En af årets mest hypede udgivelser hidtil, er en sprælsk blanding af referencer, der stikker i mange retninger – blandt andet i retning af The Beatles, Elvis, The Rolling Stones, hippie-rock og en pæn sjat syre. Ofte i én og samme sang. Lever Foxygen så op til den massive hype de har modtaget? Ja, nej og måske, i cirka lige store dele, men kedeligt er det bestemt ikke.
Da jeg første gang lyttede den amerikanske vestkyst neo-hippie duo Foxygen’s anden plade We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic igennem, var mine forventninger allerede præget af den ganske omfattende opmærksomhed pladen har fået. Det er svært ikke at læse omtale og anmeldelser, og det kan naturligvis være et problem når man, som jeg, så senere skal forsøge at udtrykke sin mening om musikken. Samtidig opbygger de rosende og positive vendinger en vis mængde forventninger, som det kan være vanskeligt helt at tøjle- men jeg forsøgte nu at viske tavlen ren og rense ørerne inden jeg satte Foxygen på.
Mit første indtryk var forbløffelse, dernæst vantro. Forbløffelse og vantro, over at nogen kunne anmelde denne omgang forloren hipster hype bras positivt på nogen måde. Vokalen skar i ørerne på størstedelen af numrene, der blev stjålet med arme og ben fra forskellige genrer og musikhistorien generelt og i det hele taget var dette kunstige produkt så enerverende, at jeg et kort sekund overvejede at give det én stjerne. Var det mig, eller ret mange andre der var komplet døv eller sindssyg? Det var selvfølgelig fristende at konkludere, at det var “de andre” der var på afveje, men for at efterprøve teorien måtte Foxygen jo på repeat.
De første par forsøg hjalp overhovedet ikke, men dagen efter skete der pludseligt noget – nu virkede en del af numrene hyggelige, medrivende og som små humørbomber. Siden er det så gået op og ned, frem og tilbage og i alle tænkelige retninger, noget af det går mig stadig på nerverne og andre numre fremstår ligefrem glimrende. Et overflødigt mellemspil midt på pladen, “Bowling Trophies”, virker stadig bare tåbelig og fortænkt “skævt” på mig. Hør hvor mærkelige vi er, og vi har måske røget en ordenlig bønne. GAB. I samme kategori finder vi afslutteren “Oh No 2”, der indledes med luftig Beatles’k brise i musikken, imens vokalen dovent vugger af sted. Der kastes lidt voice-over ind i den tiltagende søvndyssende suppe, og hensigten har sikkert været at skabe en stemningsmættet godnatsang som sidste nummer, men for mig mislykkes missionen og det bliver bare en kedelig omgang ingenting. Der er dog et enkelt lyspunkt hen imod slutningen af sangen, hvor der går fordrukken “croon ved pianoet” i den, det er faktisk vellykket på den der skæve måde, som duoen Jonathan Rado og Sam France tilsyneladende jagter pladen igennem.
Et andet eksempel på den i indledningen nævnte reference-jungle, Foxygen tåger rundt i, er den delvist vellykkede “No Destruction”, hvor der går lidt Eels light tilsat diskret country feeling og en sjat Rolling Stones i den sammenkogte ret. Den er melodisk doven på den der “daser i middagssolen” måde, imens stemmen snøvler af sted i tilbagelænet stil. Det kan lidt virke som en stiløvelse mere end noget indfølt, og en sætning som “There is no need to be an asshole / You’re not in Brooklyn anymore” irriterer mig bare af ukendte årsager. Dog kan man ikke fornægte at den har et eller andet over sig efter flere afspilninger. Titelsangen “We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic” koger rundt i syret rockabilly med spor af psykedelica, men det bliver lidt for rodet til at det helt tager mig med til et sted der er far-fucking-out. Den periodevist skabagtige skingre vokal, er heller ikke ligefrem kræs for mine øregange, men gakkerierne er dog ikke helt charmeforladte.
