Spot-aktuelle Maskinvåd er klar med en ny single, ‘Uden Tøj På’, og en tilhørende splinterny video, som vi har fået lov til at breake her på GFRock.
Det dansk-sprogede pop/rockband udgav i oktober debutalbummet Giftige Slanger, som blev vel modtaget hos anmelderne. Senest har Maskinvåd været opvarmning for Jacob Bellens på hans solo-tour, hvor undertegnede fik øjnene op for dem på Radar for et par uger siden.
Maskinvåd består af sangskriverparret Mathias W. Kjeldsen og Peter Skibsted, der udgør kernen i bandet, og en udvidet besætning på i alt 6 mand på albummet – Maskinvåd kan også opleves i fuldkommen udgave på dette års Spot Festival, hvor de spiller på fredag kl. 23 på HeadQuarters.
Videoen til ‘Uden Tøj På’ er produceret i samarbejde med videokunstner Meise Fabricius fra Malmö Kunstakademi og danserinden Alina Fejzo fra danseinstituttet Codarts i Rotterdam. Videoen er skudt dels i København, dels i Rotterdam, og de to storbyer udgør baggrunden, som står godt til sangens lyrik om menneskers brug af masker i et samfund, der fokuserer på overfladen. Hvordan sammenstødet mellem videokunstner og danserinde, og Maskinvåds musik og lyrik, tager sig ud, kan du være blandt de første til at se lige her:
Skrevet af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!