Home Artikler GFR Fokus: Interview med Bias + en lille bid live-reportage

GFR Fokus: Interview med Bias + en lille bid live-reportage

4276
0

Bias er et ambitiøst band. Det står klart allerede når man står med deres debut-album, Biased, i hænderne. Formatet er anderledes end normal cd-størrelse og med en tegning af kunstneren Nis Gersbøll til hver sang, er artworket også værd at dykke ned i, nøjagtig ligesom musikken. Denne aften på HeadQuarters i Aarhus skal udgivelsen markeres med en koncert, som samtidig er sat op til fordel for Ungdommens Røde Kors. Vi fik en snak med Anne Jensen og Rasmus Hamann fra Bias inden koncerten, om debuten og om at ville skubbe til rocken, og blev selvfølgelig hængende og hørte koncerten. 

Det er vigtigt at lege med musikken

Den konstellation Bias består af nu har eksisteret i 3 år og består af Anne Jensen på vokal, Rasmus Hamann på guitar, Ulrik Sølgaard-Nielsen på bas, og Kasper Najbjerg på trommer, men det har altså taget noget tid at gøre debutalbummet færdigt.

“Bias havde egentlig eksisteret længere som band med det navn, men for 3 år siden fandt vi frem til den konstellation, vi er nu, og det udtryk vi gerne vil have,” fortæller Rasmus Hamann.

“Sangene på albummet har også hele tiden været dem, vi gerne ville have med, men de har ændret sig meget undervejs,” fortsætter Anne. “Indspilningen gik egentlig ret smertefrit, fordi folk kan deres ting, og vi har kunnet indspille forud i vores studie, så alle har vidst hvad de skulle, men produktionen har taget lang tid. Vi er ikke sådan et band der har 50 numre, og så indspiller 10, vi havde de 10 numre, der er indspillet”.

“Vi har så måske til gengæld haft 1000 forskellige elementer, som så er blevet sat sammen til numre. Det er meget noget med at bygge på en idé, som en fra bandet kommer med. Vi har også nogle fejl med, blandt andet kan høre vores producer synge gennem min hollowbody guitar, og der også et par andre fejl, som vi har opdaget, men har valgt at beholde i mixet, fordi de giver noget til vores lyd,” fortsætter Rasmus. “Det er vigtigt for os at lege med musikken, om det er at spille med en kop på guitaren, eller arbejde med skæve takter og breaks, eller at Anne synger nogle toner, man normalt ikke ville høre. Det skal bare give mening, og ikke bare være en gimmick”.

I har tydeligvis også gjort meget ud af artworket på Biased – kan I fortælle lidt mere om det?

“Det kom sig egentlig af at jeg havde snakket med Nis (Gersbøll, red.) i en anden sammenhæng, hvor han havde lavet nogle billeder, som vi syntes var fede,” fortæller Rasmus. “Og så spurgte vi ham om han kunne tænke sig at lave noget til albummet”.

“Han har fattet vores univers, og vi har hele tiden vidst at vi gerne ville gøre noget ekstra ud af udgivelsen”, fortæller Anne. “Han har siddet med hovedtelefoner på og håndtegnet et billede til hver sang. Hans billeder snakkede til vores musik, og vi er ikke selv de store malere, så vi gav ham frie hænder, da vi kunne se at han havde fat i noget som vi syntes var fedt,” fortsætter Rasmus. “Så har vi valgt det her format, fordi vi gerne ville lave noget anderledes”.

Jeg har kunnet læse mig til, at I gerne vil skubbe til rocken, hvad går det ud på?

“Vi vil gerne skubbe til den måde man spiller rock på i Danmark, og vi er meget bevidste om at der ikke er nogen, der lyder ligesom os i Danmark. Man kan godt lave noget mega-fed rock, der er simpel, men vi vil gerne skubbe lidt til hvad man må,” siger Rasmus.

“Det behøver ikke være mærkeligt, men vi vil gerne udfordre lytteren. Men det handler stadig også om at skrive en god sang,” uddyber Anne. “Vi har nogle gange spillet vores sange i et akustisk set-up, og det er en meget god test af, om et nummer holder”.

