Roskilde Festival rykker nærmere og vi er nået til 3. runde, hvor deres officielle spilleliste er blevet sat på shuffle. Her kommer vi forbi alt fra festlig rave-rock, indie, Orange åbner, hardcore, våde ben, svensk folkemusik, amerikansk hiphop, ægyptiske eksperimenter, den afrikanske ekspres og meget andet.
Det gør jeg hvert år som en start på det årlige Roskilde ritual med at forsøge at sætte sig ind i det bugnende program. Nogle år har jeg, ligesom nu, lavet et par optakts artikler med dette enkle koncept.
Den officielle spilleliste, i dette tilfælde på Spotify, er blevet sat på shuffle. Og så nedfælder jeg nogle hurtige, korte indtryk og giver nogle anbefalinger til noget man kunne give et lyt. Det hele bygger på en måde op til, når jeg går de enkelte spilledage igennem og kommer med et bud på, hvad man kunne tjekke ud. Så det er nærmest en form for fortløbende research.
P6 Beats og følelsen af Orange
Vi lægger passende ud med navnet, som også åbner Orange Scene i år, nemlig popsangerinden Annika. Hvem er hun så? Tja, hun har vist kun 9 numre ude officielt, om det er inkl. noget featuring, som her på “Blodigt”, hvor hun samarbejder med Anton Westerlin, er jeg ikke helt klar over. Vi har altså at gøre med et relativt nyt navn uden det store bagkatalog at trække på.
Jeg har lidt svært ved at høre forskel på Annika og et andet nyere navn, som også er at finde på Roskilde, nemlig Mumle. Sidstnævnte optræder under First Days, men kunne nok lige så godt have været på i Main Days. Deres lidt “knækkende” og meget ekspressive og emotionelle popvokaler minder en del om hinanden. Og så er de begge navne min 13 årige dyrker, så de kører lidt i en smøre for mig. Nå men, ja, det er ikke lige min smag, men jeg har da hørt langt værre. Det var en kompliment.
Fra navne Roskilde rykker på tidlige til et, som det virker som om de lige er en postgang for sent ude med. I hvert fald hvis de gerne vil være på forkant, nemlig Wet Leg og deres alternative snakke-synge garagerock. Det er som om der er gået mode i de her kvindelige konstellationer, der rocker igennem med en attitude og lyder, som tidligere var domineret af mænd. Og Wet Leg var nogle af de første i den bølge for et par år siden, hvor Roskilde nok også gerne ville have booket dem.
Nuvel, så fik de beslægtede English Teacher sidste år, og har ud over Wet Leg Lambrini Girls i år, som jeg personligt synes bedre om. Ikke at Wet Leg og et nummer som hittet “Chaise Longue” her er dårligt. Det er et meget fængende nummer, der oser af coolness. Men for mig også lidt forceret coolness, jeg får en underlig snigende følelse af noget påtaget. Eller stil over substans?
Det kunne man måske også skyde Baebadoobee i skoene, hun er i hvert fald allerede “indie-blåstemplet” af P6 herhjemme, som har spillet hende flittigt det seneste års tid. MEN. Det lyder faktisk som om Beatrice Laus, der gemmer sig bag Baebadoobee, hviler tilpas i sig selv til at være ret cool. Tilmed skriver hun ret gode og iørefaldende alt-pop/rock/indie sange, som “Real Man”, der blev shufflens valg, så det er et navn, jeg sagtens kunne finde på at tjekke ud og se om holder live.
OK, jeg tror lige jeg skal have nulstillet Spotify efter næste nummer. Det virker som om algoritmen kører lidt i samme rille i dag, for nu lander vi på Olivia Rodrigo. Et af festivalens absolutte hovednavne i år. Det var lyden af hvide, midaldrende mænd fra min generation, der i kort udstødte “NØØØØØØØØØH, HVEM ER DET?!”.
Hun er god. Der, jeg sagde det. Jeg synes faktisk, at unge Rodrigo er god! Hun synger godt, på den der moderne, liiiidt pæne Disney skønsang måde, hvor den får FULD patos, men hun besidder også noget kant. Og kan skrue ned. Desuden er teksterne ret fine og sangene generelt velskrevne. Det er sådan lidt en yngre udgave af Taylor Swift møder øhhhh, et eller andet, som samtidig har været på rov i forældrenes CD samling fra 90erne og start-00erne. Så du finder også mere klassisk klingende rock og indie vibes hos Olivia Rodrigo.
