerne rykkede over i Amager Bio, hvor Last Resort var første band på scenen. Da var vi endnu ikke nået frem til Amager Bio, så vi lagde ud med Broken Teeth. Et ubeskrevet blad for os, og selv om der var momentvis energi, så virkede det til at der var noget guitarlyd, der drillede bandet så meget, at de lidt mistede fokus i koncerten. Det gjorde vi også, og gik udenfor og samlede energi til resten af aftenens program.
Så gik det straks bedre for Walls of Jericho fra Detroit, med den karismatiske Candace Kucsulain i front. Med en enorm energi og fysisk tilstedeværelse piskede hun numrene fremad, og det smittede af på publikum, der også vågnede op til dåd. Der var g0dt fyldt i salen og der blev danset igennem i pitten. Med et højintenst 40 minutters sæt viste Walls of Jericho hvor skabet skulle stå, og hvem, der havde bukserne på, hele tiden drevet frem af en Kucsulain, der virkede til at have masser af både fysisk overskud til at stampe og hoppe omkring, og mentalt overskud til at snakke med publikum. Fin performance af amerikanerne.
Walls of Jericho blev på scenen afløst af danske The Psyke Project, som startede for en halvtom sal, med deres dystre, apokalyptiske hardcore-post-metal.
Indledningsvis var der som sagt godt med plads i salen, da danske The Psyke Project indtog scenen. Efter Walls of Jericho’s medrivende og sveddryppende optræden, trængte en stor del af publikum nok lige til en puster på udendørsområderne. Umiddelbart var The Psyke Project måske det tungeste navne på plakaten, faktisk lyder de på deres nyeste fremragende album Guillotine nærmest som et metalband, med spredte hardcore tendenser.
Derfor var deres koncert også en af dem, der skilte sig ud i løbet af dagen, materialet de leverede i løbet af det 40 minutter lange sæt egnede sig ikke i lige så høj grad til two-step dans og bølle-hop som resten af de optrædende. Til gengæld fik vi så en på samme tid sammenbidt og rasende udfarende performance, der ikke gik i dansebenene men derimod flåede igennem skallen på en. Omdrejningspunktet er forsanger Martin Nielskovs maniske fremtoning, manden virker simpelthen besat når han kredser foroverbøjet rundt på scenen med hættetrøjen trukket op over hovedet, så kun skægget er synligt det meste af tiden.
Vi fik de fleste af de bedste numre fra den nye plade i form af højdepunkterne “Partisan”, “The Mute” og den fænomenale “Empire”. Som koncerten skred frem blev salen også godt fyldt igen, imens The Psyke Project byggede en tiltagende intens stemning op. Den sparsomme, men særdeles effektive, belysning på scenen var med til at give det hele et skær af en dæmonisk og okkult seance, hvor det velspillende band med deres simple, men uhyre virkningsfulde midler fik skabt en knusende og rensende lydmur. Koncerten føltes mere komprimeret og knap så løssluppen som da jeg oplevede dem på Beta tidligere på året, men det forstærkede egentlig bare følelsen af det faretruende og ildevarslende i bandets massive klang.
Bandet afsluttede den korte koncert med “Good For Nothing”, men det er de nu. Altså noget værd. I forhold til sidst jeg så dem live, virker de nu endnu bedre til at forløse numrene fra Guillotine og deres knugende vanvid og frådende ondskab på en scene. Ingen tvivl om at The Psyke Project leverede dagens mest udfordrende koncert, uden at det blev utilgængeligt og fjendsk. Ondt, på den gode måde.
Veteranernes indtog
Herefter var det veteranernes tur. Først Sick of it All, som blev grundlagt midt 80’erne. Siden er der kommet en lind strøm af solide hardcore-albums fra New Yorkerne, som endda har formået at fastholde samme line-up i over 20 år – ganske uhørt for genren, hvor udskiftninger i bandbesætningen er mere reglen end undtagelsen. Med brødrene Lou og Pete Koller i front på henholdvis vokal og guitar, gik Sick of it All overbevisende til værks. Mens Pete Koller drejede rundt om sig selv i luften og styrtede frem og tilbage på scenen med sin guitar, stod Lou Koller for det kølige overblik i front, et sikkert greb om publikum og en udstråling af, at være glad for at stå på scenen. Det blev da også sagt flere gange, at bandet er glade for Danmark, som de også har gæstet hyppigt.
Foran scenen var der både en temmelig stor circle-pit, ligesom Lou Koller fik orkestreret en Wall of death mod slutningen af koncerten. Altsammen udført i god ro og orden, og hensyntagen til hinanden fra publikum, så dem der faldt straks blev hevet op igen. Man kunne dog med jævne mellemrum se folk humpe ud fra pitten, mens de tog sig til varierende kropsdele. ‘Step Down’, ‘Scratch the Surface’, Us vs. Them’, ‘Clobberin’ Time’ og ‘Machete’ var alle blandt de mange højdepunkter i det timelange sæt, som viste lige præcis hvordan en god hardcore-koncert skal skæres, med energi, præcision, hurtighed og tyngde.
