Home Anmeldelser GFR Live: Anmeldelser fra Copenhell, fredag d. 14/6 – 2013

GFR Live: Anmeldelser fra Copenhell, fredag d. 14/6 – 2013

4053
0

Copenhell’s fredags program bød på alt fra et overvældende vellykket vikingetogt, til skuffende eller decideret pinlige koncerter med hovednavnene . Læs vores komprimerede anmeldelser af By The Patient, Between The Buried And Me, Amon Amarth, Cancer Bats, In Flames, Ghost og Danzig. En mere fyldig anmeldelse af Alice In Chains’ fredagskoncert HER

Vi eksperimenterer lidt med formen her, så jeg vil kaste mig ud i en relativt ukendt disciplin for mig, at skære ind til benet men alligevel tildele koncerterne vejledende stjerner. Festivalkoncertformen gør sig fint til sådan en fremgangsmåde, da de lettere forkortede sæt netop også er skåret ind til benet i forhold til enkeltstående koncerter (well, i teorien, forstår sig), man ellers kan opleve kunstnerne give rundt omkring på spillestederne. Angående billeder, så nåede vores fotograf desværre først frem lige inden Cancer Bats pga. arbejde, så vi må beklageligvis undvære fotos til de første par koncerter.

By The Patient, Pandæmonium *** (3/6)

Første navn på scenen, da jeg havde lusket mig ind på pladsen, var de danske dødsmetallere By the Patient. Mit kendskab til bandet er relativt begrænset, vi har tidligere anmeldt deres album Premonitions, men det tog en kollega sig af, så ud over lidt Spotify og YouTube op til festivalen, var de en ubekendt størrelse for mig.

Det forsætter de også muligvis med at være, for det her rev mig ærligt talt aldrig rigtig med. Bandet spillede såmænd solidt og overbevisende nok, men deres bud på klassisk dødsmetal, der er teknisk flot udført, mangler lige de der sidste medrivende numre til at det løfter sig. Der blev ellers skrålet godt igennem af den fra starten topløse forsanger, masser af rå attitude og in your face levering. Men for mig, beklageligvis, alt for hurtigt glemt igen bagefter.

Between The Buried and Me (ingen bedømmelse)

De må lide den tort, at jeg tog en puster på bakken i det fine solskin og lige samlede kræfter til rush hour på scenerne. Og her spillede vindforholdene så kraftigt ind på oplevelsen, at det ville være unfair at bedømme dem på det grundlag.

Men umiddelbart fremstod det, der ikke blæste helt ad helvede til, som et lidt rodet genre kludetæppe. Periodevis lidt som en metallisk udgave af Muse, med prog elementer og masser af stil- og temposkift. Noget der virkede mere stressende og forvirrende end sammenhængende.

Amon Amarth, Helviti ***** (5/6)

Dagens første virkeligt store trækplaster blev vikinge-metallerne Amon Amarth på festivallens største scene, Helviti. Der var godt fyldt på pladsen fra start, metalfolk spilder åbenbart ikke tiden når der er musik i luften på en fredag, så de dukker tidligt op. Stemningen blandt de fremmødte var i top fra start, og selv om genren ikke lige umiddelbart er en, jeg dyrker, så blev det svernske vikingetogt lidt af et tidligt triumftog på Copenhell.

Midt på scenen sad trommeslageren og tronede i enden af det halve vikingeskib der var bygget op på scenens midte, omgivet af virkningsfulde bagtæpper bestående af hav, med flere skibe dukkende op i horisonten. Samt et kæmpestort scene bagtæppe med et eller andet nordisk mytologi ræs – det så sgu pænt blæret ud, og satte den helt rigtige stemning for Amon Amarths medrivende optræden.