På “Vampire”; som vi lytter til her, er vi ovre i noget, som kunne beskrives som en storladen ballade krydset med en tempofyldt indie-popsang. Jeg synes det er et fremragende nummer, især den lidt specielle opbygning, hvor sangen stiger i tempo og ændrer en lille smule stil fra vers til vers. Det føles næsten som en 3-i-1 sang, samme sang i 3 forskellige version, samlet på under 4 minutter.
Fed old school hiphop og en tur med den afrikanske ekspres
Så lavede vi lige et bette reset, så shuffle algoritmen ikke låste sig fast i samme spor. Og SÅ skete der noget, Knocked Loose og Poppy på “Suffocate”. Der er så voldsom, at det tilsyneladende var ved at skræmme livet af nogle amerikanske tv-seere, da de optrådte hos Jimmy Kimmel for nogle måneder siden. Måske skulle man sørge for ordentlig sengetid til de små i stedet for at hidse sig op over en smule hardcore?
Nuvel, der er smæk på her, der er ikke så meget sang over det, mere en aggressiv energi udladning. Det er til gengæld også af den effektive slags. Om jeg ville synes, at en hel koncert med den her core-energi er noget for mig, er måske mere tvivlsomt. Især fordi de ikke har poppy med til at skabe noget variation. Meeeen, jeg skal da lige tjekke det ud og teste dagsformen.
Og vi skifter straks spor og stemning, og lander på noget, som måske også kommer an på dagsform, og vind og vejr? Dansabel afrobeat rytmer med Pat Thomas og Kwashibu Area Band på den solbeskinnede “Gyae Su”. Kernen er en gruppe all-star musikere fra Ghana med forskellige samarbejdspartnere, som så groover løs. Og det her handler nok meget om at ramme og finde sit groove og så lade sig rive med – så hvis man lige har beton i fødder og hofter den pågældende dag, bliver det måske en lidt halv-stiv dansefest.
Shuffle-reglen er jo ellers, at jeg hopper videre når jeg lander på en genganger. Jeg vil dog slå et ekstra lille slag for Anoushka Shankar og hendes Sitar, som var med i Shuffle #1. Her lander jeg på et andet nummer, “Pacifica”, som er lige så filmisk og vidunderligt som det første møde.
Vi iler videre og så skal vi sgu’ have os noget hiphop fra Schoolboy Q, som man vel hellere må få set inden han bliver for gammel til at kalde sig skoledreng? Som mange andre her i shuffle, så er der tale om en Roskilde-genganger, som tidligere har spillet en rost koncert på festivalen. I dette tilfælde på Arena i 2016. Hey, så er han da nok for gammel til at være skoledreng allerede, what gives?!
“Hands on the Wheel” er featuring A$AP Rocky, og det er faktisk et reeeeet cool, tilbagelænet og sejt nummer af moderne hiphop at være. Muligvis fordi at både groove og flow ER ret old school hos Schoolboy’en, så jeg kan være med og føler mig ikke på udebane.
Udebane kan jeg stedvis nok godt være hos Africa Express. Her lytter vi til “Morals”; der er featuring Mr. Jukes, Muzi, Mahotella Queens og Moonchild Sanelly, din mormor og hende hund Buster, Tivoligarden, Lone Kellermans spøgelse og en lokal pølsemand. Er Damon Albarn overhovedet inviteret, altså han kommer sikkert uanset hvad, men det er jo ret beset ikke hans band, selvom han har optrådt med dem tidligere?
Nu var vi omkring old school klingende hiphop og tilhørende beats og flow med skoledrengen lige før. Doechii lyder også ret old school på et nummer som “CATFISH”, og hun lyder IKKE som en man skal lægge sig ud med. Hvad kan jeg sige, kvindelig rapper med et gammeldags, hårdt og flabet flow, ovenpå et dovent og skvulpende beat – jeg kan lide det! Men hendes sange virker så korte, at hun nok ikke får problemer med det sædvanlige old school hiphop koncert-syndrom, hvor man kun får mindre bidder af mange af sangene. Her kan hun nå hele numre på samme tid.
