Visse (akustiske) instrumenter appellerer til noget dybt i os: det er velkendt at en cello kan ’græde’, strygere generelt er brugt til de store følelser og nogle får gåsehud af messingblæsere.
På samme måde kan det akustiske klaver skabe stemninger – næsten uden at der slås en tone an.
En sådan stemning slås an på The Houses åbningsnummer på Quiet Desperation, Drawn to The Lights. Der er ro. Tid. Træ, metal – stemning!
Stemning, der så kan bygges ovenpå – hvilket der gøres på mesterlig vis. Det er sart. Stille, sejt i sin insisteren på ikke at forhaste sig. Men også stærkt vokalarbejde af især den mandlige forsanger. Neden under denne fine, uanstrengte vokal ligger klaveret og nogle sfæriske guitareffekter og en sytrådstynd kvinde-uh-vokal.
Så fint, så håndholdt!
På hele pladen er det især vokalarbejdet, der står positivt frem – og hele tiden ligger produktionen i en balance mellem let overproduceret (ikke på mængden af effekter, men på valg af effekter) og noget meget fint, smagfuldt.
Det hælder heldigvis overvejende til den sidste ende og pladen giver en ro og en insisteren på tid, der er forbilledlig.
Den førnævnte frontvokal er fortællende og sender tanker i retning af Martin Ryum, mens en let kælende kvindevokal flot spiller op af den mandlige og understøtter det seje, lang-tonede udtryk.
Og som man så troede, at det er en plade, der søger at kvæle én i smuk æstetik, så rammer titelnummeret, Quiet Desperation, der med næsten industriel fremgang og mere klaustrofobisk og ‘kold’ sound bryder hele æstetikken op.
Fedt.
Pladen ‘knækker’ dog lidt under nummeret ‘Drive too fast’, der med sin nærmeste opløftende stemning kommer til at virke (for tidligt?) forløsende på disse spændinger og stemninger. Det efterfølgende The Lights får ikke helt vendt stemningen, så de to rigtig fine afsluttende numre, Off The Charts og Partiarchy kommer lidt på overarbejde i at få genetableret stemningen fra starten af pladen.
Kunne man have udskudt forløsningen lidt? Det havde været mit produktionsvalg.
Men samtidig er jeg ikke sikker på at jeg hverken kan eller skal lære The House noget om produktion.
For over de ti numre, er det netop smagfuld produktion og insisteren på tid, der er det altoverskyggende indtryk.
Regn kan rende af ruden til The Houses Quiet Desperation og den seje, fastholdte og så slupne tone, der definerer pladen er rigeligt til at gøre den interessant og give lyst til at lytte igen og igen.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
