At man vælger at indspille sit debut album live, vidner om et band med et kæmpe overskud og ikke mindst mod, da det kræver et enormt sammenspillet band, og et utal af koncerter i rygsækken at skyde 10 sange af i streg, der, som minimum, skal sidde 100% i skabet. Ikke desto mindre var det hvad danske Jupid Oak valgte at gøre, da debuten skulle indspilles, for at fange den rå og levende oplevelse. Optagelsen og livekoncerten fandt sted 2. juledag sidste år, i Råhuset, København.
Jupid Oak består af forsanger Jonathan, Rasmus på lead guitar, Frederik på rytme guitar, Marie på trommer og Lasse på bas. Ifølge bandets pressemeddelelse, er alle fem outsidere, som har levet deres ungdom side om side i et musikerkollektiv og dyrket en fælles passion for at jamme rockmusik natten lang og lytte til vinyler fra 60’erne og 70’erne. Det er den velkendte gnist fra hippietidens syrerock, 80’ernes storladenhed og 90’ernes intensitet, som Jupid Oak er på jagt efter. Uberørt af tidens elektroniske tendenser og med et medrivende og følelsesladet tekstunivers. Dog er det klart mest 90’erne der gennemsyrer Jupid Oak, og de kan til tider minde en hel del om gode gamle Pearl Jam, Temple of the Dog og Stone Temple Pilots, tyret i en blender – og boom, what a 90’s smoothie…
Live in Shangri-La byder på 10 skæringer, og viser et band der kan deres instumenter, en kompetent forsanger, der holder lytteren fanget og en yderst kompetent trommeslager der gør sit ypperste, for at holde styr på sagerne. Så er alt vel i skønneste orden… Både ja og nej.
Lad os tage det negative først, så er det ude af verden. Desværre rammer bandet ikke 100% hinanden på alle sangene, hvilket også gør, at man som lytter lige stopper op, og skal have det hele på plads, før man springer på toget igen. Oveni det er der generelt noget med mikset, der ikke er helt optimalt. Hvad det lige er, kan jeg ikke 100% sætte en finger på. Men efter at have hørt albummet igennem med flere forskellige headsets, og højttalere, så mangler der noget bund og ikke mindst noget mere guitar. Om det er det, der ville trylle den rå og levende oplevelse, man som lytter skulle få, frem, tja, det skal jeg ikke kunne svare på. Faktum er bare, at det er som om meget af energien, er blevet mikset ud.
Når det er sagt, så er der helt sikkert positive aspekter på Live in Shangri-La. Som nævnt tidligere, så kan samtlige bandmedlemmer deres kram, og hvis man ser igennem fingre med diverse mindre udfald i sammenspillet, eller tightness om du vil, så leverer bandet en kompetent live performance, som fra første skæringer tonser ud af 90’er landevejen.
Sangskrivningen er fin, der mangler dog det åbenlyse hit. Bundniveauet er dog relativt højt, og der er ingen sange der falder igennem.
Jeg har valgt at fremhæve “Trippin'”, “Our Time” og “Something To Fall”, som alle tre med enkle midler stikker af fra albummets resterende sange, uden de (resterende) på nogen måde er dårlige. Det er helt fine skæringer, dog er mange af dem glemt, lige så hurtigt de er hørt.
“Trippin'” har dog noget af det, der skal til, for at blive en ørehænger. Tempoet er skruet en anelse ned, uden det på noget tidspunkt nærmer sig en ballade. Og med et stærkt vers, omkvæd, en fornem opbygning og et sammenspil der er lige i øjet, så fremstår “Trippin'” som albummets klart bedste nummer. Stærkt!
På “Our Time” er der skruet op for volumen, igen er opbygningen meget klassisk, og især hvis man tænker 90’er, så er den skåret lige efter skabelonen. Nummeret starter hårdt ud, går ned i intensitet i verset, og så ellers et melodisk omkvæd, efterfulgt at et hårdt c-stykke. Classic, but i works. Også her er samspillet spot on.
“Something To Fall” har noget af det samme som “Trippin'”, uden at de på nogen måder minder om hinanden. Igen er der fuldstændig styr på opbygningen, relativt simpelt, men varieret og på trods af en længde på 5:06, når man aldrig at kede sig. Det er sgu godt håndværk, sangen er godt skruet sammen, og omkvædet er lige i øjet.
Jeg forstår udemærket argumentet med at indspille albummet live, dog har det måske været en for stor mundfuld for bandet, som nok havde været bedre tjent med en live indspilning i et studie, hvor man trods alt har mulighed for lidt flere takes end et enkelt. Og efter at have hørt single-udspillet “Our Time” fra 2012, så er der rent faktisk mere energi og, ja sorry, nosser, i den studie-indspilning, end på dette album.
Men det skal ikke pille ved min respekt for at kaste sig ud i det, det er sgu i orden, og Jupid Oak slipper fra det med æren i behold, ingen tvivl om det. Dog håber jeg på en studie-version af Live in Shangri-La, da jeg har på fornemmelsen af det vil klæde nogle af sangene, om ikke dem alle.
Anmeldt af Bonde
http://youtu.be/hRK1CO1oewE
Besøg Jupid Oak på Facebook, og find albummet på blandt andet iTunes og Spotify.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
