Danske Roxy Jules er umiddelbart fængende og støjende rock. Desværre er betagelsen relativt kortvarig og fornemmelsen derfor en lille smule flad ovenpå mange gennemlytninger af Roxy Jules II.
Roxy Jules består af Julie Runa, allestedsnærværende Manoj Ramdas, og Sofie Kvist. I front svæver Julie Runas nydelige vokal, og musikken er bygget op omkring kontraster mellem stille passager og passager med støjende guitarer og buldrende trommer. Den formular fungerer eksemplarisk på ‘Butterflies’, der er albummets bedste nummer. “I woke up/I was screaming” er også en glimrende vokal indledning, og matcher det eksploderende univers, sangen rummer. Simpelt, men effektivt, både hvad det tekstmæssige og musikken angår.
Til gengæld bliver Roxy Jules univers en kende monotont i længden. ‘You Can Borrow My Sweater’ har sådan set nogle fængende elementer, men den rykker ikke for alvor, og begynder man at lytte til teksten, så prøver man hurtigt at glemme den igen. Den afdæmpede ‘I Left You a Note’ forbliver ligeledes uinteressant, blandt andet fordi der ikke sker så meget musikalsk og teksten oveni er temmelig banal og kedelig – “I left you a note/In a pocket in your coat/I hope you’ll understand/When you read what I wrote”.
‘Lillies of the Valley’ har til gengæld noget skurrende støj, der vækker opmærksomheden igen og selv om der her heller ikke er den store udvikling i tracket, så rummer den en fin kontrast mellem Julie Runas vokal og guitarstøjen. Bedre endnu er ‘Trouble Always Makes Noise’, der har en stærk energi i trommespillet, samt de støjende guitarer, og Runas naivistiske vokal, der her spiller rigtig godt sammen.
Så går det desværre lidt i stå igen på ‘Apple Tree’, der lider under nogle af de samme problemer (“Meet me under the apple tree/meet me under the apple tree/I’ll meet you there/with a flower in my hair”…) som ‘I Left You a Note’, dog med en lidt bedre og mere fængende melodi.
Der skrues igen op for støjen på ‘Don’t Believe the Demons’, og i de støjende passager er Roxy Jules stærkest. Det bekræfter den efterfølgende ‘Blood Makes Noise’ også, med sin tungt slæbende energi, selv om man føler at Roxy Jules begynder at gentage sig selv og spille på de samme virkemidler, vi allerede har hørt et par gange.
Albummet rinder ud med ‘Join The City & Me’, der holder interessen fanget med sin dunkle storbystemning, men heller ikke gør det store væsen af sig efter flere gennemlytninger. Og det er lidt Roxy Jules’ problem i mine ører – ‘Butterflies’ er det eneste nummer, der sætter sig fast efter flere gennemlytninger, og de afdæmpede numre er ikke stærke nok til at veje op for den manglende variation i støjformularen, og at der simpelthen mangler flere stærke numre. Desværre, for når formularen fungerer er Roxy Jules et potent bud på interessant støjrock med kvindelig vokal. Men samlet set ender albummet med at være en lidt flad fornemmelse, som ikke lykkes med at hive mere end 3 stjerner ud af mig.
Roxy Jules II er det sidste der udkommer på indie-pladeselskabet Pad & Pen, som har været gode til at spotte skæve og spændende navne. En stor tak til Pad & Pen-drengene for deres indsats for musikken hidtil skal der lyde her, sammen med en konstatering af at Roxy Jules II langt fra er den bedste udgivelse selskabet har stået for.
Anmeldt af Judas
Tjek Roxy Jules ud på deres hjemmeside.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
