Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Jesse Twain and the Mindless Mob: The Black Sun Eats Iron (EP)...

Jesse Twain and the Mindless Mob: The Black Sun Eats Iron (EP) ***** (5/6)

2631
0

Jesse Twain and the Mindless Mob. Smag på det – det er lidt af et navn. Ud fra det at dømme, tænker man først country eller americana-rock. Når man så læser pressematerialet, hvor der blandt andet findes en lang meta-historie om bandets omstrejfen i Østeuropa, tænker man at det nok vil lyde som Kaizers Orchestra og Gogol Bordello. Når man lytter – ja, de første sekunder tænkte jeg Kaizers, og så blev jeg overrasket.

EP’ens første track, ‘Utopia’, starter ud med noget der lyder som Kaizer’sk trædeorgel, inden et vildt, elektrisk temporidt sætter ind og det går i fuldt firspring ud over stepperne. Nummeret lyder lidt som en blanding af System of a Down (som i sig selv jo er en blanding af alt muligt), elementer fra cabaret og musical og punket fandenivoldskhed. Sådan er billedet hele vejen gennem den 5 numre lange EP – forskellige inspirationer fusioneres i en eksplosiv og velspillet musikalsk cocktail, der nærmest tigger om at blive spillet live.

Andet track, ‘Western’, trækker, ganske oplagt, på inspiration fra western-universet, både lyrisk og til dels også musikalsk, omend størstedelen af nummeret ‘bare’ er et energisk og ganske catchy, skævt rocknummer. ‘Jiggin The Jazz’ lægger ud med piano inden der igen skrues op for strømmen, mens ‘Duck And Whale’ bevæger sig i nogle, for rocken, anderledes taktarter og samtidig formår at være ualmindeligt fængende.

Det samme gør sig gældende på ‘These Eyes’, der afslutter EP’en med smældende guitarriffs, tungt klaver og tromme-tampen. I det hele taget byder alle 5 numre på ‘The Black Sun Eats Iron’ på en myriade af inspirationer, fra blandt andet jazz, tango, vals, croon, metal og ska – og selvfølgelig rock’n roll. Det er et stilsikkert stilforvirret udtryk, med mange temposkift, masser af energi, stor beherskelse af instrumenterne og et udtryk som få andre bands.

Samtidig har bandet også en stærk forsanger, som både kan bære rocken og de mere teatralske elementer i musikken. Rører man det sammen med 5 stærke numre, der på hver deres måde energiske rockfusionsperler, så har man en rigtig god EP. I mine ører er Jesse Twain and the Mindless Mob klar til at prøve kræfter med et større format end EP’en. Skulle jeg ønske mig noget mere, så var det måske at der blev brugt flere skæve instrumenter, for at give blandingen et ekstra skævt twist. Det kan være det bliver bygget til næste gang.

Anmeldt af Judas

Tjek Jesse Twain and the Mindless Mob ud på deres hjemmeside.

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Fokus: Koncerter i København uge 12+13 del 1
Next articleGFR Fokus: Koncerter i København uge 12+13 del 2

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.