Hüggemarmelade er rocket med en blanding af lo-fi, punk og noget sassy-dansabelt.
Kendetegnende er den ret sassy oftere end ikke distorition-fyldtte vokal.
Der punkes ud på åbneren, True Love, fremtones som både klassisk med kort ekko på balladen Flip Ant og med undtagelse af netop dette nummer er der en stærk fremdrift i alle numre.
Det lyder til, de har haft det sjovt. Det er omtrent så sofistikeret som punk, men alligevel noget andet: Der er soli, der er arbejdet med vokalerne i kor og så er det alligevel ganske smadret at lytte til. Mest på grund af den der vokal.
Produktionen er retro eller endda tidsløs – alt synes at overstyre lidt eller meget og der er vist ingen intention om at det her skal lyde ’klassisk godt’.
Det er også helt fint, for det rykker energien længere frem i billedet.
Energien er det stærkeste kort og den lidt sære, måske også lidt grovkornede humor på numre som Evil Beaver.
Jeg er ikke 100% sikker på, at Hüggemarmelade var noget, verden har efterspurgt. Der er dog også noget over udgangspunktet med ’et par gutter, der er blevet træt af at spille pop og hellere vil lege med noget andet’.
Alle numre er ellers skåret over 50ernes popskabeloner og tonalitet – komplet med en ’asiatisk’ tonalitet i soloen på Meet Me In Japan. Det betyder også, at Hügge spiller klassisk dansabelt. Der er nok noget slægtsskab med Tremolo Beer Gut og EP-formatet fungerer fint til et band som dette, der leger, tester vandene. Samtidig med at der er solidt fat i klassiske udgangspunkt for, hvordan sådan en sang skal lyde for at som minimum have et hit af noget ørehænger.
Der er nok også elementer af teater og lidt Lard her og der.
Jeg ved ikke, hvem der skal danse til Hüggemarmelade.
Men muligheden foreligger i hvert fald ud fra denne på én gang klassiske, dog lidt smadrede EP.
Spøjst, men ikke uinteressant bekendtskab!
Anmeldt af: Troels-Henrik
