BSE er betegnelsen for kogalskab, men også for det danske band, Business Stress Express, der består af Thomas Valter (kontrabas/vokal), Bo Møller (guitar) og Søren Pedersen (trommer), og spiller dansksproget new nordic rockabilly.
At de har opkaldt sig, i hvert fald forkortelsesmæssigt, efter netop kogalskab er ikke en tilfældighed, da bandet, i følge dem selv, er indbegrebet af galskab og absurditet blandet med energi og fart over feltet. Herudover har bandet en stålfast mission om at gøre oprør mod den udvikling, som popkulturen har trukket rockmusikken i.
BSE’s tekstunivers er lidt for sig, men helt klart det der er i centrum på stort set alle sange. Og det er ikke ulykkelig kærlighed, politiske holdninger eller andre “tunge” emner teksterne omhandler. Der er primært fokus på tøser, druk og provinsen, dog med et par afstikkere der omhandler en cirkusdirektør, en lille sviner til Hej Matematik og et par seriøse af slagsen, mellem al drengerøvs rabalderet. Teksterne er generelt velskrevede, finurlige og med små tvists.
Så med ovenstående i baghovedet, røg skiven på, for der måtte da være dømt fart over feltet og fest i lange baner, og det er der tildels. Der er godt gang i løjerne på de første 3 sange, men så er det som om der liige går nok fortæller i den, og i takt med at de første 3 sange skrider frem, ja så falder energien og intensiteten også. Så jeg må ærligt indrømme, at fra og med skæring fire, “Farlige Piger”, så blev musikken lidt svær at lytte til.
Men først lidt om de første tre sange. Albummet sparkes i gang af “En Vej Frem”, der sjovt nok, er lige ud ad landevejen, og stilen bliver lagt. Et godt nummer med masser af energi, med en opfordring til at leve livet fuldt ud. Titelnummeret “Prinsen Af Provinsen” kører ligeledes frisk ud over stepperne, og der lægges ikke skjul på at have en ironisk distance til Hej Matematik og deres nummer “Party i provinsen”. Et nummer med sjove referencer og en mere jazzet udtryk.
“Sent Hjem Fra Job” er godt bluset, guitaren har en hovedrolle, og omkvædet fungerer, så man kommer nemt til at rocke lidt med, et fint nummer, der ikke gør nogen fortræd. Men, men, men, så rammer vi skæring fire, og de “Farlige Piger”. Sangen handler om piger der går i byen for at score – drinks, fra mænd – i provinsen! Tja, jeg er måske bare for gammel… “Historien Om En Dreng”, som minder om Kashmir’s “The Story of Jamie Fame Flame”, bare omskrevet en anelse. På “Skål” faldt kæden helt af, da det mest lyder som et nummer, gode gamle Stewart Stardust, kunne have kreeret, og fremført.
“Sexistisk Cirkus” står jeg helt af på. Ja, det er en sjov historie, om den kvindelige cirkusdirektør, der er knap så rar, ved sine mandlige ansatte, men cirkus-temaet er slet ikke til at kapere. “Groupie”, tja, Jet og deres “Are You Gonna Be My Girl” har ikke eksisteret forgæves. Om det er en hyldest til det australske band, en sjov omskrivning eller bare lidt tyveri, skal jeg ikke kunne sige, men det virker ikke i min verden. Jo jo, det er da en helt fin sang, igen en finurlig tekst, men det er bare uoriginalt, at lade sig inspirere i den grad.
Et firkløver, der gerne måtte have været udeladt på albummet. Heldigvis er BSE tilbage på rette spor med “Slap Af”, som lugter lidt af Kaizers Orchestra for fuld udblæsning, og teksten er mere ligetil, og knap så fortællende. Befriende. På “En Skippers Skræk” kommer vi sprut-verden rundt, en spøjs bette sejler sang. “Mission Fuldført” handler allermest om Jeltzin vodka, lidt Bond og unge danskers drukvaner. Videre! Heldigvis kommer vi tilbage på sporet med “Små Problemer”, der er en løftet pegefinger om, ja gæt engang, om ikke at bitche over de små problemer, som vi danskere er verdensmestre i.
“Sort Som Kul”, “Sommer I Danmark” og “Sex, Bugs og Rock ‘n’ Roll” bringer os tilbage på den her, lidt for fortællende sti. Ja, det er igen nogle meget fine historier, men de gør ikke det store for mig, jeg bliver allerhøjst lidt irriteret. Sidste sang er det selvbetitlede “Business Stress Express”. Her er vi igen i den mere seriøse afdeling, og det er rart. Igen lugter det lidt af Kaizers Orchestra på lydsiden. Et fint nummer der har noget relevans, og ikke bare er sjov og ballade fordi man kan.
