Hardcore.
Sidste år var jeg vildt begejstret for et band, der fulgte de meget genretypiske spor – og gjorde det godt.
Men hvad sker der, når man tager elementer fra genren og sætter dem i spil andre kontekster?
Netop dette spørgsmål forsøger Nexø at besvare på Mindful Inaction.
Det er gjort før (jeg tænker straks på Deafheaven), men ikke rigtigt på denne måde.
Hardcoren lever (i min bog) af desperation og screamvokalen udtrykker ofte en form for afmagt, der næsten ligger ud over ordene, der skriges.
Hos Nexø bliver den i højere grad et hektisk udtryk, hvor tempoet også spiller en vis rolle for et samlet, intenst udtryk.
Der bevæges med den ene hånd lidt i en anden retning end punkens korte, to-the-point numre. Men tempoet giver et klart indtryk af ophavet: Der er ikke mange soli, men masser af akkordfræs og i dét også en voldsom fremdreven energi.
Det dækker lidt over, at lyden er overraskende ren og pæn. Med enkelte nedslag af undtagelser, er der noget meget kompakt over lyden og vokalen står derfor også endnu mere kantet ud i lydbilledet. Det er en klar force, men igen også et billede på at Nexø bevæger sig lidt uden for konventionerne.
I hvert fald for det trænede øre.
Det bestyrkes igen af at der flere gange synges egalt, der også er noget soloværk, der sagtens kunne være en synth på afslutningsnummeret, Overcorrection, som dog ender med at tone ud efter et længere tonsestykke og cementere at vi da fra start til slut er under den store, hæsblæsende punk-paraply.
I Hate My Blood skråles der mens My Blood udfolder sig i seks ottendedele og på næsten opbyggelig vis ender nummeret med at konstatere ’…but I still love you’.
Ok. Sart ville det være synd at kalde det. Men igen: Intenst.
Jeg synes, Nexø lykkes med mange ting – men mest på trods.
Det lykkes at lave noget punket, uden at være punk, noget hardcore uden at være hardcore og at have en til tider næsten NU-metal pæn sound, uden at komme i nærheden af at være NU-metal kedeligt.
Dog mangler jeg selv noget af desperationen, noget måske et hook her og der i stedet for al det høvleri og så måske også nogle tekster, der rigtigt kan løfte projektet.
Det gør ikke EPen dårlig og jeg vil anbefale den til folk, der ynder at tænke lidt uden for genrer men samtidig holder af det lidt hårdere udtryk.
Selv om der blandes godt og grundigt i gryden, virker EPen på ingen måde som en kollage eller som om den mangler en rød tråd. Det bliver derfor spændende at se, hvor Nexø tager det her hen – for med de variabler, der tydeligvis ligger i tilgangen, kan der sagtens være et udtryk der kan bære projektet langt.
Mindful Inaction er nok et svar på at stemple ud af den (videns)komplekse virkelighed, vi lever i og rette fokus lidt indad – ved at skrige udaf.
For nu vil jeg kalde den en interessant EP ud fra de mere musikalsk tekniske parametre og ellers holde øje med navnet!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
