Nyt år, samme shi.. singler! Og der er som altid en del godt at finde i indbakken. Den gemmer dog også på et par rester fra 2024, så her er lidt gammelt og nyt fra navne som Debbie Sings, Bersærk, KÆNT, Maceration, Jakob Aksglæde og TROLD.
Ja, så skal vi til det igen, man kunne næsten sige at Repeatlisten er på… repeat. Mæhæ… meh. Nå, samme fremgangsmåde som altid, der samles til bunke fra indbakken, når jeg rammer cirka 25 singler, så er puljen lukket for denne gang.
Undtagelsen fra reglen er dog at denne første udgave fra 2025 overlapper lidt med 2024. Der var en stak singler, der ikke kom med i sidste udgave af Repeatlisten i slutningen af sidste år. De er inkluderet her. Det giver selvfølgelig lidt rod, hvis nogle af de numre så bliver inkluderet på Repeatlisten, da de ret beset udkom i 2024 – men altså så meget skal vi da heller ikke hænge os i detaljer. Men kan jo ikke vinde andet end æren!
Så lyttepuljen bestod denne gang af følgende numre fra 2024/25:
Debbie Sings – “High”, Velvet Volume – “I Wish You Rest In Love”, Marie Swane – “Din Sol”, Løsgænger – “Falder Du”, Juliane Viktoria -“555 Deluded”, Louis Jarto – “DU KAN SE DET PÅ MIG”, Vic Purple – “Advice to the Moon”, Skaldepande – “Raketbenzin”, Baghånd – “Lige Nu”, Ashes of Billy” – “Burned Out”, Danefae – “Natsværmer”, H.E.R.O. – “Halo”, Superloader – “My Reckless Heart”, Bersærk – “Indtil Solen Brænder Ud”, SKAVANK – “Snoren”, KÆNT ft. Tenna Ida – “Håndkanoner”, Hvalfugl – “Ensomme”, Maceration – “Where Leeches Thrive”, Jacob Aksglæde – “Dem Der Forsvandt”, HEATHAZE – “Expensive Living”, Kadavermarch – “Rabbit Killer”, Johanne – “Håb Om Lys”, TROLD – “Mod Den Endeløse Skov”, The Jürgen Clubs og FooN
I betragtning til Repeatlisten kom
Debbie Sings – “High”
Jeg har vist tidligere understreget at jeg godt kan lide Debbie Sings og hendes genremix. Hvorfor kan jeg så endnu ikke helt sætte en finger på – burde jeg kunne lide det? Fuck da det!
Det er hyperpop, det er lidt country, rock er der også i blandingen, danserytmer og hurtige beats. Forskruet og forvrænget effektvokal, alt der nærmest ville få rockister og purister til at løbe skrigende i modsatte retning. Muligvis med Debbie og hendes cheerleaderkor i hælene, klappende og hujende.
Her er nemlig cheerleader klap og “chants”, mens Debbies vokal lyder som om den er kørt igennem et tegnefilmsfilter sammen med resten af musikken. Det er “pink” i sin lyd, kandiseret og det hele blænder så man misser med øjnene imens man lytter. Alligevel er der form og struktur, og i betragtning af at det burde lyder af alt for meget, så virker det alligevel ret tøjlet?
Lige til at blive høj af og på.
Bersærk – “Indtil Solen Brænder Ud”
Ny forsanger, samme stil og lyd? Jo og ja, egentlig. Som bekendt, så har Bersærk været ude at finde en ny stemme til deres hedningehegn. Det kan jo være en lidt farlig manøvre og situation for et band. Især et som Bersærk, der havde en ret markant stemme i front, som i stor grad var med til at tegne bandet ud af til.
Skal man finde en der lyder som den gamle, og dermed også risikere sammenligninger. Sammenligning risikerer man jo så i alle tilfælde, men ville det være bedre med et clean cut og ny lyd? Men er det så længere Bersærk?
