Totalt uopfordret har jeg valgt at gribe Terrorpys The Bisection Collection og lave en anmeldelse.
Det gør jeg fordi det er et fedt album, fordi der har været lidt lavvandet med metal i inboxen og så selvfølgelig fordi bandet har givet mig en stor, positiv overraskelse på SPOT for nogen tid siden. Jeg regner Terrorpy som nogle af de største herhjemme for tiden.
Når man ellers renser for min far-humor omkring bandets navn (Terrorpy er vel den værste form for py? Eh?? Eh???!), så er det tydeligvis en lysende stjerne på metal-himlen.
På The Bisection Collection bliver der ikke taget fanger. Det er åndsvagt tight, smadret og overfalder lytteren med vild intensitet. Universet er meget godt repræsenteret via titler som Gorging on Pus, Worm Infested Ejaculate og Advanced Delusionary Schizophrenia with Involuntary Narcissistic Rage (!).
Det er ikke mange hjerte-smerte rim, vi får her, men en fascination af det ulækre, døden, sygdom og alt du ikke lige ville nævne over julefrokosten i familiens skød.
Klassisk, men også ret ekstremt – selv for genren.
Her stemmer titler så perfekt overens med lydudtrykket – for der spilles ekstremt. Trommerne har en fart på, hvor jeg dårligt kan følge med, guitarerne er potente som sjældent hørt – både når der grooves som i Corpsebreaker, og når der bare høvles derudaf i et farligt tempo som Worm Infected Ejaculate. Triggers, overraskende toppet bas – det er in-your-face lyd i mesterlig udførelse.
Det var ikke blot fordi, jeg VIRKELIG savnede noget hegn på SPOT: Terrorpy er afsindigt dygtige teknisk.
Selv om der boogies her og der, så gives der bare heller ikke ved dørene. Tempoet er højt, du må selv se om du kan følge med og hvor andre bands måske ville fremstå jappede med dette tempo, bliver Terrorpy aldrig hverken punket eller untight.
Det er en fucking masterclass!
Det betyder også, du kommer på overarbejde hvis du forsøger at tælle stortromme-slagene, men hvor det hos andre har kunnet være en anke, så bidrager den maskinelle rytme til en form for rød tråd igennem pladen.
Det er netop denne kombination af det skarpe, det konstant insisterende og det ekstreme, der gør at pladen kommer til at fremstå så stærkt.
For selv om der også er elementer af ‘se hvor hurtigt jeg kan lægge den her skala som et lick’, så passer det ind i den ret voldsomme lyd.
Med “lån” af endnu en vokalist er der desuden også basis for variation i vokalerne. Så. Oven på en solid, stærkt teknisk bund er der rigeligt med plads til netop at kaste en række hurtigt eksekverede idéer af sted og få dem til at indgå i helheden.
Lytteren bliver dermed ikke blot kørt over af det massive lyd-indtryk, men også af idéer som disponeres på en måde, så man alligevel kan ‘komme op og få vejret’ ind imellem.
Jeg har været meget glad for sidste plade, Stuffing Puke into the Sockets, som har fulgt mig på både cykelture, gjort monotont arbejde tåleligt – den slags.
The Bisection Collection fortsætter for så vidt de takter, men er om muligt endnu mere tight, lidt mere lukket og kompakt i lyden – og har på den konto bevæget sig lidt væk fra det beskidte for at tilføje noget maskinel aggressivitet.
Ja, det er nok i virkeligheden den mest aggressive plade, jeg har hørt længe.
Jeg gik desværre glip af Mono Goes Metal, hvor Terrorpy var med i line-up’et i år.
Men da jeg har min ugentlig gang i Mono, kan jeg konstatere at huset på underlig vis står endnu. Terrorpy er nemlig et band, der river hele pisset ned og ikke rigtigt tager nogen fanger.
The Bisection Collection er en gennemført voldsom plade, der overflader lytteren skønt og er gennemført ‘ægte’ i udtryk, energi og dygtighed med hvilken den er spillet.
Er man forpustet efter en gennemlytning? Ja!
Trykker man ‘play’ igen for liiige at tjekke om de VAR så tight’e og aggressive? Også ja!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
…billede fra Spotify