Den musikalske smeltedigel
Og så til noget helt, helt andet, nemlig… instrumental svensk folkemusik? Er Kanaan og Ævestaden svenske? Google! “Gânglât Bortât” lytter vi til mens jeg lige søger lidt til de sørgmodige, let-dansende efterårs klingende toner. Så er høsten i hus og vinteren ligger på lur… Ok ok OK, der er tale om en sammensmeltning mellem den psykedeliske rocktrio Kanaan og folktrioen Ævlestad, hvor der loves DET samt udflugter med synth og noget krautrocket. Jeg var solgt længe inden, hvis ikke allerede da jeg hørte de her her bløde og vemodige toner, så da jeg så bandbilledet på Roskildes hjemmeside. Hvis man så smider flere af de nævnte genrer ovenpå, så nærmer vi os en stensikker MUST SEE koncert for mig.
Hotstreak, for det kunne Arushi Jain også være baseret på det tyndeste grundlag i form et ét nummer, nemlig den drømmende “Still Dreaming”. Den titel er i dette tilfælde særdeles passende. Eller “en skønhedsåbenbaring af meditative ragaer og elektroniske lydlandskaber”, som overskriften i Roskilde Festivals præsentation lyder. Det er meget meditativt, og på dette nummer indledningsvis rent instrumentalt inden vokalen dukker op i sidste halvdel af det luftige nummer. Vi er nok tilbage ved “dagsform” (som åbenbart er ved at blive et tema denne gang?), om man forsvinder helt ind i dette lydunivers eller begynder at blive rastløs
YO, give me a beat! Nå, endelig noget nymodens hiphop, som jeg synes lyder hella-fee. Måske fordi den dugfriske Samara Cyn (hun debuterede i 2024) lyder, som om hun kommer kravlende op af en lummer sydstatssump, slæbende arven fra 90erne fra de kanter på hendes skuldre. Fedt, let-snøvlende flow og kantet stil på “Sinners”, det kunne jeg bestemt godt finde på at give en chance.
En chance skal Yaeger også have for nummeret “Jaguar”. Det er sgu’ lidt af en pop-banger, der dufter af radiohit. Har den været det? Yaeger er svensk og der er ifølge festivalen dømt “emotionel rave pop” fest her… emo rave… javel ja. Nuvel, jeg synes det er ret fedt og i hvert fald “Jaguar”, et solid pop-hit. Men jeg skal lige have lyttet til lidt flere numre, inden jeg satser hele butikken på Yaeger.
BREAKING BROK BLOK
En jeg ikke kommer til at satse noget som helst på er den japanske popkunstner Fuji Kazee, som Spotify shufflen bliver ved med at pushe. Lige meget hvor tit jeg skipper i en fart. Den vokal og måde at synge på bryder jeg mig virkelig ikke om.
Og nu vi er i gang med at brække brok op. En vokalstil og klang som den Shaboozey disker op giver mig lyst til at kaste op. Seriøst, jeg får en fysisk reaktion, som er en blanding af kvalme, vrede og afsky, når sådan nogle neo-soul popballade toner rammer mine uskyldige ører. Sangere som Shaboozey FØLER den ALT for meget, så det virker enormt selvhøjtideligt, opstyltet og som sangmæssig følelsesporno. Det er vammelt. Forbyd det!
Jinjer burde muligvis også forbydes. “Kafka” hedder nummeret, det må næsten kunne kategoriseres som æreskrænkelse. Godt Franz er død. Det her er god, gammeldags fup-metal. Det skal lyde åh så hårdt og farligt, men ingen core-trommer og “trying too hard” aggressioner kan overdøve, at der bare er tale om et dårligt popnummer. Og at være fra Ukraine er ikke et kvalitetsstempel i sig selv.
Og det er det heller ikke at noget er dansk! Jeg har prøvet, og jeg er indlagt til at lægge ører til en del da der er en 13-årig i husholdningen. Men jeg tvivler på, at hendes frontallapper er vokset helt sammen endnu, så der er nok en logisk forklaring på at hun kan holde ud at lyttet til Kesi (eller Gilli, kan stadig ikke kende forskel), Artigeardit, Noah Carter osv., men jeg kan ikke.
De to sidstnævnte kigger forbi Roskilde i år, det er shufflen god til at minde mig om, og alle de andre er sikkert med på gæstelisten. Det er FAIR NOK. Ny generation, nye kunstnere og de skal have de store scener. Jeg kan bare gå et andet sted hen. Og trykke “skip”.
