Lad det være sagt med det samme. Hvis man forventer at nyeste udspil fra Josh Homme & Co. er en Songs For The Deaf version 2, så tager man grueligt fejl. Største sammenfald er vel at Dave Grohl er tilbage bag trommerne, men ellers er bandet gået nye veje på …Like Clockwork.
Siden Songs For The Deaf ramte verden tilbage i 2002, har QOTSA udgivet 2 rigtig gedigne albums, Lullabies To Paralyze i 2005 og Era Vulgaris i 2007, og derfor kan man undre sig over hvorfor snakken om at …Like Clockwork er den nye Songs For The Deaf. Det kan jo være at netop Hr. Grohl’s tilbagekomst har fået folk til at håbe på en copy/paste af succes albummet? Heldigvis er dette ikke tilfældet.
QOTSA lyd har nemlig udviklet sig en del siden 2002, og udover de to førnævnte albums, har Josh Homme, som eneste originale tibageværende medlem, haft gang i en del projekter med andre bands, bla. med Grohl i Them Crooked Vultures, samme Grohl’s Sound City dokumentar og ikke mindst i producer rollen hos eksempelvis Arctic Monkeys. Rent personligt har der også været gang i sagerne hos den gode Joshua Homme. I 2010 opstod der komplikationer under en knæoperation, hvilket, i følge ham selv, gjorde at han døde i et par minutter. Dette resulterede, udover en gigantisk forskrækkelse, i 3 måneder i sengen. Det skulle, i følge Homme selv, være denne oplevelse, der inspirerede ham til at skrive …Like Clockwork. Om denne døds-historie er mere pr. stunt end virkelighed må man selv bedømme…
Og, …Like Clockwork er netop noget af en oplevelse. Albummet består af 10 sange, hvilket jo er meget klassisk, og faktisk også helt tilpas. Efter første gennemlytning var jeg noget skeptisk og meget overrasket, faktisk negativt. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i sangene, de mindede mig ikke rigtig om QOTSA, albummet hang ikke sammen, men mindede mig mere om et stort mix af de projekter og bands, som Homme har beskæftiget sig med gennem tiden, øv! Men efter et lille døgn fik skiven en chance mere, og hvad der var sket i det tidsrum er svært at sige, men det lød i hvert fald som et helt andet album ved 2. gennemlytning. Galskaben gav pludselig mening, heldigvis.
Hvis man ser lidt sort/hvidt på …Like Clockwork, så kan albummets to første sange bruges som vejviser til, hvordan hele albummet er skruet sammen.
Første skæring, “Keep Your Eyes Peeled”, er slæbende, dyster og, ja, nærmest deprimerende, men ikke desto mindre, en fantastisk sang der holder lytteren i et jerngreb i sit dystre univers. Lige så mørk og farlig som åbneren er, lige så munter og lys er efterfølgende sang, “I Sat By The Ocean”. Dog er det kun lydsiden der er semi happy go lucky, da Homme’s tekster gennem hele albummet er gennemsyret af døden, ulykkelig kærlighed og livets mørke sider. Det er netop teksterne der binder albummet særdeles godt sammen.
Det vil sige, at albummets musikalske spændvide er forholdsvis bred, men besidder den specielle QOTSA dna, som vel i bund og grund er Josh Homme, og vigtigst af alt, så er der en rød tråd gennem hele albummet ved hjælp af tekst universet. Og på trods af et mindre arsenal af gæstekunstnere, som blandt andre tæller Elton John, Trent Reznor, Alex Turner og føromtalte Dave Grohl (for god ordens skyld skal det nævnes at Grohl kun sidder bag trommerne på halvdelen af sangene, resten sørger den tidligere QOTSA trommeslager Joey Castillo for), så kammer det ikke over, hvilket man ellers sagtens kunne frygte.
Nu er …Like Clockwork sjovt nok, meget mere end de to første sange. Alle 10 sange er af højeste kvalitet, og sammen skaber de et fuldendt album. Man kan diskutere om det når Rated R eller Songs For The Deaf, da det ikke er lige så nemt at gå til. Det mangler måske også det umiddelbare hit som eksempelvis, “No One Knows”, der sidder i skallen asap. Nu skal det ikke lyde som om at albummet ikke gemmer på hits, det gør det skam, men de er ikke så umiddelbare, som man måske før har været vant til i QOTSA regi. De sange der kommer tættest på i min optik er “I Sat By The Ocean”, “Smooth Sailing”, “My God Is The Sun” og ikke “I Appear Missing”. Men jeg har på fornemmelsen at det sagtens kan være en smagssag, da samtlige sange har hver deres force og univers, som man som lytter bliver suget ind i.
Der findes ikke nogle deciderede svipsere, jeg kan i hvert fald ikke finde nogen, og ser man på albummet som samlet værk, synes jeg klart at …Like Clockwork vinder over samtlige QOTSA udgivelser (individuelt), der er simpelthen så mange lag og så meget kød på sangene, at de vokser, selv efter 30 gennemlytninger. Det er sgu voksenrock fra allerbedste skuffe og jeg kan kun anbefale dette album, hvis man bare er en smule til rock – det skal nok gå hen og blive en klassiker.
Så min konklusion må være at …Like Clockwork er snublende tæt på 6 stjerner, men må “nøjes” med 5 store, da albummet som sagt mangler det her instant hit, som liige ville trylle de 5 om til 6. Og der skal jo også være noget at se frem til, hvis Josh får samlet holdet til en ny omgang “robot rock”. Jeg tvivler da også stærkt på, at …Like Clockwork er det sidste vi har hørt til ørkenrockerne. It came from the desert, og lad det bare blive ved med det.
Anmeldt af Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