Lad os bare konkludere at bandet har valgt at fortsætte i samme spor. De har fundet en mand med en vokal der lægger sig meget tæt op af “originalen”. I det hele taget lyder Bersærk som Bersærk på “Når Solen Brænder Ud”. På godt og lidt ondt. Det ER et godt nummer, storladent og kraftfuldt. Men også et, hvor mange ting, ikke mindst det lyriske virker lige lovligt velkendt.
Hvis man kan lide Bersærk, så går man dog ikke galt i byen her. De er tilbage, og lyder i hvert fald ikke færdige, eller som om skiftet af forsanger giver slinger i valsen ned at deres velkendte sti. Samtidig er det et nummer, hvis melodi og omkvæd sætter sig fast, så jeg har gået og nynnet stumper fra sangen i tide og utide.
KÆNT ft. Tenna Ida – “Hårdkanoner”
Er det her et covernummer? Melodien med sit lidt døsige, sumpede tempo og den hiphoppede følelse virker utroligt bekendt. Måske er det bare fordi det stinker til himlen af hitpotentiale?
At have hits er heller ikke fremmede for manden bag KÆNT stod nemlig tidligere i front for Djämes Braun. Var det dem der kiggede på “fugle”? Det er forresten ikke nævnt i pressematerialet hvad fyrens borgerlige navn er, bare at han nu er KÆNT og tidligere var i front for DB. Bare en observation herfra!
NÅ, her assisteres han af en vis Tenna Ida, som lægger ud med at synge første vers, hvorefter ikke-Djämes tager over med sit vers. Og så er sangen slut? Åh, okay. På meget moderne vis er der kun tid til to vers og ikke engang rigtig et stykke, hvor de synger omkvædet sammen mod slut. Et omkvæd, der ellers er skræddersyet til hænder-i-vejret-svingende-fra-side-til-side-på-festival fra publikum. Den skal NOK skabe fællessang.
Pop møder r’n’b’et hiphop’ish stil, klang og produktion, det burde appellere bredt og blive en landeplage i en eller anden forstand. Nå ja, og det er jo en god single, det mangler jeg måske lige at påpege. Selvom jeg på en måde mangler en slutning og forløsning på nummeret.
Maceration – “Where Leeches Thrive”
Det er drøn sikker, god, gammeldaws melo-død, som man kender den fra 90erne og frem. Selvom Maceration også har nogle år på bagen (inkl. en lang pause), så lyder de dog langtfra rustne på deres nyeste singler. Og “Where Leeches Thrive” er bestemt ingen undtagelse!
Der er smæk på her. Tænding og nerve.
Nytænkning er der til gengæld ikke meget af, men i denne forbindelse gør det ikke noget. Det gør, at jeg måske ikke har så meget at sige om nummeret og bandets lyd generelt. Og at sangen er fattig på overraskelser. Men det er sgu’ bare FED død. Medrivende, smittende og en sang, som giver en lyst til at hærge og tage med på togt når musikken brøler af sted.
Jacob Aksglæde – “Dem Der Forsvandt”
Er Jacob selv en af dem, der forsvandt? Det slog mig, da jeg lyttede nummeret igennem, som handler om gamle venner, der “forsvandt” sammen med ungdommen.. Nogle har man måske hørt blev gift med den og den, andre flyttede til det og det sted. Men er man ikke selv en af “dem”, set fra en af dem, der forsvandt fra ens livs perspektiv. Hvis de da skænker en en tanke…
Nuvel, det var bare lige mig, der røg ud af en tanketangent mens dette fine og velskrevne popnummer gled ubesværet ud af mindernes boulevard. Vi kender alle turen, det gør sangen meget umiddelbar og relaterbar. Hvad blev der mon af ham og hende? Den bedste ven fra way back when, eller en tidlige ex-kæreste? Hvordan er deres liv mon nu?
