Nogen har åbenbart glemt at fortælle The Hives, at deres one note joke holdt op med at være morsom i 2002?! Jamen så må jeg jo prøve! I er hverken sjove, relevante, vedkommende eller ønskede i 2012. Anmeldelse slut.
Nå, den gik ikke? ÅH. Okay…
The Hives brød for alvor igennem med udgivelsen Your New Favorit Band i 2001, en slags greatest hits opsamling, med numre fra deres to første plader Barely Legal (1997) og Veni Vidi Vicious (2000). Med de tre hitsingler “Hate To Say I Told You So”, “Main Offender” og “Supply & Demand”, og en massiv hype i ryggen, blandt andre var NME helt fremme med de store gloser, bragede de ganske charmerende svenske garagerockere ind på scenen, på det helt rigtige tidspunkt. Rock revival var stort i start nullerne, med The Strokes og The White Stripes som bannerfører for den mere retroprægede lyd, og her fandt The Hives en fin platform ved at spille klassens (tøjmæssigt) stilede klovn.
Mediehypen forsvandt dog langsomt igen, selvom de stadig hyldes som et godt liveband, men nu har NME også en fæl tendens til, at hylde nye bands helt ude af proportioner – f.eks. udnævnte de (kun en af mange i løbet af årene) australske The Vines som “de nye Nirvana”! Og dem husker i jo alle, ikke sandt? Right. Det hjalp heller ikke, at The Hives tre bedste numre, de ovennævnte, alle stammede fra samme album, og de aldrig formåede helt at ramme den tone igen. Eller dvs., tonen rammer de skam, for de har ikke andre, men for mig er det kun på de tre sange det virkede skægt og medrivende.
Store dumme powerriffs, og Howlin’ Pelle’s halvfalske og skingre brøl, er også det The Hives disker op med på deres første rigtige album siden 2007. Og man kan undre sig over, hvad pokker de har brugt de mellemliggende år på, og hvordan det kan lade sig gøre ikke at få skruet nogle bedre sange sammen med så god tid? Man mistænker dem jo for simpelthen ikke at besidde evnerne, for hvis det her er det bedste de kunne frembringe på 5 år, så burde de bare have trukket stikket, og sparet deres pladeselskab for en udgift, som jeg vil vædde med de ikke får tjent ind på pladesalget.
Lex Hives indledes med en minutlang opfordring til at “Come On!”, der lyder som et kasseret omkvæd de har smidt ind først på albummet, bare lige for at irritere mig fra begyndelsen. Howlin’ Pelle gentager “come on come on come on” hen over et fantasiløst riff, imens der tilsættes fake crowd noises, mildt sagt en enerverende måde at lægge ud på. Og netop det enerverende og fantasiløse går hånd i hånd på dette uinspirerede og uopfindsomme album. Første “rigtige” nummer er “Go Right Ahead”, der lyder som 80% af alt det materiale de nogensinde har udgivet, simpel “chuncka chuncka” melodi, råbekor og Pelle Almquist’s letgenkendelige vokal, lidt skæv og med en snert af accent, og den karakteristiske flabede levering. Alt som det plejer, bare mere tyndslidt end nogensinde.
Nu behøver man jo ikke synge rent eller smukt for at have en effektiv, eller “god”, vokal, og slet ikke i den garage power poppunk genre The Hives opererer indenfor, men det kræver, at man aner lidt tænding og nødvendighed – og her virker alle anløb til det noget anstrengte og påtagede. Som om, “jamen det er jo sådan The Hives SKAL lyde, fordi sådan er det bare”, så vi lirer bare det hele af i en selvpåført komatilstand. “1000 Answers” er et fint eksempel herpå, det er igen The Hives lige ud af den eneste landevej de synes at kende, og så skal asfalten pine og død slides op, den energi nummeret trods alt rummer virker bare triviel, når det hele lyder så uinspireret og følger en gammel skabelon.
Lidt mere bid er der i “I Want More”, der leder tankerne lidt hen på The White Stripes, med et tungt riff og en rå og upoleret lyd. Men er det retrosmart at efterligne et band der byggede meget af deres karriere på at være retro selv? Men The Hives skal da have, at der endelig kom en smule variation ind på pladen, også selvom det er lidt en blindgyde, og de er nødt til at vende deres rustne rockbus og kører tilbage af den vej de kom fra.
