Et 18 numre og over 1 time langt punkalbum? Lyder det som for meget af det gode? Læg dertil sange om afføring i flere afskygninger og du har opskriften på en rigtig lortet oplevelse. Hvis det ikke lige var fordi at vidunderligt dåsk navngivne The Tötally Terrific Thömas Treö Triö NÆSTEN slipper godt fra hele miseren!
Det ER for langt og lidt for meget af det “gode”, det som The Tötally Terrific Thömas Treö Triö trykker ud på Bæ. Over en time i den skingre, slingrende og skabede trios selskab er lidt af en mundfuld. Men bandet virker helt bevidste om det, og fremhæver det selv ved at kommentere antallet af numre med et “hvorfor ikke?”.
Fordi det er for meget, for helvede! Men det er også helt i tråd med det indtryk man ellers får af den rustikt klingende trio på Bæ: alt kastes mod væggen, shit hits the fan.
Muligvis kunne man allerede som udgangspunkt sidde med det indtryk, at det her er præ-pubertært, hvis ikke barnligt og useriøst. Det tror jeg ville være en fejl at konkludere, hvis man rent faktisk investerer mindst en time i deres brune univers. En af grundene til, at det fungerer er nemlig, at deres satiriske blik og glimt i øjet følges af en underliggende alvor og seriøsitet.
Bæ lyder som et harsk punkrockorkester, der giver den gas i en klam kælder. Men pladen lyder ikke dårlig. Lyden er kantet og grumset, men ikke mudret og ulidelig at lytte til. Bandet spiller lige sådan, men de har svært ved at kamuflere at de rent faktisk kan spille, i hvert fald til husbehov. Og så er det slet ikke uefne sang- og melodisnedkere. Bassen brummer som en stor, savlende køter, trommerne lyder som om de hopper og danser om kap med trommeslageren og især guitaren får lov til at skinne. Der er en bundsolid rockguitarist, der kæmper for at undertrykke trangen til at bryde med punkens etos og bare give den fuld spade her.
Det kan høres på rigtig fine numre som “Fuck Jeres Frelse”, “Arbejdsnarkoman” eller “Gammelt Lort”, der bæres af gode, iørefaldende melodier, der trods det ramponerede lydbillede får plads og lov til at ånde. Igen i hvert fald i tilstrækkelig grad til at de ikke kvæles, selvom æstetikken er tilstræbt grim og utiltalende.
Hvilket også præger vokalpræstationerne (jeg tror der er flere om at krænke mikrofonerne pladen igennem?). Gennemtrængende, karakteristisk, enerverende, flabet, utøjlet, uhumsk, smittende, vred, utilpasset, bøvet, ucharmerende charmerende, find selv på flere ord man kan knytte til den munddiarre som tvinges ind i ens øregange.
Tekstuniverset er meget 1:1, en enkelt idé, en karakter med en tydelig holdning eller karaktertræk eller bare et tydeligt budskab. “Arbejdsnarkoman” handler om en arbejdsnarkoman, “Hvis Pik Skal Vi Slik” er en kritik af pladebranchen, “Flygt” om en mand der virkelig skal skide, og gør det – alle steder. Skide skide skide. Det lyder muligvis ikke videre raffineret eller sofistikeret, men igen, man skal måske ikke lade sig narre af bandets trang til at lege med deres afføring. Det kan sgu’ et eller andet, det her. Det er dumt, men slet ikke tosset!
Et nummer som “Gammelt Lort” tager en vinkel på et emne, som jeg aldrig har hørt i en sang før. Det handler om en gut, der gemmer sit gamle skrammel, fordi han ved det er/bliver penge værd for samlere. Han ønsker altså at spekulere i andres passion for noget, som han ikke tilskriver nogen værdi for at score kassen. Indtil han venter for længe og dør. Det kan man så selv læse nogle budskaber ind i.
Mit store kritikpunkt er og bliver dog længden. Ikke at plader på over en time ikke sagtens kan fungere, men når man kører en pågående stil og attitude som 6xT her, så er det svært at undgå en følelse af monotoni. Tomgangen truer dog mest i enkelte numres tematikker, og ikke så meget musikalsk, hvor bandet faktisk formår at holde dampen godt oppe albummet igennem.
Skulle man trimme lorten og gøre at den nemmere skylles igennem øregangene, så ville jeg personligt have undladt eksempelvis “Mediehysterie”, “Fækaliepatruljen” eller “Majs Er Najs”. Som titlen antyder, så handler “Fækaliepatruljen” igen om BÆ, lidt ala tidligere nævnte “Flygt”. Her får jeg lidt følelsen af at “den har vi hørt”. Bare lidt bedre og mindre simplistisk. Mens “Mediehysterie” sandsynligvis er skrevet under Coronanedlukningen, det bærer teksten i hvert fald præg af. Den er ret konkret i sin beskrivelse af samfundet og danskernes adfærd og sindelag i den periode. Hvilket gør at den virker meget tidsspecifik og låst i den periode.
Havde 6xT skrevet mindre håndgribelige og mere alment gyldige tekster, kunne det måske gå an. Men her virker det lidt som et ekko fra en allerede halv-fjern fortid. Den skulle nok bare have været ud som single dengang.
Et nummer, som stikker ud og virkelig redder pladen hjem mod slut, og nok burde være en single, er dog “Ta’ Din Telefon”. Her ringer de til Juka Trashy, der lægger kvindelig gæstevokal til nummeret, i desperation for at få hende tilbage. Sangen indkapsler nærmest Trioens musikalske univers. En lille idé, som tages helt ud, indtil begge parter skriger og råber af hinanden via telefonsvar i sangen. Det er grimt, ømt, vredt og sjovt på en grotesk måde.
Det sagt, det er muligt at der ikke er nogen penge i punk (som sangen af samme titel forklarer), at de ikke får noget ud af at slikke pik på en pladeboss eller kommer til at spille andre steder end en smadret kælder. Men det er nu heller ikke særligt punk. Og BÆ er sgu’ punk. The Tötally Terrific Thömas Treö Triö har lagt en kæmpe, ildelugtende og dampende muggert.
Velbekomme!
Af Ken Damgaard Thomsen