Aksglæde er musikalsk et lidt andet sted, end da jeg mødte ham første gang. Da sang han om “Fantomfølelser” og en “Lille Tårbæktøs” i et naivt og ungdommeligt, stedvis lidt skævt popunivers. Nu er sangskrivningen og lyden meget mere stringent og strømlinet. Det gør ikke noget, det er bare noget andet og en naturlig udvikling. Og han er en dygtig melodimager og sangskriver. Det viser han også på denne iørefaldende single.
TROLD – “Mod Den Endeløse Skov”
Vi slutter denne del med en skovtur. Ude i en skov, hvor der lever en vaskeægte dansk trold! Og en, som kan lide at danse folkedans.
Eller, det forestiller jeg mig, der strømmer i hvert fald en folkemusikalsk klang og stemning igennem denne endeløse skov. Det er vel ret beset en form for folkemetal så? Anyway, det jeg tidligere har hørt fra disse trolde har været ganske underholdende omend også en lille smule kluntet – på en charmerende måde. Sådan lidt en musikalsk udgave af en stor humlebi.
Om jeg bare ikke har hørt nok TROLD, eller bandet har ændret stil og udtryk en smule ved jeg ikke, men “Mod Den Endeløse Skov” er ikke god på sådan en lidt ironisk vis. Jeg synes faktisk det her er et oprigtigt godt nummer.
Den folkemusikalske åre, som flyder gennem TROLDS skov her, er virkelig tiltalende og værd at dyppe tæerne i. Det fylder ikke for meget, så det bliver “gøglet”, men fremstår som en naturlig del af sangens samlede klang. En sang, som både er dansevenlig i en helt klassisk folkedanset forstand, fængende og svær at få ud af ørerne når den først er kravlet derind.
Bravo TROLD, I har tæmmet jer på bedste vis!
Korte kommentarer
Efter alle de positive vibrationer skifter vi lige spor og får overstået denne omgangs sure og half-sure opstød eller høflige skuldertræk.
Et høfligt skuldertræk får Velvet Volume, der efterhånden er et ganske etableret og rutineret navn på musikscenen. Med det følger også højere forventninger, ligesom den bølge af velvilje og medvind de blæste ind på scenen med indledningsvist har lagt sig lidt. Det er nok medvirkende til, at deres nyeste singler, inkl. “I Wish You Rest In Love” siger ikke lige mig det store. Vi er nok bare vokset fra hinanden, og det er helt fint!
Al ære og respekt for det Velvet Volume har opnået, og forhåbentlig kommer til at opnå fremover, men det her er blevet for pænt, “voksen kedeligt” og liiiidt anstrengende at lytte til. Især vokalen på nævnte nummer er jeg ikke vild med – og det ER en smagssag.
Superloader har også haft masser af tid til at udvikle eller bare forfine deres ligefremme hardrock, men puha, sangskrivningen er godt nok blevet sløj på de singler jeg har hørt. Det her vil mig ikke noget, jeg ved faktisk ikke hvad det vil?! Det er såååå tamt og, sorry, uden at hænge nogen ud, men den vokal… er der ikke en producer, eller andre, som kunne have grebet ind?!
Så der er “Natsværmer”, som er tredje af i skrivende stund fire singler fra Danefae inden deres kommende plade. Som jeg ikke har tænkt mig at bruge tid på, beklager. Jeg har hørt nok nu til at vide, at det ville blive en lunken anmeldelse, og temperaturen falder for hver single. Vi er ovre i noget melodisk metallisk, som også rummer noget både folk’et og symfoniske krusninger. Men lyden og stilen er alt for start-00er til min smag, jeg får Boogie-Listen vibes.
Gode venner bliver jeg nok heller aldrig med H.E.R.O., der i hvert fald skal have ros og poin for bare at gå all in. All in på stadionrock af den poppede slags, hvor alle kanter, knaster eller noget som kunne give en lille rift er høvlet af i den polerede produktion.
