Folk-rock bandet White Ocean blev dannet tilbage i 2009, af norske Christer Nagell og danske Jesper Dyhrberg. I 2011 støder Jesper Jung til duo’en, og sammen udgiver de EP’en To River and out to Sea. Efter et år med koncerter i København, beslutter bandet sig for, at det er tid til at debuten skal indspilles, og 1. februar udgiver bandet Woods. Umiddelbart efter release, slutter tyske Miriam Arndts sig til bandet.
Så har vi historien på plads, så lad os komme til det, det hele drejer sig om – the music. Woods består af 12 skæringer, som stort set alle er relativt simpelt opbygget, med fokus på guitar, og ikke mindst, Christer Nagells vokal, i den absolutte hovedrolle. Herudover finder man Jesper Dyhrberg på trommer og Jesper Jung på lead-guitar.
Sangene på Woods handler generelt om emner som død, liv og kærlighed, garneret med skæve og bizarre skæbner, stærkt inspireret af forsangerens norske hjemstavn. Som tydelig inspirationskilde kan man skrive Nick Cave øverst på listen, og der er da også en enkelt afstikker, der lugter lidt af Johnny Cash. Men især Nick Cave skinner igennem, da størstedelen er ren storytelling, og især den dystre og melankolske skyggeside, læner sig meget op af den gode Hr. Cave.
På albummets første halvdel lyser det tydeligt igennem, at bandet startede med kun to medlemmer, da de fleste af albummets 6 første sange, er baseret på guitar og vokal. Ja, der er da andre instrumenter, men de har ikke en stor rolle i lydbilledet. Desværre har sangene en tendens til at lyde meget ens, da de minder om hinanden i opbygning, guitaren er “same same but different”, det bliver lidt trivielt i længden, og vokalen er dominerende. Og lige præcis vokalen viser til tider svaghedstegn, i hvert fald i min optik.
Da vokalen fylder så meget i sangene som den gør, er det vigtigt, at den kan bære udfordringen, og det kan den kun til dels. Desværre viser den svaghedstegn, når der rent faktisk skal synges, og ikke fortælles, og der er toner, der skal rammes. Man ønsker som lytter, at vokalen ubesværet rammer dem spot on, det sker da også ind i mellem, men ofte er den en anelse off, og det er en skam, da det flytter fokus fra en ellers helt ok oplevelse, til en knap så god én af slagsen.
Men efter de 5 første sange, kommer der lidt mere gang i sagerne, bogstavelig talt. Vokalen bliver holdt nede og kontrolleret bedre, og sangene stiger i niveau. Dog er der et enkelt flashback i “White Ocean”, der slutter sig til de 5 første skæringer. Men især sange som “Lighthouse”, “Mildred”, “Woods” og specielt “Jimmy Jackson’s Bar”, sparker liv i et efter de første numre næsten dødt album.
Det er som om at bandet har bygget albummet op efter bandets historik, for der er meget stor forskel på albummets første skæring, hvor guitar og vokal som sagt er i fokus, til sidste nummer, hvor der er fuld smæk på, og alle i bandet bidrager på lige fod. Om det er bevidst at albummet udvikler sig på denne måde, skal jeg ikke kunne sige, men det er lidt tankevækkende.
Alt i alt, er White Ocean og Woods et fint bekendtskab, selv om jeg desværre ikke blev helt gode venner med Christer Nagell’s specielle vokal, end ikke efter over 20 gennem-lytninger. Så det er ikke fordi den ikke har fået en chance. Der skal selvfølgelig være plads til stille, melankolske og dystre sange, men det er helt klart, når hele bandet bidrager, og larmer lidt, at White Ocean er bedst.
Anmeldt af Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