Hvem har lukket den fede hund ud, woof woof woof woof?!
OH FOR FUCKS SAKE, Fontains D.C., OK, så tager vi den igen. Jeg kan ikke helt se fidusen i dette irske rockband, som Roskilde, P6 og mange andre (så jeg tager sikker fejl) har forelsket sig i. Da de spillede på festivalen første gang i 2019, tjekkede jeg dem ud på en tætpakket Pavilion Scene. Det var… “fint”. Og så begyndte P6 ellers at spille alt de udsendte og jeg syntes de blev tiltagende træls.
MEN, en af deres nyeste singler, “Favorite”, den har jeg faktisk IKKE noget imod, og det er den shuffle jeg har fundet til mig her. Af de numre jeg har hørt fra dem er det klart min favorit (pun?), det er jo rent faktisk en sang! Så er det nu jeg skal tø op og give dem et skud igen?
Californiske grooves og soul fra en mandlig trio? Lige da Thee Sacred Souls gik i gang med soul-harmonierne på “May I Call You Rose?”, tænkte jeg “bingo, en sikker must see”. Hurtigt begyndte stilen og tonen dog desværre at irritere mig en smule. Måske ramte det bare lige forkert, eller hvad ved jeg, men der er/var noget…. lidt forlorent og påtaget over det? Det kom til at virke som noget hipster-soul, som jeg ikke helt føler, men mere lyder som enerverende stiløvelser. Jeg vil dog vende tilbage ved en senere lejlighed, give dem et skud mere og lytte til nogle andre numre.
Nadah El Shazly skal jeg også have lyttet lidt mere til, umiddelbart er jeg nysgerrig, men et enkelt nummer som “Bãnet” er nok for usikkert et grundlag at bedømme Shazly ud fra. Jeg er nemlig lidt på udebane her, nærmere bestemt Egypten. Her blander hun mellemøstlige toner med noget lidt jazzet og elektronisk. Hun er ifølge biografien på Roskildes hjemmeside rost i diverse medier, og nogle har sammenlignet hende med eksempelvis Björk. Det skal jo ikke lægge hende til last!
Apropos ting, som ikke umiddelbart skal lægge folk til last. Jasmine 4.t. er den første britiske kunstner, som Phoebe Bridgers skrev kontrakt med på hendes pladeselskab. Slap af, det er gas, jeg har ikke noget imod Bridgers. Altså, jeg har heller ikke noget decideret “for” hende og hendes musik, det er da… “fint”. Nå, hvor kom jeg fra…
AH, Jasmine 4.t. og hendes virkelig FINE nummer “Elephant”. Der sgu’ habil alt-rock, ikke så mange dikkedarer eller overraskelser. Det er bare en god sang! Og hun ryger på “tjek mere ud” listen uden betænkninger.
Nu vi er kommet ovenpå igen og den gode stemning er genoprettet, må vi hellere begynde at runde den her bad boy af, inden den bliver for lang i spyttet. Jeg skal dog lige savle lidt, som en tyk hund.
Vi lukker og slukker for shufflen med Fat Dog og deres flot betitlede “King of the Slugs”. Så, hvordan skal man lige kort beskrive og definere britiske Fat Dog og deres lyd og stil? Symfonisk danse-punk møder rock-techno? Attituden, energien og dele af udtrykket er punket på “King of the Slugs”. Men der ligger et mere storladent element og lurer, som foldes helt ud i nummerets anden halvdel, hvor det bliver, ja, nærmest symfonisk.
Jeg har skyndt mig at lytte til deres album, WOOF., fra forrige år. Og det er mere af det samme fordelt på 9 numre på ret stramme 33 minutter med afstikkere, som den nævnte “rock-techno”. “King of the Slugs” er med en spilletid på over 7 minutter, og dens mange stilarter deres mest ambitiøse nummer. Det kunne godt blive lidt af en fest live!
Og dermed runder vi af med et navn, som må være indbegrebet af nutidens Roskilde Festival. Et navn, som lystigt blandet genrer, har crossover appel og burde kunne fange mange forskellige lyttere. Det er musik på shuffle hvad genre, stilarter og inspirationskilder angår.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Kens grynede mobilservice, Gaia Scenen
