The Notwist er et spøjst band.
I starten af århundrede forelskede jeg mig hovedkulds i det decideret fremragende nummer, Pick Up The Phone.
Da jeg med køb af en MP3-afspiller fik et par downloads af albums med, valgte jeg at downloade noget The Notwist og i loyalitet startede jeg med det første album…
Det er punk.
Ja, der er pænt langt til det band, jeg troede jeg skulle høre, og til et nummer som åbneren fra debuten, Is It Fear:
https://www.youtube.com/watch?v=_Kqzh8xoBPM
Nå! Historietimen er slut og The Notwist er booket på Radar – angiveligt med et fokus på albummet Vertigo Days. Vi er her NOGET tættere på det lidt querky, nørdede udtryk fra Pick Up The Phone. Men hurra for bands, der udvikler sig i deres karrierer!
Og da jeg indfinder mig på Radar på en meget blæsende torsdag aften, kan jeg konstatere at Radar har gjort det igen: booket noget stort til de relativt små rammer. Og The Notwist leverer.
Nogen gange underspillet, nogen gange med god kant. Men der leveres. I godt syv kvarter tages vi igennem en både støjende, querky, sart og bevægende koncert med et band, der viser sig at have flere ‘hits’ end jeg huskede eller var bevidst om.
Men hitsene har ikke hovedrollen i denne koncert.
Det har stemningen, støjen og udtrykket – gemt bag en vis distance.
Hvordan det så lykkes, er det vel mit job her at beskrive…
Der åbnes med de to åbningsnumre fra albummet, Vertigo Days, som etablerer den konstante let reserverede tilgang, med en underliggende støj – endda af og til med et punket bid i sounden. Ja, jeg kommer på arbejde med tillægsordene her!
Men over koncertens syv kvarter er der både tydelige sangstrukturer, lange passager med støjende elementer, noget næsten free-jazzet (føj!) og endelig noge sarte ting, der alt i alt gør, at jeg står tilbage og tænker; “dem, der ikke oplevede dette, gik glip af noget stort!
Men netop som jeg troede, jeg havde luret koncerten som sådan en “Hey, vi spiller et album igennem kronologisk”, så falder tredje nummer, jeg kan genkende fra radioen, men som ikke findes på Vertigo Days, Kong.
Den noget mere tyske accent end på pladen cementeres og der er også hints af noget uptempo, nærmest punket.
Der står mange på scenen: To på synths, en bassist, en (træ)blæser/melodica-spiller, en percussionist (ofte på xylofon, der definerer flere numre) og en trommeslager.
Og, nåh ja, af og til gribes der til akustisk guitar, sousafon og byttes instrumenter. Whoa. Der sker hele tiden noget, hvem der ‘har’ bassen, er ikke altid klart mellem sousafon, synth og baguitar, men hold nu kæft, det her kaos kan noget!
Så da Pick Up The Phone falder som fjerde nummer, er det fedt, rørende og alt hvad anmelderen, der lidt troede han skulle se et one-hit-wonder kunne ønske. Men der var bare så meget mere, før, under og efter det nummer i denne koncert, der gjorde et fedt:
– Jeg ser en blanding mellem en nørdet Death Cab For Cutie-æstetik, blandet med noget dEUS-agtig art rock – og så en forkærlighed for lange passager, ofte med masser af synths, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sammenligne med.
Måske er tryllekunsten for The Notwist at vi aldrig ved, hvor vi har bandet?
Der køres på, der er altid et element af støj eller lo-fi digitale sounds.
Men der er også ballademateriale som på Into The Ice Age, hvor vokalen får lov at stå relativt alene…
One With The Freaks illustrerer det meget fint – næsten filmisk, men i Donnie Darko – og så ballade-agtigt, så det foruroligende støj aldrig bliver alt for dominerende.
Fremragende!
This Room udvikler sig til gengæld som free-jazz, hvilket ikke er særlig fedt, men det er kun en passage og måske en naturlig udvikling af koncerten; hvorfor ikke bare slippe tøjlerne og lade enten bas eller trommer være det eneste faste holdepunkt?
Det er tydeligvis også The Notwist!
Men hvad så?
Jo et intermezzo, hvor der er franske cafe-vibes og melodica oven på støjen og udtrykket – Hvilket overtages af en (backtrack? På synth spillede?) stryger-bårne Into Another Tune, som så ender i et groove, som det virker til at bandet kan spille i en evighed.
Og sådan er denne koncert: en blanding mellem nærmest improvisatorisk støj og temaer – afløst af noget sart, eller noget hitmateriale.
Når der er jam, stikker det sjældent helt af, og der er en konstant rød tråd af tysk, maskinelt groove, der får os hjem… Men som aldrig alligevel går på kompromis med hvor musikalsk alt hvad der foregår på scenen er.
Efter 90 minutter med dette støjende, sarte og kaotiske udtryk, går banet af scenen – men vender tilbage med Gravity, der starte stille, bliver støjende (ikke mindst på guitaren) og så lander blidt igen. Der bliver bygget op, men også holdt igen; vi må mærke at der er mange muskler bag, men ingen grund til at bruge dem alle.
Vi får også balladen Consequence, før koncerten klædeligt slutter med en sart, xylofonbaseret outtro, der for så vidt kunne have gjort sig som en vuggevise.
Whoa! Støj har været et gennemgående tema – og så slutter vi sådan.
Jeg gentager: Folk, der ikke var her (og Radar var ikke fyldt – 300 kr for en billet??!), gik glip af noget.
Det er en stor bekymring at Radar nu er presset uden status af regionalt spillested.
Jeg håber, Radar fortsætter og stadig kan hive navne som The Notwist hjem.
For hold da op! Sikke en aften! Sikke et band, som jeg nu må i gang med at researche mere på…
Vel vidende at dette nok var en sjælden aften med et band med første udgivelse i 90erne.
Men sikke en aften!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