Så tager vi lige en blød overgang til mere positive toner igen med Ashes Of Billy. Det er ikke lige min stil, men det virker heller ikke som om de unge gutter laver musik til halv-gamle gnavne mænd som mig. Der er ungdommelig energi, masser af følelser og rigtig fin, men lidt strømlinet sangskrivning i deres emo-rockede udladning her.
Det modsatte af strømlinet er “Raketbenzin” fra Skraldespand, der lever herligt op til navnet. De lyder på skøn vis som en musikalsk skraldespand, man kan gå på opdagelse i. Det er skævt, skramlet, uperfekt og skønt på en uskøn måde. Jeg er ikke HELT solgt, men måske skal skraldespanden bare have lov til at stå og simre lidt? Det ville ikke komme bag på mig, hvis en hel plade efterlod et endnu større indtryk, når man får hele skraldespanden lige i fjæset.
SKAVANK har også fat i noget på deres pop-rockede “Snoren”, som gooodt kunne have potentiale. De har i hvert fald et velfungerende radiovenligt omkvæd og et effektivt “drive”, men der mangler lige det sidste… hmm… måske et lille produktionsmæssigt løft af en art? Noget der giver lidt mere “omph”? Lyden er måske lige spæd nok, eller vokalen (som ikke er dårlig!) og dens begrænsninger bliver lidt for fremtrædende når den er så markant i lydbilledet? Justeringer og finpudsning, så er den der måske.
De dejlige indie-drenge i The Jürgen Clubs har haft “den” et stykke tid og har vel egentlig ikke brug for mere ros og opmærksomhed fra mig? De er på vej, og skal videre, længere op af medierangstigen, og for hvad det er værd bliver de ved med at få deres singler på P6. Den seneste, “Dishes & Cutlery” er ingen undtagelse, og sneg sig tilmed igen ind på kanalen inden den officielt udkom. Ligesom forrige single, så er bandet dog muligvis på vej i en retning, som ikke lige rammer min personlige smag rent – men det er sgu’ helt ok! Gør jeres ting gutter, I har tydeligvis fat i den lange ende og er på rette spor!
Det er unge Juliane Viktoria muligvis også. Hun fortsætter på engelsk, selvom hun egentlig lagde ud med at par glimrende singler på dansk. Hvad skiftet skyldes, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i første omgang synes jeg at hun dermed mistede det personlige særpræg. Det som gjorde, at hendes elektroniske pop skilte sig ud fra mængden med nogle gode tekster.
Feltet er endnu mere proppet på den engelsksprogede popscene, så Juliane Viktoria får sin sag for. Det sagt, så synes jeg “555 Deluded” er et stærkere bud end forrige single, og den lidt hyperpoppede stil med effekter på vokal, mere pågående beat og en rastløs energi blandet med noget mere roligt og luftigt klæder hende.
Det vugger i mørket hos baghånd, som lyder en kende ensomme på “Lige Nu”. Den sidste flaske vin er åbnet, og et brud virker nært forestående, man må gå hver til sit. Det er sgu’ et rigtig fint nummer, fed lyd med den dunkle stemning, en ret “hård” og skærende guitar, en umiddelbart rolig vokal, men desperationen lurer lige under overfladen og får mod slut lov til at bryde mere igennem. En mindre “crowded” måned havde jeg nok “forfremmet” nummeret, men forhåbentlig er der meget mere på vej fra baghånd – så jeg kan yde dem mere retfærdighed en anden god gang.
En anden god gang bliver det også til for Kadavermarch, der har en plade på vej, som lander i marts måned. Den agter jeg at anmelde, så for alles skyld, ikke mindst bandet, så prøver jeg lige at styre uden om deres singler. Bare så jeg ikke løber tør for ord eller får nok af deres bluesede rock inden marts. Men giv dem lige et lyt. Det lyder da lovende, ikke sandt?
Føjes til Repeatisten: Debbie Sings, Bersærk, Maceration, Aksglæde og Trold
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jacob Aksglæde, pressefoto
