“Sometimes the riff is just so fucking good, that you just want to hear it over, and over, and over again. Sometimes for 52 minutes.”
Således opsummeres stenerrock af en af de medvirkende i dokumentaren Such Hawks Such Hounds, med undertitlen ‘Scenes from the American hard rock underground’.
Citatet omhandler det temmelig storladne (og, som det fremgår, langvarige) nummer “Dopesmoker” af Sleep. Men samtidig indkredser det ganske rammende, hvad stener- og ørkenrock mest af alt går ud på. Hård rock, men med gentagende, langsomt udviklende og næsten dronende riffs og melodier. Tag de tungeste, mest kværnende og lav-tempo sekvenser fra Black Sabbaths Paranoid, træk dem ud til adskillige minutter og leg med produktionen, så har du en ganske fin formel for stenerrock, hvilket er skrevet i bedste mening.
Historien om Sleep og “Dopesmoker” er historien om en musikgenre, pladeindustrien kun i ringe omfang har taget til sig, og hvis udøvere heller ikke gør sig de store anstrengelser for at udbrede. Med undtagelse af eksempelvis doommetallerne Neurosis, der er temmelig aktive på sociale medier, er tung stenerrock ikke ligefrem kendetegnet ved aktivt markedsføringsarbejde.
I Such Hawks Such Hounds berettes, hvordan stenerrocken opstod i området mellem Los Angeles, San Diego og Californiens Palm Desert-region. Parallelt med fremkomsten af grunge omkring Seattle, opstod her bands som Kyuss og førnævnte Sleep. Miljøet med langt til klubber og kun private fester i ørkenen fostrede en kultur, hvor venner besøgte venner og opsatte halvt improviserede koncerter. Og ligesom ved Seattlescenen er nye bands opstået fra asken af gamle – med delte musikere på kryds og tværs. Matt Pike fra Sleep grundlagde senere High on Fire, mens Josh Homme og Nick Oliveri fra Kyuss dannede Queens of the Stone Age (i særklasse den mest succesfulde ørkenrockgruppe og den eneste, der for alvor har opnået mainstream opmærksomhed). I Kyuss blev Oliveri i øvrigt erstattet på bass af Scott Reeder, der tidligere spillede i Obsessed – og sådan kan man fortsætte med at trække tråde.
Gennem interviews med centrale såvel som mere perifære personer omkring stenerrocken, samt gamle koncertoptagelser, forsøger Such Hawks Such Hounds at formidle, hvad stenerrock er for en størrelse. Det er egentlig ganske ligefremt og formularisk, men har man ikke et svagt punkt for genren i forvejen, vil man næppe blive forelsket ved at se filmen. Dertil er den for indforstået, ligesom for mange pointer, der kunne have hjulpet uindviede, aldrig bliver udfoldet helt.
Such Hawks Such Hounds er lavet af entusiaster til entusiaster. Så hvis du er til fals for doommetal, stener- eller ørkenrock bør du endelig hoppe med på den bongsugende karavane gennem det hellige land, som Sleep og åndsfællerne inviterer på. Så kan det tilgives, at filmen nærmest ikke nævner Neurosis og formår at være helt tavs om Isis.
GFRock så filmen på Det danske Filminstituts musikfilmfestival i Cinemateket.
Anmeldt af Lanzky
