Slackerrock! Hvem skulle tro at det var noget, vi skulle se i 2024? Det skulle Crimsom Haze, der på Intersteallar Symphony lyder til at have haft det rigtig sjovt med at indspille og lege med klicheer.
Som det ofte er med det slackede, så er der elementer der står skarpt:
– Kongerne af slack fra Cake er notorisk kendt for stramme trommer og bas, så resten af bandet på forskellig vis skeje ud. Beck fremstår egentlig også næsten maskinel i instrumentering, men slacker derudaf.
Her er Crimson Haze helt med, og åbningsnummeret og første single The Fire står også skarpt og stramt – med et sjovt, klassisk tonalt højt uh-kor. Om end det ikke er så udtalt på åbneren, så indvarsler det med den meget tilbagelænede vokal at udtrykket over hele pladen bliver mere slacket end fremme-i-skoene rocket. Det gør pladen mere interessant end den havde været, hvis den havde trukket endnu et nummer i køen til at være ’bare rock’.
Ja, faktisk er der noget sommerligt over mange numre, der giver lyst til at køre ligeud i meget lang tid i en åben bil (på el, selvfølgelig – det er 2024) måske 5-10 kilometer i timen under hastighedsgrænsen.
Er dette billede ét, der beskriver musikken fint, så vil der dog også blive kortvarigt trykket på speederen og et nummer som Flashing Lights har et lidt højere tempo. I det meste af 2 minutter og 18 sekunder, så er det ovre.
Samme dynamik åbner titelnummeret også med og det er i øvrigt ikke første gang, bandet ’genbruger sig selv’ – flere gange er tema og melodistumper ’lånt’ af indbyrdes numre.
På samme måde får vi et par gange en effekt, der lyder som en vinyl, der har ligget for længe i solen; toner der glider ind og ud af stemning, giver et forstemt, slacket ind- og udtryk og bidrager til den lidt morsomme stil. Der er Beck på én af lejrbåls-sangs-pladerne over det her. Ikke for alvorligt, men ganske fint lavet.
Fint hvordan? Jo, for Brain Dead – der netop har nævnte effekt i starten – ellers kommer i gang, spilles der med akustiske anslag på guitarstrenge og en meget percussiv lyd på trommerne, så det hele tiden virker som om der er en guiro ét eller andet sted i mixet. Hvilket der ikke er – men feelingen er der!
Nå. Hints til bil-rock mod solnedgangen ligger også i titler som Blinking Lights, Sunset og endda Blinded By The Sun.
Vigtigt er dog også, at der er styr på klicheer uden at det bliver alt for stereotypt, skal forestille at være lårklaskende morsomt eller plat: På Cowards In Love er der flere steder ’svensker-claves’ helt nede i mixet – og netop det der med at have en kliché med, og så sørge for at den er lidt nedtonet gør hele pladen skønt, distanceret, slacket morsom uden at falde på halen.
Det er mit indtryk, efter at have læst pressematerialet, at bandet – eller duoen – anser pladen som en danseplade. Jeg vil ikke kategorisk afvise at det er dansabel musik: Når Let Go Of Your Life shuffler derudaf, vipper mine fødder. Men det er ikke rigtigt muligt at høre hele pladen uden at sætte slacker-beskrivelsen på som definerende. Og hurra for det!
Der er rigeligt med ’bare rock’ og ’danse’ plader.
Jeg vil glæde mig til at se til sommer, om man kan gøre det samme i en ladcykel som en open top car og cruise derudaf med Crimson Haze!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