Så blev det tid til aftens sidste koncert, og som det skulle vise sig, trafikuheld, som man bare ikke kunne lade være med at kigge på. Resterne af horror-punk legenderne Misfits. I løbet af aftenen var folk i Misfits t-shirts talrigt repræsenteret, men vi skulle ikke langt ind i trioens uskønne sæt inden selv de mest hardcore fans begyndte at strømme mod udgangen – eller også var folk bare ikke så store Misfits fans når det kom til stykket, og bar blot deres merch som en art mode-statement? Nuvel, jeg er selv ikke fan af gruppen overhovedet, jeg respekterer deres plads og betydning i musikhistorien og alt det der, men kender ikke mange andre sange end dem, Metallica har lavet cover versioner af.
Jeg har ingen problemer med at være ærlig på det punkt, og netop ærlighed og selverkendelse er tydeligvis noget 2013 udgaven af Misfits ikke ejer specielt meget af. Det var ikke andet end et kuriøst freak-show, og tilmed et hvor man skulle være alvorligt tonedøv eller verdensfjern for ikke at høre at det lød skrækkeligt og i lange perioder decideret pinligt. Men hvor den tidligere Misfits frontmand Glenn Danzig’s forpustede optræden på årets Copenhell bare var kedelig at overvære, så var Misfits maltraktering af bagkataloget ikke uden absurd tiltrækningskraft.
Et eller andet sted gemmer der sig nogle ganske medrivende sange og melodier i Misfits univers, med numre som “Teenager From Mars”, “Attitude”, “Ghost of Frankenstein” osv., men sangene havde aldrig en chance for at trække vejret lørdag omkring midnat, men blev i stedet kvalt af et band der lød som om de aldrig tidligere havde spillet sammen, med en Jerry Only i front der satte nye standarter for at synge falsk og direkte grimt live. Det var, indrømmet, sært fascinerende at overvære manden brumme, hakke og pruste sig igennem det time lange sæt, imens sammenspillet de tre ringvrag imellem tangerede det komiske. Det er naturligvis i punkens ånd hverken at kunne synge eller spille, men det bizart sjaksede optrin var nu alligevel cirka lige så punk som at overvære et Morfar Jam band på et tilfældigt plejehjem – vel at mærke et bestående af morfædre der aldrig tidligere havde rørt et instrument.
Publikumskontakt var der ikke meget af mellem numrene, måske havde Only alligevel så meget realitetssans tilbage, at selv han kunne se at de skræmte folk væk? De, der blev tilbage og betragtede trafikuheldet udvikle sig, kunne også nyde synet af Only og hjælper, der forsøgte at gaffa tape bassen til hans korpus da den åbenbart ikke ville være med til løjerne længere. Et optrin der trak ud, så trioen bare begyndte at spille næste nummer uden bas – så man næsten bogstaveligt talt kunne overvære band, instrumenter og sangene falde fra hinanden på scenen. Hvis det da ikke havde været tydeligt nok inden. Den affolkede sal bestod mod slutningen kun af et par rækker allerforrest, der tilsyneladende desperat eller bare herligt berusede prøvede at give oplevelsen og bandet kunstigt åndedræt og en rand af stillestående tilskuere med ansigtsudtryk der bedst kan beskrives som en blanding af måbende og grinende, med en snert af afmagt. Seriøst? Ja, den var sgu god nok, det var hvad de kunne.
Misfits historie er en lang fortælling om et kort kreativt peak, bandstridigheder, sagsanlæg og nu uheldig miskreditering af Misfits brandet, der åbenbart skal malkes for den sidste skilling. For det MÅ da være for de “nemme” penge at Only og Co. blamerer sig selv på denne måde? De kan da umuligt være så verdensfjerne at de ikke selv kan høre at den er helt gal? Eller kan de? Bassistens selvsikre gang på tværs af pladsen tidligere på aftenen tyder enten på et godt showgen eller manglende realitetssans. Det meste af tiden på scenen, virkede det som om han ikke var til stede, selv da han sidst i koncerten var ved at blive ramt i fjæset af en fadøl lod han ikke til at ænse det. Måske meget sigende. Også at øllen røg forbi – der var sgu ikke rigtig noget der ramte under den koncert. Og alligevel havde det sin egen groteske underholdningsværdi. Pragtfuldt pinagtigt!
Misfits koncerten var dog heldigvis ikke sigende for dagens program, som i form af især Walls of Jericho, The Psyke Project og Sick of it All leverede stærke hardcore koncerter for et ganske dedikeret publikum. Det kunne vi godt lide, så ros til 1-Day Hardcore Showdown for at sammensætte et overflødighedshorn til de hardcore-hungrende.
Af Kodi og Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