Så er det slemme jeg oplever på albummet også stort set overstået, de resterende numre er generelt rigtig gode eller deciderede små perler, der borer sig fast i skallen på én. Den bagstræberiske hippie hymne “San Francisco” er måske det fineste eksempel herpå. Det er simpelt, sødt, vellydende og et nummer der hurtigt klistrer sig fast i hjernen på mig i næsten provokerende grad. Man nynner og nikker med, laver små kokette step på stedet og begynder, guderne forbyde det, måske endda spontant at fløjte lidt? Jeg gir’ mig, Foxygen, den sidder lige i det halv-skæve poppede skab. Den ligeledes enkle, men svært vanedannende, “In The Darkness” er første sang på We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic, og et nummer der ved første lyt var ved at få mig til at hoppe ud af vinduet. Men efter et opsving i humøret, er det endnu en lille ørehænger, med svage ekkoer af The Beatles (igen) – ikke mindst fordi den i bund og grund er tarveligt simpel, men et eller andet i musikken får den til at virke større, end den i virkeligheden er. Storslået i sin enkelthed, måske? Foxygen’s forsøg på at lave deres egen lille “Sgt Peppers”.
Lidt mere kompliceret bliver det på “On Blue Mountain”, som indledes med en omgang sjælfuld soul, inden sangen rigtig sparkes op i gear og vokser til et omkvæd der lyder som et direkte brugstyveri af Elvis’ “Suspicious Minds” ditto. Men hvis man endelig skal stjæle, så gør det da fra Kongen – fair nok. På en plade der strutter af mangfoldighed, ofte i samme nummer, er duoen konstant på nippet til at fare vild i deres musik og idéer, men på “On Blue Mountain” er der trods alt en indre sammenhæng og tråd, som jeg synes de taber lidt på de førstnævnte numre.
De to numre hvor eksperimenterne, og den tilsyneladende fordomsfrie sammensmeltning af genrer, lykkes bedst er “Shuggie” og “Oh Yeah”. På førstnævnte mikses fræk syret soul med et forbandet catchy pop-refræn på forbilledlig og ubesværet vis, et nummer der sammen med “San Francisco” er de to mest åbenlyse “hits” på albummet. “Shuggie” er endnu et nummer du næsten uundgåeligt kommer til at nynne med på i irriterende grad, og der er overhængende risiko for at blive glad i låget. Den mere drilske og flabede “Oh Yeah” lægger ud med blueset guitar og funky vokal, inden omkvædet smider diskofil Prince og Mick Jagger i en blender?! Foxygen lykkes med at finde det perfekte blandingsforhold mellem kikset, øretæveindbydende, frækt og fyrigt i et særpræget kludetæppe af inspirationskilder.
Havde duoens spraglede kludetæppe af lyd og musikalske farver været lige så godt strikket sammen hele vejen igennem We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic, så havde jeg måske været noget mere overbevist om deres kvaliteter. Men for mig er der lidt for mange elementer, der ikke fungerer helt lige godt, hvor det lyder som fikse og tilstræbt skøre og syrede idéer, som de bare ikke magter at holde styr på, eller følge til dørs. De numre hvor det mestendels lykkes, er med undtagelse af drillepinden “Oh Yeah”, de hvor der ikke kastes FOR mange ting ned i Foxy gryden og bare røres rundt uden opskrift, eller tanker om dosering af enkeltdelene.
At Foxygen er noget af en rodebutik, er de færreste vel efterhånden i tvivl om. Det ER både godt og skidt, og forskellige folk vil sikkert kunne lide forskellige dele af musikken, nogen endog sikkert hele buffeten. Det er en plade, hvis lytteoplevelse i mere end almindelig grad, afhænger af mit humør når jeg smider den på, derfor er jeg også usikker på hvor langtidsholdbar, jeg i sidste ende vil synes den er. Og så er der hypen der løb Foxygen i forvejen. Havde mit indtryk af musikken været anderledes, hvis den ikke havde været der? Svært at svare på, jeg forsøger at undgå med vilje at “hade” musik inden jeg har hørt det, men nogle gange er man næsten irriteret på en plade inden den er sat på, fordi man af larmende musikmedier, der kæmper om at finde det næste hotte navn, får proppet ørerne fulde med utålelige mængder af varm luft.
Der ER lidt varm luft over Foxygen hypen, og en alvorlig risiko for at de laver en “MGMT” – får et par hits, får masser af medieopmærksomhed og glider ud i glemslen når næste hippe navn er kørt frem af hypemaskinen. Dermed ikke sagt, at der ikke er fornøjelige stunder at få ud af denne duo, det er der som nævnt, men over en hel plade er materialet lidt for ujævnt til mere end en karakter lige over middel fra undertegnede. Så vi kaster 4 små skæve stjerner efter Foxygen.
Foxygen spiller op til hipt neo-hippiebal på årets Roskilde Festival, og det kunne sikkert sagtens gå hen og blive en hygsom fest.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