Det er helt klart når BSE giver den mest gas og indholdet har et skær af seriøsitet, at sangene fungerer bedst. Mange af sangene bliver for meget, for fortællende, hvilket gør, at det bliver meget teatralsk, sådan lidt teater-koncert-agtigt. Om det så er fordi jeg er en gammel mand, der ikke fatter hvad der sker, tja, det kan godt ske. I min optik kunne man gøre albummet noget stærkere, ved at cutte 5-6 (ud af de i alt 16) sange fra, jeg behøver vist ikke uddybe hvilke.
Dog kunne jeg forestille mig, at BSE gør sig klart bedst live, og som de selv skriver, så har de, jeg citerer, “allerede haft stor succes med deres gymnasie‐turné, hvor bandets new nordic rockabilly har overvundet festglade gymnasie‐elever i hobetal med deres energiske liveshow”.
Som sagt, er der højdepunkter på “Prinsen Af Provinsen”, eller, der er i hvert fald en god håndfuld sange der siger mig noget mere end andre, og bandet spiller sikkert og overbevisende. Men som lytter føler jeg ikke, at der er en klar rød tråd i materialet, og det forstyrrer mere end godt er. Om BSE’s mission om at gøre oprør mod den udvikling, som popkulturen har trukket rockmusikken i, lykkes, vil jeg ikke vurdere, men én ting er jeg sikker på, de skal nok få skabt en fest, hvor end de giver den gas live.
Anmeldt af Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
Hej Thomas Bjerregaard Bonde.
Tak for anmeldelsen. Jeg vil gerne give dig muligheden for at opleve Business Stress Express live og inviterer dig hermed til vores releasekoncert på “Off the record” torsdag den 18. april, altså torsdag i næste uge.
Lad anmelderen blive hjemme og tag et par venner med i stedet. På den måde får vi det mest hyggeligt.
Jeg synes det er dejligt at høre at du rent faktisk har lyttet og taget stilling til musikken. Om du er for gammel eller vi er for absurde, vil jeg slet ikke begynde at tage stilling til.
At du er mest til den seriøse del af vores univers og ikke er så begejstret for den fortællende stil og skålesange er jo bare synd.
Når du vælger at negligere musikken, spillestilen og hele det unikke element i vores rockabilly-genre i en sætning og udelukkende fokusere på teksterne, må det være fordi du ikke formår at værdsætte alle de detaljer som musikere ligger i musikken. Det synes jeg er synd og skam, når nu det er en musikanmeldelse vi begge er interesseret i.
Når jeg skriver tekster, gør jeg det ud fra 2 dogmer:
– Ingen navlepillende, indadvendte sange.
– Ingen sange om kærlighed.
Det gør jeg fordi jeg ikke gider høre mere på det og fordi det bliver for overfladisk og tomt. Ja, jeg synes Jamie Fame Flame’s lyrik er tusind gange federe end dig-og-mig, du-og-jeg eller hjerte-smerte rim.
“Groupie” er undtagelsen. Det er kærlighedssangen der fik lov til at komme med. Den er skrevet til en groupie, hvis yndlingssang var “Are you gonna be my girl”. Det er muligvis uoriginalt at stjæle, men det er jo netop derfor alt andet er som det er..
I øvrigt hørte jeg forkert og troede der blev sunget “Big brown boobs” og ikke “Big brown boots”, hvilket er den direkte årsag til min sætning “Flot frontparti og en røv jeg ka’ li'”..
Selvhøjtidelig har vi ikke så meget af, men glimt i øjet og selvironi kan vi klare..
Når du nogle gange nævner Kaizers, må jeg sige at du ikke kigger dybt nok efter. Stikker du dybere i den vestjyske muld, ville du opleve at Tom Waits er manden bag inspirationen og den fortællende stil. At du giver op overfor “Sexistisk Cirkus” eller “Skål” er helt fint, men jeg gætter på at du jo nok heller ikke er typen der flipper over Tom Waits’ “The piano has been drinking” eller “Christmas card from a hooker in Minneapolis”. Det er helt fair, men sådan er vi jo så forskellige…
Til sidst vil jeg sige at vores mission er at gøre oprør mod den retning rockmusikken bliver trukket i og ikke som du skriver, og jeg citerer “ændre dans rockmusiks undergang”…
Se det er i sandhed nemt at pege fingre af stavefejl, når jeg i starten af min kommentar har rost dig for at lytte pladen igennem.. 😉
Jeg håber at se dig og et par kammerater til fest og releasekoncert på “Off the record” på torsdag.
De venligste og bedstmente hilsener fra
Thomas Valter &
Business Stress Express
Hej igen.
Min kommentar dukker ikke op..
Hej Thomas Bjerregaard Bonde.
Tak for anmeldelsen. Jeg vil gerne give dig muligheden for at opleve Business Stress Express live og inviterer dig hermed til vores releasekoncert på “Off the record” torsdag den 18. april, altså torsdag i næste uge.
