Hov. Det var da nyt!
HEATHAZE har med deres udgivelse totalt udnyttet tidens muligheder for selv at definere hvordan man udgiver, hvis man vælger at gøre det selv.
Derfor fremføres Life Ain’t Always Pretty med både et nummer og et billede til nummeret i det tilsendte materiale. Spændende!
Det betyder også, samtlige 11 numre kan udgives som singler.
What a time to be alive!!
Hvad er det så for noget, duoen har valgt at fremføre på denne måde?
Jo, vi opererer i post-punk land, rent soundmæssigt, men allerede på åbneren lyser bandets inspiration af The Raveonettes igennem:
De har simpelthen lånt groovet fra Aly, Walk With Me på åbningsnummeret, Epiphany.
Frækt, men igen: også lidt spændende.
Et nummer, der i øvrigt åbner med ordene ’this is the beginning’. Aha. Ja, men hvis numrene alle er udkommet som singler, så er det vel en fin service lige at fortælle at det altså er HER, vi starter?
Det virker dog lidt forceret og det er der desværre flere ting, der gør.
Ikke mindst udtalen på teksterne, der umiskendeligt har dansk accent – og den engelske pressetekst bærer også tydeligt præg af at være skrevet af danskere, der så mere eller mindre direkte har oversat til engelsk.
Det kan nu også have sin charme…
Der er dog tendens til at det kammer over når der fx i slutningen af Life Ain’t Always Pretty med tyk dansk accent bliver sagt ’Life ain’t alway pretty and this is soft rock music’, så bliver det lidt tåkrummende. Lidt for påduttende. Skal det virkelig siges, for at lytteren forstår det?
Generelt er det ellers en velspillet plade, der soundmæssigt skriver sig fint ind i hele den danske post-punk scene – gode, til tider næsten sfæriske rocktendenser og melodier imellem de ret radiovenlige akkorder.
Det kan derfor ærgre, at vokalerne ikke står super skarptskåret oven på denne underlægning og skulle jeg anbefale noget, så skulle det være at arbejde med vokalproduktioen: Når det ikke er det stærkeste kort, er valget af lange fraser, masser af ekko/rumklang, glissandoer og at lægge vokalen så langt fremme i mixet lidt sært…
Der er dog masser af potentiale i det, og baryton-tilgangen i In The Fog ville sende tankerne i retning af andre, gode bands i genren.
Noget, der også gentages i afslutteren, Sometimes Life Is Pretty.
Vi har altså med et band at gøre, der passer fint i en genre, men som snubler på vokalarbejdet.
Koblet med en meget lyserød visuel æstetik, en tendens til love storm på SoMe, der ikke helt matcher lydbilledet og de der talte citater, bliver jeg i den sidste ende lidt irriteret på projektet
og parkerer den ellers fine idé med at koble billeder på numre som en gimmick. Øv.
”Hvor mange gange skal man krumme tæer igennem en plade?” bør ikke være et spørgsmål, man som lytter behøver at stilles sig selv – men fordi svaret her desværre er ’et par gange’ kommer dette til at overskygge, at der er tale om en plade med musikalske kvaliteter, egentlig nogle fine stemninger og en god variation i lydbilledet.
Det hænger bare ikke sammen – hverken med det visuelle, med vokalerne eller det tilsyneladende store ønske om at udøse af gammelklog visdom…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