Med sangtitler som koncertåbneren “War Of The Gods”, “For Victory Or Death” og en storslået “Destroyer Of The Universe”, så har man måske ligesom en idé om hvilket univers bandet navigerer i. Frontmand Johan Hegg, der cirka brøler sig igennem materialet som man kunne forestille sig tordenguden Thor ville gøre det, fandt aldrig helt ud af om han ville tale svensk eller engelsk til tilbederne mellem numrene. Men hvor sangene og hans vokal bevæger sig indenfor halvt grumt klingende melodisk dødsmetal (med ret så poppede islæt), så fremstod han som en herligt behåret rar og snakkesagelig hygge-onkel mellem sangene.

Den plyndrende og hærgende skare hev det timelange togt lige på den rette side af de 5 stjerner, med et voldsomt stærkt afslutningsridt i form af “Death In Fire”, “Twillight Of The Thunder God” og “Guardians Of Asgaard”. Der var ganske enkelt helt forrygende vind i sejlene under de tre numre, noget der også forplantede sig til et meget begejstret publikum.

Cancer Bats, Pandæmonium
Cancer Bats, Pandæmonium

Cancer Bats, Pandæmonium **** (4/6)

Ja okay, de tyvstartede så åbenbart på den lille Pandæmonium scene i forhold til den annoncerede start kl 18.15 – det var gået min næse forbi under vikinge-løjerne på Helviti. Så starten røg beklageligvis for mit vedkommende. Der var dog tydeligvis en del der havde fået programændringen med, da der var godt proppet foran scenen. Det kan måske undre, at et trods alt ret kendt navn som Cancer Bats fik festivallens mindste scene, og ikke mellemscenen Hades, men what the hell do I know?

Jeg ved med sikkerhed, at jeg gik derfra en smule skuffet. Jeg oplevede en masse energi oppe på scenen, og et forsøg på at komme godt ud over scenekanten, men det var som om det aldrig rigtig forplantede sig i mig. Deres mere punk energisk tilgang til metallen burde være garant for lidt af en fest, men for mit vedkommende blev det aldrig rigtig andet end som at stå og være tilskuer til en fandenivoldsk abefest på scenen. Uden selv at være med. Selv ikke deres ellers herligt frådende cover version af Beastie Boys klassikeren “Sabotage” fik det for alvor til at lette for mig. Om det skyldes lidt mæthed ovenpå det bugnende festmåltid med Amon Amarth lige inden, skal jeg ikke kunne sige. Men Cancer Bats kom, baskede som gale med vingerne uden at jeg for alvor mærkede suset, eller blev bidt – nok mere min egen, end bandets skyld.

In Flames, Helviti
In Flames, Helviti

In Flames, Helviti **’ (3/6)

Svenske In Flames underpræsterede kort og godt voldsomt som et af hovednavnene fredag. Modsat deres landsmænd Amon Amarth, så var det som om at de glemte alt om første stavelse i festival, og i stedet koncentrerede sig om at spille så korrekt som muligt. Det var en koncert der aldrig på noget tidspunkt lettede og blev festlig, i stedet fremstod bandet underlig forkrampet og stive i deres levering af materialet.

En for festivalen uskarp lyd, der hvor jeg stod, hjalp heller ikke på underholdningsværdien. Og netop underholdning var det, der i høj grad var fraværende, ja, det blev faktisk med et fy-ord, røvkedeligt at overvære. Bandet er ellers kendte for, at være højt respekterede blandt kolleger, der tæller fans fra alt fra Metallica til Alice In Chains, men denne tidlige aftenstund var der nu ikke meget at være fan af. Bevares, det er svært at fucke numre som “Deliver Us” og “Take This life”, der kom mod slutningen af sættet, helt op – men leveringen virkede uden glæde og bid.

En forbandet skam, der var ellers mødt et talstærkt og feststemt publikum op, men ligesom åbningsnummeret “Sounds Of A Playground Fading”, så “fadede” stemningen ud relativt hurtigt, og In Flames fremstod noget udbrændte på den store scene. Der var sgu mere ild i Copenhell’s flammekaster nær scenen end i det her orkester. Og jeg ved de kan præsterer bedre end denne halv-slappe omgang.

