Rent undtagelsesvis vil jeg indlede en anmeldelse med at kopiere hele pressemeddelelsen ind, da jeg overhovedet ikke er enig i hvad de beskriver, og hvad der høres på udgivelsen. Det kan skyldes at jeg ganske enkelt ikke FORSTÅR Acid Twin, og bedømmer dem mod bedre vidende, eller også er det falsk varebetegnelse.
“Acid Twin befinder sig et sted svævende i dybet mellem noise-pop og psych-gaze, man taber næsten pusten i desperationen og mørket, men samtidig er bandets udtryk så umiddelbart kompromisløst og intenst tilstedeværende, at det har en nærmest hypnotisk euforiserende virkning. Det her er Barbed Wire Kisses without the kisses, helt inde under huden hvor smerten og dens lindring er ligeværdige og uadskillelige. Acid Twin er en direkte dopamin injektion, der medfører og afkræver absolut tilstedeværelse i nuet og i mørket – og som gør det svævende og vidunderligt”.
Se, det kunne faktisk godt være sandt, men det er overhovedet ikke det indtryk jeg sidder tilbage med efter at have lyttet denne EP igennem utallige gange. De mange gennemlytninger skyldes, at jeg tænkte “måske vokser det på mig og jeg får en åbenbaring?”. Men nej, det har været skønne spildte kræfter, de har fået en ærlig chance, men denne nye udgivelse fra det århusianske selskab Raum Eins, er for mig komplet ligegyldig og overflødig.
Vi befinder os som nævnt i et støjende “gazer” univers, hvor virkemidlerne er så klassiske og velkendte, at atmosfæren kommer til at virke alt for søgt, og de i citatet nævnte tilstræbte effekter fuldstændig udebliver. Er det fordi det er stor og svært tilgængelig kunst? Det kan da ikke udelukkes, og at det bare ryger hen over hovedet på mig, men det ændrer ikke på den følelse af ligegyldighed og afmagt overfor udgivelsen, som jeg efterlades med.
Der åbnes med en stille og simpel instrumental intro, intet galt med det, selvom det virker lidt unødvendigt, når man nu kun har 4 numre i alt på EP’en. Den er sikkert taget med for at give det et skær af “samlet værk”, men når værket har længden af en pixiebog i stedet for en roman, så virker det lidt unødvendigt. Vi forsætter over i det første reelle nummer, titelsangen “Contraband”, eller nummer og nummer – det er mere en mudret lydcollage end en egentlig “sang”. Støjende guitarflader og en vokal der ligger så lavt i det grumsede mix, at det lyder som om vokalisten står i modsatte ende af en stor, tom lagerhal. Det kunne som end være udmærket, hvis det på en eller anden måde var virkningsfuldt eksekveret og havde noget at byde på. Desværre lyder det i stedet for bare uinteressant, der sker absolut intet spændende i sangen og den er blot til stede som baggrundsstøj. Så er det næsten mere spændende at have naboens plæneklipper kørende et sted i baggrunden…
De første mange gange var jeg forundret over denne næsten ikke-eksisterende musikalske indledning, nu er der bare apati tilbage. Heldigvis sker der lidt mere i den efterfølgende “A Way To Say Goodbye”, der har noget der minder om melodi og sangstruktur. Beklageligvis er virkemidlerne og klangen hørt så mange gange før, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvad verden skal med endnu en noise-rocker af denne art. Vokalen ligger stadig og brummer et sted langt væk, imens guitarens skæren er trukket længere frem – det lyder bare som støjrockens klangflade ABC og man trækker på skulderen.
Contraband afsluttes med “Frustrations”, en mere svævende og luftig sag, det er tydeligt at Acid Twin virkelig forsøger at skabe stor og omklamrende atmosfære i musikken, men missionen fejler bare fuldstændig i mine ører. Jeg aner simpelthen ikke hvad verden, og jeg som lytter, skal bruge det her til? Det kunne jo i princippet have været interessant, på en udfordrende og krævende måde, men jeg bliver ærgerligt nok bare opgivende.
Nu skal det ikke lyde som om, at det er forkert ikke at lave musik efter almindelige opbygninger og “regler”, man må hjertens gerne bryde med strukturerne og skabe “lydkunst”. Det her falder bare helt igennem for mig, og lyder ikke rigtig som nogen af delene. Det lykkes endda ikke engang for Acid Twin at sætte sig mellem de to stole, det lander på bagdelen et sted længere borte. Om ikke andet, så er Contraband da en lille samling numre der falder udenfor kategori, desværre på en måde der gør at jeg hverken opfatter det som “kunst” eller “sange”.
Jeg savner en forklaring, bare et eller andet sted i musikken, på hvad jeg som lytter skal med det her. Endvidere er jeg forbløffet over at det har fundet vej til et pladeselskab, det er naturligvis cool at der er plads til den slags, men der må være uanede mængder af musik derude som Raum Eins kunne have valgt at udgive i stedet for?
Den ene stjerne gives for forsøget, men et spektakulært fejlskud havde været mere ønskeligt end det her, der bare forbliver helt igennem overflødigt i mine ører.
Skrevet af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