Aftenens koncert er holdt i det elektriske og tunge hjørne, og der er en ekstra guitarist med på scenen. 8 numre fra Biased, startende med den hårdtslående åbner ‘Crooked Zeppelin’, den skarpt spillede ‘Jaywalker’, og en fremragende version af ‘Odyssey’, hvor Anne Jensen med lukkede øjne messer “I’m not here now, I’m not here”, så man får en fornemmelse af at hun virkelig forsøger at overbevise sig selv og publikum om, at hun ikke er her, der løfter sig yderligere fra den i øvrigt glimrende album-version. Også ‘Self-Destruct’, hvor Anne Jensen folder sit store vokale repertoire flot ud, gør indtryk. Et enkelt nyt nummer, ‘Blues Rocket’, bliver leveret med kraftfuld energi og præcision.

Anne Jensens vokal er et stærkt kort - også live
Anne Jensens vokal er et stærkt kort – også live
Foto: Alexander Forsberg

“Der går ikke lang tid inden vi laver nyt”

Tilbage til interviewet i et baglokale bag HeadQuarters:

På 3 af numrene på Biased er en anden end de nuværende band-medlemmer krediteret som tekstforfatter – hvad er historien om det?

“Det er rigtigt, 3 af numrene er skrevet i samarbejde med et tidligere band-medlem, som var rigtig dygtig til at skrive melodier og sange. Der er selvfølgelig sket meget med sangene i indspilningerne, men han er selvfølgelig også blevet krediteret for dem. Men vi er bestemt åbne overfor at spille numre, som andre har været inde over og bidraget til, og det er også noget vi overvejer til næste album,” siger Rasmus.

I har også allerede indspillet et par numre af andre bands, hvis jeg ikke husker galt?

“Ja, det er rigtigt, vi indspillede et nummer af Drone, som jeg har spillet nogle koncerter med. Det er et nummer, de ikke selv spiller live, men som jeg forelskede mig ret meget i,” fortæller Rasmus. “Vi kan godt lide at trække på andres musik som inspirationskilder, og det kan godt være der sniger sig et cover-nummer med på den næste skive. Det er spændende at se hvad vi kan gøre ved andres numre. Vi er åbne for at samarbejde med andre omkring sangskrivningen, og vi havde også overvejet at have en gæstesanger med på Biased, men det endte med ikke at blive til noget”.

Bias 3
Foto: Alexander Forsberg

Hvordan ser det ud med planer for et nyt album? Varer det 3 år inden der kommer noget nyt?

“Der går ikke lang tid inden vi laver noget nyt, der er rigtig godt gang i sangskrivningen,” siger Rasmus. “Joo,” bryder Anne ind, “men det kan jo godt tage lang tid alligevel”.

“Jeg vil godt love at der et nyt album inden halvandet år. Det kan også være at vi laver en EP, i forhold til branchen er det meget godt at holde gryden i kog,” fortsætter Rasmus ufortrødent. “Vi spiller jo det nye nummer i aften, og så er vi i gang med at arbejde på flere numre, der får et mere simpelt og mere blueset udtryk”.

“Vi har fundet ud af at det er sjovt at have en fest på scenen,” supplerer Anne. “Det er der nogle numre, der egner sig bedre til end andre og det er vi blevet mere bevidste om”.

Hvad med jeres navn, og titlen på albummet, hvad skal man lægge i ordet Bias?

“Det handler om at udtrykke noget ekspressivt og subjektivt – man er altid subjektiv, altid biased, det kan man ikke undgå at være. Man skal selv fortolke vores musik – der er ikke nogen objektiv sandhed, vi vil lægge ned over den,” forklarer Anne.

På scenen afslutter Bias koncerten med den tungt riffende ‘When The Sun Burns’ og til sidst ‘Tell Me (What Am I)’, der også lukker albummet. I live-versionen er det som om nummeret åbner sig op og vokser i intensitet med Anne Jensens gentagelse af linien “What am I supposed to do?” med mere og mere maveknugende smerte i vokalen op imod afslutningen. Et flot punktum for en aften, hvor Bias viste at der er mange brikker at bygge videre på. Man kan allerede roligt begynde at glæde sig til at høre mere fra aarhusianerne.

Skrevet af Judas

Et lille PS: Aftenens opvarmningsband, Captain Casanova, fortjener nemlig en anbefaling for deres fandenivoldsk velspillede og skævt charmerende ballademager-rock. Tjek deres nye single HER og tjek dem ud live.

 Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

 

Previous articleI’ll Be Damned – Your Only Home – 24/5 – 2013
Next articleMegadeth – Symphony Of Destruction – 25/5 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.