Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Simone Tang: Things I Remember (Album/Anmeldelse)

Simone Tang: Things I Remember (Album/Anmeldelse)

24
0

Sangerinde og sangskriver Simone Tang har sendt en musikalsk flaskepost fra en svunden tid. Dengang en god sang var en god sang og ingen sminke var nødvendig. Det er der kommet et lille, pragtfuldt og elskværdigt album ud af.

Simone Tang lykkes med noget, som føles mere og mere sjældent efterhånden på Things I Remember. Uden hørbare brug af moderne tricks, prægning af tidens modeluner og store armbevægelser fanger og holder hun ens opmærksomhed. Alt hun skal bruge er hendes stemme, en guitar (og anden sparsom instrumentering plus lidt diskret backing vokal hist og her), en samling, små gode melodier og spandevis af stemning og nærvær.

Vi kommer helt tæt på her. Stedvis er det så nedbarberet, at man er bange for at trække vejret, så man ikke overdøver Tang og musikken. Selvom albummet kun varer knap en halv time, så kunne den slags godt være blevet en monoton og kedelig oplevelse. Jeg har det modsat med Things I Remember.

Jeg har tidligere anmeldt et par singler (og sprunget over lige så mange) fra Tang, i det der forud for udgivelsen kom en lind strøm af dem. Nu hvor man hører dem i den rette sammenhæng, så vokser materialet yderligere. Der er et par numre, som jeg allerede har omtalt, som eksempelvis “A Boy From A Song”, som fungerer OK på egen hånd og som single. Men mange af numrene er ikke oplagt single-materiale, de er for delikate, fine og nærmest underspillede.

Det meste af vejen emmer det af en små-nostalgisk og vellykket tilbageskuende stemning, helt i tråd med pladens titel. Der er nærmest tale om lyden af svundne minder, gode som dårlige, med den sentimentalitet og vemod og melankoli, der kan gå hånd i hånd med selv gode minder. På et ellers smukt nummer, som “He Wants More”, hvor der er skruet HELT ned for virkemidler, så det lyder som et fjernt ekko, afhænger oplevelsen tilsyneladende lidt af ens set up. I mine trådløse høretelefoner forsvinder sangen næsten, til gengæld var balancen helt perfekt i den noget større stuehøjtaler. Så et nummer som dette, skal man lige give en ekstra chance, hvis man får samme oplevelse med i ens høretelefoner.

Stilen og stemningen på Things I Remember kunne også minde om noget, der strømmer ud af en gammel pladespiller i 50erne. Eller som soundtrack til en sort/hvid Hollywoodfilm med ægte filmstjerner på lærredet. Uden at det fremstår støvet som en stiløvelse eller en pastiche. Så vidt jeg kan se, så forsøgte Tang sig som mere moderne, regulær ungdommelig popsangerinde for en 4-5 år siden. Det her er lyden af en kunstner, som i langt højere grad har fundet hendes lyd ved at kigge tilbage mod en helt anden tid!

Der er ingen svage numre her, og selvom tone og stil overordnet er meget intim og nedbarberet, så er der rigeligt med afveksling. Fra den helt nøgne og nærværende “Caroline”, den mere 60er singer songwriter prægede “Brown-Eyed Niece”, over den up beat poppede “Miss Lila”  til den længselsfuld og vinterlige “Where Do We Go”. Tang lykkes hele tiden med at give sangene hver deres kulør og nuance, selvom der males med en fin og tynd pensel.

Tang har en lys og klar klang og vokal, som løftes yderligere af at hun lyder meget troværdig, når hun synger sig gennem albummets 9 numre. Det her emmer af nærvær, at der er noget personligt på spil og at det kommer direkte fra hjertet – og dermed går det også rent ind. Der er flere steder, hvor albummet bliver decideret rørende.

Et eksempel herpå er den veltimende duet med Søren Manscher, “My Only Heart”, der dukker op lige når man trænger til at Tang vokal får lidt med- og modspil. Det er et pragteksempel på en vellykket duet, hvor hver sanger kender og forstår sin plads og rolle – og giver modparten plads og mulighed for samspil. Stemmerne klæder hinanden, de rammer begge lige den stemning og klang, som sange kræver. Smukt! Og så er tidligere anmeldte “On The Quarrelets of Pearl” simpelthen en skinnende perle, som lukker pladen ned på en perfekt note – den rammer mig sgu’ lige i mit kolde, onde hjerte og får det til at tø op.

For mig er det her en af de større musikalske oplevelser for mig i år, og en der stikker ud med sine enkle, men uhyre virkningsfulde virkemidler, i et hav af brusende larm fra alle sider. Det her er en ø med et dragende fyrtårn på, som man automatisk driver imod, mens andre plader og kunstnere drukner i deres egen og fælles støj ude i bølgerne.

Af Ken Damgaard Thomsen
Previous article(0): KNÆK.MØRKE.MOD.LYS (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.