Lad anmelderen blive hjemme og tag et par venner med i stedet. På den måde får vi det mest hyggeligt.
Jeg synes det er dejligt at høre at du rent faktisk har lyttet og taget stilling til musikken. Om du er for gammel eller vi er for absurde, vil jeg slet ikke begynde at tage stilling til.
At du er mest til den seriøse del af vores univers og ikke er så begejstret for den fortællende stil og skålesange er jo bare synd.
Når du vælger at negligere musikken, spillestilen og hele det unikke element i vores rockabilly-genre i en sætning og udelukkende fokusere på teksterne, må det være fordi du ikke formår at værdsætte alle de detaljer som musikere ligger i musikken. Det synes jeg er synd og skam, når nu det er en musikanmeldelse vi begge er interesseret i.
Når jeg skriver tekster, gør jeg det ud fra 2 dogmer:
– Ingen navlepillende, indadvendte sange.
– Ingen sange om kærlighed.
Det gør jeg fordi jeg ikke gider høre mere på det og fordi det bliver for overfladisk og tomt. Ja, jeg synes Jamie Fame Flame’s lyrik er tusind gange federe end dig-og-mig, du-og-jeg eller hjerte-smerte rim.
“Groupie” er undtagelsen. Det er kærlighedssangen der fik lov til at komme med. Den er skrevet til en groupie, hvis yndlingssang var “Are you gonna be my girl”. Det er muligvis uoriginalt at stjæle, men det er jo netop derfor alt andet er som det er..
I øvrigt hørte jeg forkert og troede der blev sunget “Big brown boobs” og ikke “Big brown boots”, hvilket er den direkte årsag til min sætning “Flot frontparti og en røv jeg ka’ li'”..
Selvhøjtidelig har vi ikke så meget af, men glimt i øjet og selvironi kan vi klare..
Når du nogle gange nævner Kaizers, må jeg sige at du ikke kigger dybt nok efter. Stikker du dybere i den vestjyske muld, ville du opleve at Tom Waits er manden bag inspirationen og den fortællende stil. At du giver op overfor “Sexistisk Cirkus” eller “Skål” er helt fint, men jeg gætter på at du jo nok heller ikke er typen der flipper over Tom Waits’ “The piano has been drinking” eller “Christmas card from a hooker in Minneapolis”. Det er helt fair, men sådan er vi jo så forskellige…
Til sidst vil jeg sige at vores mission er at gøre oprør mod den retning rockmusikken bliver trukket i og ikke som du skriver, og jeg citerer “ændre dans rockmusiks undergang”…
Se det er i sandhed nemt at pege fingre af stavefejl, når jeg i starten af min kommentar har rost dig for at lytte pladen igennem.. 😉
Jeg håber at se dig og et par kammerater til fest og releasekoncert på “Off the record” på torsdag.
De venligste og bedstmente hilsener fra
Thomas Valter &
Business Stress Express
Hvordan kan det være at kommentarer ikke dukker op..?
Det skulle de gerne NU, og dobbelt op, bare lige så du kan se at vi intet censurerer;) Til alm. info, til de der måtte læse med, der kan gå lidt tid inden jeres kommentarer dukker op. Vi, GFR folkene, skal godkende hver enkelt kommentar manuelt, for at undgå spam – men vi censurerer ikke indlæg, og alt bliver godkendt lige så snart vi opdager at der er skrevet noget!
Og så vil jeg ellers lade anmelderen, Bonde, tage over, og snige mig ud af bagdøren med et “tak for din lange tilbagemelding, holdninger og ikke mindst gode tone”:)
Hej Thomas Valter
Mange tak for din kommentar, og som Kodi nævner, for at holde en god tone. Og tak for invitationen, den ville jeg gerne gøre brug af, men jeg bor i København, så jeg må fange jer når i kigger forbi Sjælland.
Jeg vil lige slå en ting fast, jeg negligerer absolut ikke selve musikken, spillestilen og hele det unikke element i rockabilly-genren. Jeg vil give dig ret i, at jeg evt. godt kunne have omtalt selve musikken noget mere, men jeg faldt umiddelbart over jeres ret så vilde og unikke tekstunivers, og fokuserede en del på den. Samtidig er jeg jo begejstret for en hel del af jeres sange, og dermed også musikken, detaljerne og hvad der ellers hører med, så forstår ikke helt den kommentar. Nu er jeg, som du gættede, ikke den store Tom Waits fan, en fejl, tja, men det kan jo komme. Så når jeg skriver Kaizers, så er det netop det jeg blev mindet om i øjeblikket, så derfor den reference.
Sidst men ikke mindst, så beklager jeg fejlen ang. jeres mission, den får jeg rettet asap. Igen, tak for responsen, invitationen og god musik, ser frem til at høre galskaben live! God weekend.
Mange hilsner
Thomas