“Wait A Minut” smider den smule goodwill de lige havde opbygget over bord, den spektakulært kiksede intro til sangen giver mig lyst til at skære to tæer af mig selv, både for at blive afledt af smerten, men også for at have noget at proppe i ørerne. Herefter følger en melodi, hvor det lyder som om The Knack’s “My Sharona” bliver planket for gud ved hvilken gang. Howlin’ Pelle’s lidt krukkede vokalarbejde, der engang var meget charmerende på sin egen selvironiske måde, lyder nu blot sørgelig. Hvis man bliver ved med at være low brow og selvironisk, så mister det hurtigt sin effekt og virkning, og bliver bare øretæveindbydende. SMACK. NEXT.
Næste nummer er måske det på pladen jeg har mindst lyst til at slukke for, selvom trangen stadig sidder i kroppen, “Patrolling Days” er stadig lidt belastende, men nok mest fordi jeg har set mig sur på dem inden. God punk attitude og tilpas flabet fremførelse af nummeret over hele linjen, ikke specielt mindeværdigt, men hvis man leder efter et lys i mørket på Lex Hives, så er der en chance for at finde det her. Dog er den med en spilletid på 4 minutter pladens længste, og det var der ikke nogen grund til.
I det mindste udviser The Hives så meget selvindsigt/kontrol, at de begrænser skaderne fra de 12 numre til en samlet spilletid på kun 31 minutter. Det er dog rigeligt til at udstille deres begrænsede ideer og talent, “Take Back The Toys” er endnu en uptempo råbe trampe sang, der lige så godt kunne stamme fra et af deres albums fra start nullerne, Hey if it ain’t broke don’t fix it – problemet er blot at det ER broke! Ikke et decideret ringe nummer, men blot mere af nøjagtig det samme, så man sidder og tænker over, hvad man skal med sådan en sang, når man allerede har deres 3 største hits, der er skåret over samme model. Eller omvendt.
På “Without The Money” forsøger de sig så endelig med noget lidt anderledes, som afviger fra deres lille sikkerhedszone. Det lyder som om de har hørt Titus Andronicus, og tænkt, det kan vi tilsætte lidt blues tendenser og så kører det. Det gør det også.. helt af sporet! Jeg har ikke flere tæer på mine fødder, to sidder som bekendt i ørerne, resten krummede så meget, at de tilsidst faldt af da knoglerne gav op. Det er skingert, gør ondt helt ind i hjernen og lyder komplet håbløst. Godt sangen kun varer 2 minutter.
“These Spectacles Reveal The Nostalgics”, copy/paste The Hives, indsæt ny tekst.
Jeg ved godt at jeg efterlyste nye ideer fra svenskerne, men måske var det et selvmål, for de fleste nye tiltag her på pladen gør mig bare endnu mere sur på bandet. “My Time Is Coming” flirter med nye toner, Howlin’ Pelle er blevet til Drunk Crooner Pelle, før tempoet sættes op og vi er tilbage i vante rammer. Den skiller sig i det mindste ud fra mængden, men det gør den ikke til en god og vellykket sang. Måske er jeg bare for hård fordi de nærmest havde opbrugt deres kredit, inden jeg satte Lex Hives på? Men jeg udfordrer jer – sæt pladen på, og se om du ikke også har det på samme måde, inden du når frem til de 2 sidste sange.
Det afsluttende one two punch, “If I had A cent” og “Midnight Shifter”, slår cirka lige så hårdt og effektfuldt som en bokser der burde være stoppet tidligere…. som i 10 år tidligere! Det er næsten lidt synd og tragikomisk, hvis det ikke var så forbandet patetisk. Mere “Chuncka Chuncka”, big dumb riffs og skrig og skrål, uden pondus og kraft. “Midnight Shifter” er muligvis ikke uden en vis rockene og rullende charme, men det er alt alt for sent, og man er bare ligeglad og opgivende.
Er jeg for hård? Er det mig der bare er blevet kold og kynisk overfor nogle svenskere, som bare ønsker at sprede lidt sjov i gaden? Jeg synes det ikke, for Lex Hives virker som en livløs og kalkuleret karriereforlænger, drænet for oprigtig kærlighed til sit eget projekt, sjusket og dovent klasket sammen og smidt ud for at se om nogen bider på igen. 5 år har det brugt på at skrive, indspille og producerer dette uappetitlige makværk, der mest af alt lyder som om de har brækket ældre nummer op, spist dem igen og spyttet dem ud en gang til – nu med endnu mindre næring, smag og fast konsistens. Velbekomme.
Hvis man ikke stopper imens legen er god, så bliver man ham den irriterende møgunge på legepladsen der bare bliver ved og ved og VED, så kan man sidde der alene og venneløs på gyngen, når de andre har fået nok.
God gyngetur til The Hives.
The Hives optræder på Northside Festival lørdag den 16. juni, 18:45, Green Stage.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