 

Ghost, Hades
Ghost, Hades

Ghost, Hades ** (2/6)

Hvor In Flames underpræsterede, så udstillede Ghost bare sige selv, som det de er – et hult gimmick, hvis sidste salgsdato rammer tidligere end mange måske regner med. For mig er den allerede overskredet, og at fordærvelsen er sat ind, det blev blot gjort tydeligere af dagslyset. Da jeg overværede deres teatershow tidligere på året i Amager Bio, kunne de i nogen grad kompensere for manglen af spændende materiale med en virkningsfuld scenografi bygget op som en kirke, røg og damp og lyssætningen. På Copenhell lignede de blot en flok voksne mænd i billige plastik agtige kostumer, som i bedste Spinal Tap stil havde taget den forkerte dør og pludselig stod i afslørende dagslys.

At frontpavens vokal så tilmed fremstod umanerligt tyndbenet denne dag, gjorde bestemt ikke helhedsindtrykket bedre. Han peb sig ganske enkelt kraftløst og uskønt igennem de fleste af numrene, hvor han trods alt var bakket op af et nogenlunde habilt spillende orkester. Om man kan lide deres svensker grand prix poppede metal eller ej, det er een ting, men helt overordnet så synes jeg bare ikke bandet har særligt mange virkeligt gode numre. Slet ikke nok til at distraherer mig fra det indholdsløse teater der foregår på scenen samtidig. Og sig nu ikke, at jeg ikke forstår pointen/joken i deres meta-metal, jeg tror, jeg er helt med, jeg køber den bare ikke.

Det nye nummer “Year Zero” og hittet “Ritual” rummer dog unægtelige kvaliteter, der hiver Ghost op på to stjerner hen imod slutningen af gøglershowet. For mig er Ghost lidt beslægtede med navne som Slipknot og Rammstein, der når den første benovelse over deres ekstravagante sceneshow og indpakning har lagt sig, også kom til at fremstå noget glansløse. De har dog samlet set stadig bedre sange på repertoiret end Ghost, og kostumer og legetøj, der ikke ligner noget fra tilbudskassen i Føtex.

Danzig, Helviti
Danzig, Helviti

Danzig, Helviti (ingen bedømmelse)

Det relativt sent tilføjede hovednavn Danzig, med den aldrende muskelmand (nu lidt bodegavoms struttende) Glenn Danzig i front, havde fået æren af at lukke festivalen og den store scene fredag. Det levede de på ingen måde op til. Jo, orkesteret prøvede skam at pumpe lidt liv i Danzig’s greatest hits sæt, men jeg blev ærlig talt nervøs, da de allerede fra første sekund havde gang i store “kom nu med” opfordrende armbevægelser og gestikulationer, allerede inden hovedpersonen var på scenen. Som om de godt vidste at den var gal, og der skulle noget ekstra indsats til at aflede opmærksomheden.

For synge, det kan Glenn Danzig sateme ikke længere. Overhovedet. Han lød forpustet, stakåndet og pumpet på den helt forkerte måde fra start. Hans “sang” bestod af korte afbrudte brudstykker af en sætning, prust og slappe grynt. Egentlig virkede det så sørgeligt og unødvendigt, at jeg ikke rigtig har lyst til at bedømme det. Men den ene stjerne kan så gå til Copenhell for at booke ham i første omgang – det her burde man have vidst var en fuser af rang. Og især som sidste navn på programmet, hvor publikum bare venter på en forløsende fest.

Om ikke andet, så fungerede det da som et vink med djævle gaflen om at få benene på nakken i en helvedes fart og komme hjem og samle kræfter til en ny dag.

Læs med på gfrock.dk i morgen tirsdag, hvor vi er klar med en fyldig anmeldelse af Down, samt kortere kig på udvalgte navne som Accept, Newsted, Bornholm, Testament og Essence.

Anmeldt af Kodi

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock – se flere billeder på Facebook. Fredag, lørdag og stemningsbilleder.

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Fokus: Copenhell 2013 – generelle betragtninger fra Helvede
Next articleGFR Fokus: Northside 2013 – generelle betragtninger om festival og musik

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.